Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørsted, Hans Christian - Ørstedit - Ørsten - Oertelkur - Ørtesav - Ørtlag - Ørtug - Ørum, Hans Peter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
antog, at der i dette Kredsløb tillige fandtes en
fremadskridende Bevægelse, en Antagelse, han
dog ikke fandt nødvendig til Fænomenernes
Forklaring. I Referatet i Videnskabernes
Selskabs Oversigter for 1. Maj 1820—1. Maj 1821
S. 13 former Ø. Tanken noget bestemtere, idet
han kalder Kraften »et dobbelt Kredsløb af
magnetiske Virkninger rundt om den
forbindende Leder« og siger, at han har kaldt den
Elektromagnetisme. Endnu samme Sommer
fortsatte Ø. sit Arbejde ved Forsøg med lette
galvaniske Elementer, ophængte saaledes, at de
kunde dreje sig tillige med Polernes
Forbindelsestraad. Han fandt, at en Magnet bevægede
dem saaledes, som man efter den nysopdagede
Lov kunde vente. Til at paavise
Jordmagnetismens Virkning paa Apparatet eller Virkningen
af andre Strømledere fandt Ø. ikke sit Redskab
bevægeligt nok. Her kom Ampère ham i
Forkøbet, idet han gav Anvisning paa en
bekvemmere Ophængning, der tillod Paavisningen af
disse svage Virkninger. Ø. betragtede dem som
en ligefrem Følge af den Lov for den elektriske
Konflikts magnetiske Virkninger, han selv
havde opdaget, medens Ampère benyttede
Strømmes Virkning paa hinanden som Udgangspunkt
for en ny Teori. Begge Fremgangsmaader kan
bruges, hvad Ø. ogsaa indrømmer; hans egen
er den simpleste. Ø. har altsaa ingenlunde
forsømt at forfølge sin Opdagelse videre, men da
den øjeblikkelig blev optagen til Behandling af
en hel Kreds af udmærkede franske Fysikere
og Matematikere (Ampère, Arago, Biot, Savart,
Laplace m. fl.), er det kun naturligt, at Ø. ikke
kunde vedblive at føre an i Udviklingen.
Under sit Ophold i Paris i Begyndelsen af 1823
førte han Seebeck’s Opdagelse af
Termoelektriciteten (s. d.) videre, idet han sammen med
Fourier fandt paa at forene flere
Termoelementer til en Kæde og forstærke Virkningen ved at
opvarme hvert andet Lodsted.
Ø. var alle sine Dage Naturfilosof, for
saa vidt som han saa Videnskabens ypperste
Opgave i at finde den store
Fornuftsammenhæng i hele Naturen og, især i sine yngre Aar,
betragtede Specialstudierne som underordnede
Hjælpemidler i dette Formaals Tjeneste. Men
han blev stedse mere klar over, at der ikke
fandtes nogen Vej til sand Naturerkendelse
uden om disse Studier. Af »Kants mægtige
Aand« var Ø. stærkt paavirket, og med Kant
saa han i den sanselige Natur kun en
Fænomenernes Verden, farvet for os af vor
Erkendelses Ejendommeligheder. Grundspiren til alt
det sanselige var for Ø. af aandelig Natur,
Legemerne var »kraftopfyldte Rum« og hele
Virkeligheden Ydersiden af noget virksomt, der
var i Slægt med Menneskets egen Fornuft.
Hos Fichte synes det især at have været
Foredragets mesterlige Form, der tiltalte Ø.; til
Schelling stod han personlig i venskabeligt
Forhold, men saa ret kritisk paa hans Filosofi, og
af et Brev fra Ø. til J. L. Heiberg ser man,
at Ø. endnu 1825 kun kendte Hegel’s Filosofi
af Beretninger. »Ved Hegel er jeg standset i
min Fremgang med den philosophiske
Litteratur, fordi den megen Tomhed trættede mig«.
Sin Naturanskuelse har Ø. fremstillet i
»Aanden i Naturen«, en Række Arbejder, der er
bleven til paa forskellig Tid, men samlede og
omarbejdede af Ø. i hans sidste Aar og
udgivne af ham 1850. De danner de to første
Bind i Ø.’s »Samlede og efterladte Skrifter«.
Ø. var ivrig national, skrev mange
Smaaskrifter til Folkeoplysnings Fremme og
interesserede sig ikke mindst for Sprogets
Rensning og Udvikling. Han var imod alle Forsøg
paa at fjerne de tre nordiske Sprog og Folk
længere fra hverandre og fandt det naturligt,
at det ene af disse Sprog berigede sig ved at
laane fra de andre. Selv dannede han en
Række ny Ord, hvoraf adskillige er optagne i
Sproget, især i Kemiens Ordforraad. Ilt, Brint,
Vægtfylde og Varmefylde er kendte Eksempler.
Nærmere herom i Marius Kristensen, »H. C. Ø.
og det danske Sprog« (»Danske Studier« 1904).
— Ø.’s populære Skrifter er samlede under
Titlen »Samlede og efterladte Skrifter af H. C.
Ø.« (Kjøbenhavn 1851—52, 9 Bind). Sidste Bind
heraf indeholder en Levnedsbeskrivelse,
skrevet af J. C. Hauch, samt en fuldstændig
Fortegnelse over Ø.’s Skrifter. Hans »Naturlærens
mekaniske Del« (1845; 3. Udg. 1859) har været
meget brugt som Lærebog. (Litt.: »Biogr.
Leks.« XIX og der anførte Kilder. I Anledning
af Hundredaarsdagen for Elektromagnetismens
Opdagelse udgav Videnskabernes Selskab en
samlet Udgave af H. C. Ø.’s naturvidenskabelige
Skrifter med to Afhandlinger om hans Virke,
ved Dr. phil. Kirstine Meyer f.
Bjerrum, 3 Bind 1920; M. C. Harding,
Correspondance de H. C. Ø. avec divers savants,
2 Bind [Kbhvn. 1920]).
(K. S. K.). A. W. M.
Ørstedit, se Zirkon.
Ørsten Herred, se Ørsta.
Oertelkur [’örtel-], se Aandedrætskure.
Ørtesav, se Sav.
Ørtlag er i Norge en gammel Regne- og
Tælleenhed, som fremdeles anvendes i visse
Distrikter paa Østlandet, i nyere Tid dog kun
med Hensyn til Træmaterialier til Gærder
(Gærdefang). Ø. er oprindelig Ørtuglag,
som betegnede den Mængde Arbejde eller
Varer, der blev regnet at være værd 1 Ørtug.
I 3 haandskrevne Lovbøger fra det 16.
Aarhundrede (henholdsvis i Kjøbenhavn,
Stockholm og Oslo) findes en Fortegnelse over »Alle
Ørtuglaug och theris Werdt epter gammel
Seduane, wdschreffuidt aff Mester Thorbiørns
Lougbog Anno 1573«. Ørtuglagene omtales
ogsaa hos Arent Berntsen, »Danmarckis oc
Norgis fructbar Herlighed« (1656). (Litt.: Kr.
Østberg, »Norsk Bonderet«, 2. Bind [Oslo
1918], Side 90-99).
K. Ø.
Ørtug, gammel nordisk Vægt- og
Værdibetegnelse (Mark Sølv à 8 Øre à 3 Ø. à 10
Penninge), nævnes i Begyndelsen af 13.
Aarhundrede.
(N. J. B.) H. J. N.
Ørum, Hans Peter, dansk Læge, f. 1.
Januar 1847 i Kbhvn, d. sammesteds 20. Oktober
1904. Ø. tog Lægeeksamen 1872, blev Dr. med.
1884 og studerede i Begyndelsen især
Gynækologi, men sit Specialstudium opgav han snart,
fik en stor Praksis og lidt efter lidt flere og
flere offentlige Tillidshverv. I en Aarrække var
han Borgerrepræsentant og beskæftigede sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
