Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørsted, Anders Sandøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statsminister, og som ingen Sympati nærede
hverken for Lorenzen’s personlige eller
politiske Karakter, bestemt og unødig skarpt mod
With’s Forslag om at sende Kongen en Adresse
om Beskyttelse for den danske Nationalitet i
Slesvig. En næsten ulægelig Mistillid til Ø.’s
Fædrelandssind og Danskhed afløste den
tidligere Jubel, »Kjøbenhavnsposten« og
»Fædrelandet« angreb Ø. paa det heftigste; han satte
haardt mod haardt, det har smertet ham dybt
at staa skarpt over for Oppositionsførere som
Schouw o. a.; derimod var han, som Ploug’s
Søn og Biograf siger, alle Dage Ploug en haard
Mand. Paa Grund af Sygdom gik Ø. 1846 af
som Kommissarius. I Forhandlingerne om
Christian VIII’s aabne Brev af 8. Juli 1846 om
Arvefølgen fulgte Ø. H. Reventlow-Criminil; i
det hele har Ø. vistnok ikke kunnet
sympatisere med den Kurs, Christian VIII’s Politik,
formentlig under Stemann’s Auspicier, styrede
i Kongens sidste Regeringsaar. Efter Christian
VIII’s Død blev Ø., P. G. Bang og Carl Moltke
Medlemmer af den Komité, der skulde
udarbejde den ny Forfatning i Henhold til
Forfatningsrespriptet af 28. Jan. 1848; han
arbejdede derpaa med Ulyst, siger P. G. Bang; i
Marts Maaned 1848 afskedigedes han som
Kancellideputeret og Generalprokurør, og han
afgik sammen med de øvrige Ministre Dagen
efter Kasino-Mødet 21. s. M. Trods Angreb og
Agitation — »Danmark’s Guizot« — blev Ø.
valgt til Medlem af den grundlovgivende
Rigsdag, han udgav »Prøvelse af de
Rigsforsamlingen forelagte Udkast til en Grundlov og en
Valglov« (1849), som »Fædrelandet« kaldte en
Generalstorm paa Grundloven, deltog med Iver,
men uden Indflydelse, i Forhandlingerne og
stemte mod Grundlovens Vedtagelse. Ved et
Omvalg kom han ind i Landstinget (1850) og
udgav s. A. »For den danske Stats
Opretholdelse i dens Heelhed. En historisk statsretlig
Undersøgelse«. Efter at Eider-Politikken var
opgivet som »uholdbar«, og C. A. Bluhme
havde dannet det første Helstatsministerium,
naaede Ø., der ikke paa Rigsdagen ønskede at
deltage i de Forhandlinger, hvortil den kgl.
Kundgørelse af 28. Jan. 1852 gav Anledning
med Hensyn til det i Indledningen til
Grundloven tagne Forbehold om Ordningen af
Slesvig’s Stilling, atter en politisk betydende
Stilling i Forhandlingerne om Arvefølgen. Tidligere
end nogen anden havde Ø. Blikket aabent for
Svaghederne ved C. F. Wegener’s bekendte
politisk-historiske Skrifter. 19. Apr. 1853
opløstes Rigsdagen, i Ministeriet skete den
Forskydning, at Ø. overtog Kultus- og
Indenrigsministeriet og afløste Blume som
Premierminister for Kongeriget, 1854 blev Ø. afskediget som
Indenrigsminister og s. A. konstitueret som
Justitsminister. Arvefølgeloven blev vedtaget, og
de langvarige Forhandlinger om
Grundlovsindskrænkningen som nødvendig Følge af den
paatænkte Fællesforfatning tog deres Begyndelse.
Ministeriet var ikke stærkt, Frederik VII
støttede det ikke, Regeringens Fremfærd over for
Andræ, Hall og Monrad, Fiskalsagen mod
Wegener, Besættelsen af Sjællands Bispestol, de
talrige Pressesager vakte den største
Forbitrelse, begge Rigsdagens Ting vedtog en
Mistillidsadresse til Kongen, og 3. Decbr. 1854
afskedigedes Ministeriet. Ligesom sine Kolleger blev Ø.
frikendt i den af Folketinget mod de afgaaende
Ministre rejste Rigsretssag, Brock var Aktor,
Liebe og Salicath Defensorer; Brock gik saa
vidt at paastaa Straf for Højforræderi, en
Overilelse, Ø. med Føje karakteriserede som
Tingstud-Procedure. Allerede før sin Afsked
fra det politiske Liv havde Ø. paabegyndt
Udgivelsen af »Af mit Livs og min Tids Historie«
(I 1851, II 1852, III 1855, IV 1857), et af de
vigtigste Kildeskrifter til dansk Historie i 19.
Aarh.’s første Halvdel og med Føje at betragte
som den senere danske Enevældes
Forsvarsskrift. Sine sidste Leveaar tilbragte Ø. i
Stilhed, trofast mod ældre og yngre Venner,
kærlig og omhyggelig som en Fader over for de
Slægtninge, f. Eks. den nedenfor nævnte
Botaniker A. S. Ø., han havde optaget i sit Hus.
De højeste Titler og Ordener var faldne i Ø.’s
Lod, mere end dette vejede det, at han 1810
blev Medlem af, 1848 Præses for
Videnskabernes Selskab, Dr. Juris honoris causa blev han
1815 baade i Kjøbenhavn og Kiel. Martensen,
hvis Udnævnelse til Biskop Ø. i sin Tid paa
H. N. Clausen’s Bekostning havde fremtvunget
»med Staalhandsker«, holdt Talen over ham
ved hans Jordefærd. De Monumentplaner, der
Tid til anden dukkede op, blev først realiserede
1902, da Danmarks og Norges Jurister rejste
en Statue af ham, efter H. V. Bissen’s Model,
i Ørsteds-Parken i Kjøbenhavn. 1922 rejstes et
Mindesmærke for ham i Viborg.
Den endelige Dom over Statsmanden Ø. er
vistnok ikke udtalt endnu; Fremtiden vil
formentlig overvejende fælde den til Fordel for
ham. Som Retslærd viger han ikke selv for de
største Jurister, Litteraturhistorien kender. Ø.
begyndte saa at sige paa bar Bund. En
dansk-norsk Retsvidenskab i Ordets moderne
Betydning eksisterede ikke før Ø.: Andr. Hojer var
en æggende Docent, men ikke Skribent, Kofod
Ancher’s egentlige Felt var Retshistorien, en
Disciplin, som laa Ø. fjernere; af Stampe’s
Erklæringer, af Praksis, af europæisk
Retslitteratur har Ø. lært. Han aabnede Døren til
Eurona. Han brød med den altbeherskende
Naturrets Opfattelse af Retten som en konstant,
almem, objektiv Størrelse og genindsatte den
positive Ret i dens lovlige Rettigheder. Ø. er den
juridiske Realismes første virkelige
Bannerfører. Dansk-norsk Retsvidenskab og Retsliv i
det hele hviler endnu paa det Grundlag, Ø.
skabte. I Processen har hans Virksomhed
næsten en Lovgivers Betydning, Privatretten og
Strafferetten, kort sagt alt, hvad der
omfattedes af hans skarpe Tanke og kritiske Blik, har
han undergivet en grundlæggende Behandling.
Den Rigdom af nye og originale Tanker, det
uhyre Stof, han drog frem, maatte virke
overvældende paa hans Samtid og umiddelbare
Efterfølgere. Udgaaende fra Ø. søgte de at
fuldføre det af Bygningen, han ikke fik opmuret,
Systemernes Tid kom. Over det »spekulative«
Interregnum, der inaugureredes med
Bornemann — den Hegel’ske Spekulation frastødte
saavel Ø. som Savigny —, er Litterærhistoriens
endelige Dom endnu ikke afsagt. Den nyeste
Retning i dansk Retsvidenskab har Blikket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
