- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
891

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrig (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

indsaa, at Ungarns Underkastelse vilde have
Reaktionens Sejr i Ø. til Følge, holdt med
Magyarerne og vilde hindre, at Tropper sendtes mod
dem, hvad dei førte til en ny Opstand i Wien
6. Oktober. Krigsministeren myrdedes, og
Tøjhuset plyndredes. Kejseren og Ministeriet
flygtede nu til Olmütz og fulgtes af mange, især
tschekkiske, Rigsdagsmænd. Det lykkedes ikke
at rejse en Bondeopstand, og nu rykkede
Windischgrätz med en stor Hær fra Böhmen imod
Wien, medens Jellacic trængte frem Syd fra for
at komme ham til Hjælp. Efter en haardnakket
Modstand (26.—31. Oktbr) blev Byen tvunget
til Overgivelse og bragt til Ro ved talrige
Standretsdomme; Ungarerne, som ikke havde bragt
Undsætning i Tide, blev slaaet uden for Byen
af Jellacic. Rigsdagen flyttedes 15. Novbr. til
den lille By Kremsier i Mähren, hvor den var
sikret mod al ydre Paavirkning, og kort efter
blev Fyrst Felix Schwarzenberg Førsteminister
med den Opgave at skabe en konstitutionel
Helstat, omfattende baade Ø. og Ungarn. For at
skaffe Regeringen fri Hænder nedlagde
Ferdinand I Kronen 2. Decbr til Bedste for sin
Brodersøn Frants Josef (1848—1916).

Den Opgave, som hans Ministerium havde sat
sig, viste sig dog snart at være uløselig.
Rigsdagen kunde ikke komme til Enighed, fordi
Tyskerne vilde Centralisation, medens Slaverne
krævede Føderalisme, de enkelte Landes
Selvstændighed og Folkeslagenes nationale
Ligestilling; den eneste vigtige Frugt af Rigsdagens
Virksomhed blev derfor Bondestandens
Frigørelse fra den tidligere Afhængighed af
Godsejerne og for de feudale Byrder, Hoveri m.
m., Levningerne af Livegenskabet. Regeringen
hjemsendte den derfor og udstedte 4. Marts
1849 paa egen Haand en Forfatning, beregnet
for hele Riget, med to Kamre og Sikring af
Religions-, Trykke- og Foreningsfrihed samt
Indførelse af offentlig og mundtlig Retspleje med
Nævninger. Visse Lovgivningsomraader blev
overladt de enkelte Landes Landdage.
Foreløbig kunde den ikke bringes til Udførelse i de
ikke pacificerede Landsdele; men disse kunde
ikke længe endnu gøre Modstand. Endnu i
samme Maaned sejrede Radetzky over Sardinierne
ved Novara og sikrede derved Ø.’s Herredømme
i Norditalien; Venezia blev dog først i Aug.
tvunget til at overgive sig. Samtidig hermed
havde Russerne, kaldt til Hjælp mod de
oprørske Ungarere, tvunget disse til fuldstændig
Underkastelse. Ø.’s Magt var saaledes genoprettet
nærmest ved Hærens Støtte, og Regeringen
skulde snart vide at benytte sig deraf, baade
i sin ydre og indre Politik. Udadtil kaldtes
Forbundsdagen paa ny til Live ved de sydtyske
Staters Hjælp i Septbr. 1850, og Preussen
maatte kort efter falde til Føje for Trusel om Krig.
Dog kunde Ø. hverken hindre Hannovers
Tilslutning til Toldforeningen eller aabne sig selv
Mulighed for Indtrædelse i denne. Indadtil
viste Regeringen sin Magt ved 1851 efterhaanden
at kalde de store Rets- og Kommunalreformer
tilbage, genindføre Censuren og (31. Decbr)
ophæve selve Forfatningen fra 1849. Ø. vilde for
Fremtiden »følge Erfaringens Vej«, d. v. s.
Enevælden. Kun den borgerlige Lighed og
Bondestandens Frigørelse blev tilbage som Frugter
af Revolutionen. Selv Trosfriheden
indskrænkedes, især for Jøderne, og 1855 gengav et
Konkordat den katolske Kirke fuldt Selvstyre og
vigtige Forrettigheder, idet den josefinske
Lovgivning, som i 75 Aar havde været Ø.’s
Stolthed, gaves til Pris. Paa et andet Omraade kom
derimod Josef II’s Tanker til Virkeliggørelse,
idet en strengt gennemført Centralisation
fulgtes af det tyske Sprogs Eneret i Forvaltningen
og af omfattende Fortyskningsbestræbelser især
i de slaviske Lande, men ogsaa i Ungarn.

Under Krim-Krigen 1854—56 spillede Ø. en
vigtig Rolle som Mægler; Konferencerne om det
østerlandske Spørgsmaal holdtes i dets
Hovedstad, og dets Tropper besatte Rumænien, som
Russerne maatte rømme. Men for øvrigt var
dets Holdning i Krigen og ved
Fredsforhandlingerne saavel som dets Udenrigspolitik i
Almindelighed i disse Aar saa vaklende, at det
stødte baade Rusland og Vestmagterne fra sig.
Heraf vidste Kongeriget Sardiniens ledende
Minister, Cavour, at benytte sig til at opnaa
Frankrigs Hjælp til at fordrive Ø. fra Italien.
Da Krigen med Frankrig og Sardinien truede
1859, traadte Ø.’s ensomme Stilling tydeligt
frem: ingensteds fik det Hjælp til at hævde sin
legitime Ret over for Revolutionen, og
Preussen nægtede bestemt at ville medvirke til at
værge dets Stilling i Italien, medmindre det
selv fik vigtige Indrømmelser i Tyskland.
Krigen var kun kort, men afgjort uheldig. Ø.’s
Hære blev slaaet ved Magenta og Solferino (4.
og 24. Juni 1859), og ved den foreløbige Fred i
Villafranca (stadfæstet i Zürich) maatte det
meste af Lombardiet indtil Mincio afstaas.
Under Krigen var desuden dets Vasalfyrster (i
Toscana, Modena og Parma) blevet fordrevet
ved en Folkerejsning, og Ø. kunde ikke opnaa
deres Genindsættelse. Nederlaget udadtil havde
ogsaa rystet Ø.’s Magtstilling indadtil og vakt
især Ungarernes Mod og Haab om Oprejsning.
Over hele Riget søgte Kejseren straks at
dæmme op mod Faren ved at love Forbedringer i
Forvaltningen og fjerne Indenrigsminister Bach,
som var Sjælen i den hidtilværende Styrelse;
større Pressefriheder indrømmedes,
Fortyskningen standsedes, Næringsfrihed indførtes, og
Jødernes Ligestilling godkendtes. Men da
Gæringen vedblev, dreves Kejseren i
Spørgsmaalet om Forfatningen Skridt for Skridt videre:
fra 5. Marts 1860, da Rigsraadet, der siden 1851
kun havde bestaaet af nogle kongelig
udnævnte Medlemmer, blev »forstærket« med
Medlemmer, valgt af Landdagene, men kun fik
raadgivende Myndighed og ikke Initiativ —
over Oktoberdiplomet af 20. Oktbr 1860,
der yderligere forøgede Antallet af
landdagsvalgte Medlemmer i Rigsraadet og henlagde
adskillige Sager til Afgørelse i Landdagene,
hvis Betydning altsaa steg — til
Februardiplomet af 26. Febr 1861, der omdannede
Rigsraadet til en lovgivende Forsamling med 2
Kamre, Herrehuset med arvelige og af
Kejseren valgte livsvarige Medlemmer, og et
Underhus (»Abgeordnetenhaus«), valgt af
Landdagene.

Grunden var nu lagt til en ny Statsordning,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0909.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free