Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Statsforfatning og Forvaltning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statsforfatning og Forvaltning.
Den nuværende Republik Ø. er kun en
sørgelig Rest af det tidligere østerrigske Kejserrige,
der sammen med Kongeriget Ungarn udgjorde
Stormagten Østerrig-Ungarn. Det
østerrig-ungarske Dobbeltmonarki havde dog længe før
Verdenskrigen staaet paa svage Fødder, truet
af farlige indre nationale Brydninger, som det
ikke formaaede at overvinde. I det store
Revolutionsaar 1848 var Riget, hvis Styre var
blevet mere og mere enevældigt, en Overgang lige
ved helt at falde fra hinanden: Ungarn
og de italienske Landskaber gjorde Oprør
og rev sig løs, og ogsaa de slaviske
Tschekker rejste sig i Böhmen, og kun
ved Ruslands Hjælp lykkedes det at besejre
Ungarn og hævde Tyskhedens Hegemoni i
Riget. Den Enhed, som den østerrigske
Helstatsforfatning af 1849 og kort efter den rent
absolutistiske Helstatsforfatning af 1851 søgte at
skabe, blev dog ikke af lang Varighed. Efter
Ø.’s Nederlag i den italienske Krig 1859 maatte
Kejseren opgive Absolutismen og gøre
Indrømmelser saavel til Ungarns som til de enkelte
østerrigske Rigsdeles Nationalitetskrav. Og
efter Ø.’s Nederlag over for Preussen i 1866,
hvorved Forbindelsen mellem det tyske Ø. og
det tyske Forbund opløstes, maatte Ø. helt
kapitulere over for Ungarns
Selvstændighedskrav. Helstaten afløstes nu endelig af en blot
Realunion mellem de to suveræne Riger,
Kejserdømmet Ø. og Kongeriget Ungarn, der for
Fremtiden kun var forenede ved fælles Monark
og visse fælles Interesser, Forholdet til
Udlandet og Forsvarsvæsenet, for hvilke der var
oprettet fælles Ministerier med fælles Udenrigs-,
Krigs- og Marineminister samt Finansminister
for de fælles financielle Anliggender, hvortil
kom fælles Delegationer, valgte af det
østerrigske Rigsraad og den ungarske Rigsdag.
Men heller ikke, hvad selve Ø. angik,
lykkedes det at bringe nogen varig Forsoning i
Stand mellem de mange forskellige splidagtige
Nationaliteter, Tyskere, Polakker, Tschekker,
Slovaker, Ruthenere, Slovenere, Kroatere,
Serbere, Italienere m. v., der udgjorde
Befolkningen i de enkelte østerrigske Kronlande.
Skønt kun udgørende en Minoritet inden for
den samlede Befolkning — i 1900 kun c. 9 Mill.
af en samlet Befolkning paa c. 25 Mill. —
gjorde Tyskerne, som dannende den oprindelige
Kerne i Riget og som formentlig den aandeligt
og økonomisk førende Del af det østerrigske
Statsfolk, vedblivende Fordring paa at udøve
Hegemoniet, men mødte her en stadig stærkere
og mere forbitret Modstand fra de andre
Nationaliteters og særligt fra de i Tal langt
overlegne forskellige slaviske Nationaliteters Side.
En Tredeling af Dobbeltmonarkiet i en tysk,
ungarsk og slavisk Stat med visse fælles
Anliggender havde maaske kunnet hjælpe eller i
hvert Fald udskyde Rigets Sprængning og
maaske ogsaa Verdenskrigens Udbrud, men hertil
kunde de tyske og ungarske Ledere af
Regeringen ikke beslutte sig.
Før Verdenskrigens Udbrud frembød Ø.
derfor Billedet af et Rige, hvis skiftende
Regeringer kun ved at ty til ikke forfatningsmæssige
Udveje kunde føre Regeringen fra Dag til Dag
og holde Riget samlet. Det østerrigske
Kejserrige omfattede 17 Kronlande, af hvilke Nedre-
og Øvre-Østerrig, Galizien, Böhmen, Mähren og
Steiermark var de talrigst befolkede. Hvert
Land havde sin særlige Landdag med
Bevillings- og Lovgivningsmagt sammen med
Kejseren i særlige Anliggender, medens der for
Rigets fælles Anliggender fandtes en
Rigsrepræsentation, Rigsraadet, der sammen med
Kejseren udøvede Lovgivningsmagten i de fælles
Rigsanliggender. Rigsraadet udgjorde to Huse,
Herrehuset, der bestod af selvskrevne,
arvelige og livsvarige Medlemmer, og
Repræsentanternes Hus. Det sidste Kammer
bestod oprindelig — fra 1861 — alene af
Medlemmer valgte af de enkelte Landdage efter
den i disse herskende
»Interesse-Repræsentation«, hvorefter Godsejerne, Handelskamre, By-
og Landboere hver valgte deres egne
Repræsentanter. Senere — i 1873 — indførtes
umiddelbare Valg, men med Bibeholdelse af de
samme fire Vælgerklasser og med Valgretscensus.
I 1896 tilføjedes en femte Vælgerklasse, nemlig
af samtlige Vælgere efter almindelig Valgret,
og endelig i 1907 gik man til Indførelse af
almindelig Valgret over hele Linien. Men
Haabet om, at den almindelige Valgrets Indførelse
til hele Rigsraadet skulde føre til Mildning af
den heftige Nationalitetskamp, saa at
Repræsentanterne uden Hensyn til
Nationalitetsforskel delte sig inden for de samme politiske
Partier som i andre Lande, viste sig snart at
glippe. Nationalitetskampen rasede videre, og
Obstruktion snart fra det ene, snart fra det
andet nationale Partis Side lammede
Lovgivningsværket, saaledes at Budgettet Aar efter Aar
kun kunde fastsættes ad provisorisk
Forordnings Vej, og ganske de samme Scener
udspilledes inden for de enkelte Landdage.
Straks ved Verdenskrigens Udbrud røbedes
Rigets Svaghed ved, at i flere Kronlande de
Værnepligtige i stort Tal ikke mødte under
Fanerne eller i Skarevis gik over til Fjenden,
ja, der dannedes endog i Udlandet tschekkiske
Legioner, der kæmpede mod Ø. baade i Frankrig,
Italien og Rusland. Og efterhaanden som
Stillingen forværredes for Ø. under Krigen, opløstes
Sammenholdet i Riget mere og mere. I Marts
1917 proklamerede det polske Rigsdagsforbund
i Ø. det russiske, tyske og østerrigske Polens
Forening til én helt uafhængig polsk Stat,
medens de tschekkiske Legioner af
Ententemagterne anerkendtes som regulære Tropper og en
selvstændig tschekkisk Stat proklameredes
under en provisorisk Regering i Paris. Da
derefter Kejserriget brød helt sammen i Efteraaret
1918 og baade Tschekkerne, Polakkerne og
Sydslaverne var i fuld Gang med at forberede
deres endelige Løsrivelse, maatte ogsaa
Tyskerne i Ø. tænke paa at slutte sig sammen, for
dog saa vidt muligt at redde Tyskøsterrig ud af
Skibbrudet. Den 10. Oktbr 1918 samledes alle
tyske Partier inden for det østerrigske
Repræsentanternes Kammer om en Resolution, i
hvilken de forlangte Dannelsen af en tyskøsterrigsk
Stat, og udtalte deres Beredvillighed til at
forhandle med Repræsentanterne for det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
