Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrig (Historie) - Østerrig, Ærkehertugdømme - Østerrigske Arvefølgekrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vandt dette Parti saa megen Tilslutning, at det
fik en Snes Mandater i Parlamentet; men
efterhaanden som man blev klar over, at denne
Tankes Virkeliggørelse ikke vilde være
umiddelbart forestaaende, mistede Partiet Halvdelen
af sine Mandater, men har dog været stærkt
nok til sammen med de Kristelig-sociale at
danne Flertal i Huset. Ministerierne Seipel
(Maj 1922—Novbr 1924 og siden Oktbr 1926) har
været sammensat af disse to Partier. I
Mellemtiden forsøgte Ramek at regere med et rent
kristelig-socialt Ministerium, men maatte efter
et Par Aars Forløb trække sig tilbage, dels
som Følge af at de ynkeligt stillede
Tjenestemænd truede med Strejke, dels fordi
Opdagelsen af nogle Finansskandaler skabte Mistillid
til Ministeriets Politik. Ved de sidste Valg —
April 1927 — er Seipels Flertal blevet bevaret,
omend Socialdemokraterne fik en mindre
Fremgang. Kommunisterne har ikke fundet stærk
Tilslutning i Ø. I første Halvaar af 1919 var
der ganske vist i Wien Uroligheder, der
kostede Menneskeliv, men senere er der mellem 2. og
3. Internationales (s. d.) Tilhængere indgaaet
Kompromis, spottende kaldet »halvtredie
Internationale«, og under disse Forhold har der
intet kommunistisk Parti været i Parlamentet.
Paa anden Maade har de dog til Tider mindet
om deres Tilværelse. I Sommeren 1927 kom
det saaledes som Følge af deres Misfornøjelse
med en Nævningekendelse til saadant Røre, at
Wiens Domhus gik op i Luer.
Uden Hensyn til, hvilket Parti der har været
ved Magten, har den politiske Hovedopgave som
ovenfor anført været Arbejdet for Statens og
Samfundets materielle Genrejsning. Da den
østerrigske Sektion af
Reparationskommissionen, der skulde lede Landets Afleveringer ifølge
Fredstraktaten, havde afsluttet sit Arbejde og
var afrejst April 1921, ankom nogle
Finansdelegerede fra Folkeforbundet, hvoraf Ø. allerede
1920 var blevet Medlem, for at undersøge
Mulighederne for at bringe Ø. ud af den
tilsyneladende ganske haabløse Stilling, det befandt
sig i. Saa længe denne Undersøgelse stod paa,
levede Landet saa at sige fra Haanden i
Munden af smaa utilstrækkelige Laan fra de i
Landets Økonomi mest interesserede Stater
(England, Frankrig, Italien, Tschekkoslovakiet). I
1922 forelaa Forslagene til Genrejsning, og 4.
Oktbr samme Aar vedtog Folkeforbundsraadet,
at der skulde rejses et Laan til Ø. paa 650 Mill.
Guldkroner, garanteret af sidstnævnte Magter
mod Pant i Tolden og Tobaksmonopolets
Indtægter. Endvidere skulde Ø. ved indre
Reformer i Løbet af 2 Aar skaffe Balance paa sit
Budget. De garanterende Magter nedsatte en
Kontrolkommission, og paa Folkeforbundets
Vegne blev Borgmester i Rotterdam, Dr.
Zimmermann, udset til som Generalkommissær at
føre Tilsyn med Regeringen. I Decbr 1922
ankom Zimmermann til Wien, og ved en
overmaade haardhændet Fremgangsmaade fik
Regeringen Statsudgifterne saa stærkt nedsat, at
der paa Budgettet 1925—26 var tilvejebragt
Balance. Blandt de vigtigste Forholdsregler, der
blev truffet, kan nævnes, at Tjenestemændenes
Autal, som ganske vist var alt for stort i
Forhold til Statens nuværende Omfang, blev bragt
ned med 100000 Mand, Lønnedsættelsen blev
gennemført og Skatterne stærkt forhøjet. Der
oprettedes en ny Seddelbank og indførtes et
nyt Møntsystem (fra 670 Kr. pr. Dollar i Jan.
1921 var Kroneværdien i Aug. 1922 faldet til
83000 Kr. pr. Dollar). Zimmermann kunde
rejse fra Wien 1926, og dermed ophørte
Finanskontrollen, der dog om fornødent kunde
genindføres inden 10 Aars Forløb.
Folkeforbundets Genrejsningsarbejde for Ø. blev
Mønstret for Reformer af lignende Art i andre
Lande. Ogsaa paa Erhvervslivets Omraade er
der sket Fremskridt; i den sidste Tid er der
bl. a. sluttet en Del Handelstraktater med
Udlandet. Men endnu lægger de høje Toldmure
følelige Hindringer i Vejen for Velstanden, og
stadig ser Østerrigerne hen til Foreningen med
Tyskland som den eneste virkelige Redning.
For at bane Vej for denne Ordning, der ogsaa
attraas fra mange Sider i Tyskland, har de to
Riger fra 1926 begyndt at bringe deres nye
Love i enslydende Form. (Litt.: J. Mailath,
»Geschichte des österreichischen Kaiserstaates«
[indtil 1849] [5 Bd, Hamburg 1834-50]; F.
Krones, »Handbuch der Geschichte
Oesterreich-Ungarns« [5 Bd, Berlin 1876—79];
Huber, »Geschichte Oesterreichs« [6 Bd, Gotha
1885-1921, sidste Bind ved Redlich]; Huber,
»Oesterr. Reichsgeschichte« [2. Aufl. ved Dopsch,
Wien u. Lpz. 1901]; Springer, »Geschichte
Oesterreichs seit den Wiener Frieden 1809«
[indtil 1849] [2 Bd, Leipzig 1863-65];
Helfert, »Geschichte Oesterreichs vom Ausgang
der Wiener Oktober-Aufstandes 1848« [6 Bd,
Prag 1869—86]; G. Kolmer, »Parlament und
Verfassung in Oesterreich« [1848—1904] [8 Bd,
Wien 1902—14]; Luschin u. Ebengreuth,
»Österr. Reichsgeschichte« [2 Bd, Bamberg
1895—96]; Mayer, »Geschichte Ö.’s mit besonderer
Rücksicht auf das Kulturleben« [2 Bd, 2. Aufl.,
Wien 1899—1901]; Charmatz, »C’s innere
Geschichte 1848—1907« [Leipzig 1909];
Auerbach, Les races et les nationalités en
Autriche-Hongrie [2. éd. Paris 1917]; samme,
L’Autriche et la Hongrie pendant la guerre [Paris
1925]; Rausch, »Ö.-Ungarn in und nach dem
Kriege« [Wien u. Lpz. 1916]; Pribram, »Die
politischen Geheimverträge Ö.-Ungarns
1879—1914« I [Wien 1920]; Kleinwächter, »Der
Untergang der Oesterreichisch-ungarischen
Monarchie« [Lpz. 1920]; Merkl, »Die Verfassung
der Republik Deutschösterreich« [Wien 1919];
Otto Bauer, »Die österr. Revolution« [Wien
1923]; Stepan, »Neu-Ö.« [Amsterdam 1923];
Feiler, »Das neue Ö.« [Frankfurt a. M. 1924];
Franck, La reconstitution financiére de
l’Autriche [Paris 1925]).
(E. E.). C. A. T.
Østerrig, Ærkehertugdømme, se
Nedreøsterrig og Øvreøsterrig.
Østerrigske Arvefølgekrig kaldes den
Krig, som 1740—48 førtes om Besiddelsen af de
østerrigske Arvelande efter Kejser Karl VI’s
Død 20. Oktbr 1740. Skønt han som det sidste
mandlige Skud af Huset Habsburg ved den 1713
udfærdigede Familieakt, den saakaldte
pragmatiske Sanktion, havde søgt at sikre
sin Datter Marie Theresia, gift med Hertug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
