- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
904

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østersøen - Østersøen (folkeretligt) - Østersøkalk - Østersøkonventionen - Østersøprovinserne - Øster-Vraa - Østerø

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Rahmen der internationalen Meeresforschung«
[1904]).
G. F. H.

Østersøen (folkeretligt). I en
Alliancetraktat med Holland af 8. Febr 1653 forpligtede
den danske Regering sig til under Krigen at
forbyde alle engelske Krigs- og Handelsskibe
at passere Sund og Bælt. Samme Aar foreslog
den svenske Regering den dansk-norske et mod
Holland og England rettet Forbund til Sikring
af fri Skibsfart i Ø., og to Aar senere var
samme Tanke fremme under Sveriges Forsøg paa
at slutte et Forsvarsforbund med
Danmark-Norge, hvorved Ø. skulde lukkes for alle andre
Magters Krigsflaader. Imidlertid var det først
efter den ulykkelige Krig mod Sverige, at det
i Roskildefreden af 26. Febr 1658 blev
fastslaaet, at de nordiske Riger i Fællesskab
skulde paase, at fremmede fjendtlige Krigsskibe
eller Flaader ikke passerede gennem Sund
eller Bælt ind i Ø. Et Aarhundrede senere
udtaltes det i den nordiske Neutralitetstraktat af
12. Juli 1756, at Ø. skulde forblive fri og sikker
for Krigen selv som for alle dens Følger, men
denne Bestemmelse tabte hurtigt sin
Betydning, da baade Sverige og Rusland blev
krigsførende. Disse to Lande, som 26. Apr. 1758
undertegnede en Deklaration om, at de med
forenede Stridskræfter vilde modsætte sig, at
England sendte Krigsskibe til Ø., aftalte
yderligere i en Konvention af 20. Marts 1759, at de
kontraherende Magter skulde søge at hindre
enhver fremmed Stat i at sende Krigsskibe
eller Kapere ind i Ø., hvor Krigen ikke maatte
forstyrre Skibsfarten og Handelen; hvis nogen
fremmed Magt forsøgte at overtræde dette
Forbud, forpligtede de to Lande sig til at
modsætte sig det med Vaaben. Da J. H. E.
Bernstorff gik ud fra, at England under Krigen
mod Frankrig ikke havde Interesse i at sende
Krigsskibe til Ø., fulgte Danmark-Norge (med
visse Forbehold) Opfordringen i denne
Konvention til at tiltræde den (28. Marts 1760).
Endvidere hed det i en Separatartikel til det
dansk-russiske, af Sverige og andre Magter
tiltraadte Neutralitetsforbund af 9. Juli 1780 (se
væbnet Neutralitet), at de forbundne
Magter vedblivende vilde hævde, at Ø. ifølge
sin Beliggenhed var et for de krigsførendes
Fjendtligheder lukket Hav, hvor alle Nationer
frit kunde sejle, og hvis Sikkerhed og Fred de
neutrale Magter i Fællesskab vilde overvaage.
Ligeledes indeholdt den nordiske
Neutralitetskonvention af 27. Marts 1794 i Artikel 10 de
kontraherende Magters fornyede Erklæring om,
at Ø. stadig burde anses for et lukket, for de
krigsførende Parters Orlogsskibe utilgængeligt
Hav, hvor de neutrale Magter var besluttet paa
at opretholde den mest fuldstændige Ro. Paa
tilsvarende Maade fastslaas det i de nordiske
Magters Neutralitetsforbund med Rusland af
16. Decbr 1800, at disse Magter vedvarende
betragtede Ø. som et lukket Hav, og at de vilde
bruge alle til deres Raadighed staaende Midler
for at sikre Skibsfarten i Ø. og dens Kyster
mod Fjendtligheder.

Den Opfattelse, som de senere af disse
Traktater er Udtryk for, nemlig at Kyststaterne er
berettigede til at lukke Ø. for de krigsførende,
naar de er enige derom og alle er neutrale,
hævdedes endnu i 19. Aarhundrede og senere
af mange, saaledes af Hautefeuille (1858),
Matzen (1900) og Perels (1903), men anses nu ikke
længere for rigtig: Ø. er en Del af det aabne
Hav, hvortil Bredstaterne end ikke i Krigstid
er beføjede til paa egen Haand at formene
krigsførende Magters Flaader Adgang. Paa den
anden Side er en neutral Magt berettiget til i
egen Interesse at udlægge Miner ogsaa i
Gennemsejlingsfarvande, i hvert Fald, naar disse
hører til den neutrale Magts eget
Søterritorium. Saaledes vilde Danmark og Sverige som
neutrale kunne spærre Bælterne og Sundet for
krigsførende Magters Orlogsskibe i Lighed med,
hvad der delvis var Tilfældet under
Verdenskrigen. Dette vilde dog ikke nu mere være
ensbetydende med Ø.’s faktiske Lukning i
Krigstid, idet Tyskland ifølge Versaillestraktaten af
28. Juni 1919 ikke maa spærre Kielkanalen
undtagen for den Magts Skibe, som det maatte
være i Krig med. — Jfr. i øvrigt mare liberum,
væbnet Neutralitet og
Øresundstraktaten.
G. R.

Østersøkalk er en fast, graalig eller
lyserød, ordovicisk Kalksten, der kun kendes som
løse Blokke. Den antages at være faststaaende
paa Østersøens Bund i et ret begrænset
Omraade ud for Gäfle og er derfor en vigtig
Ledeblok.
J. P. R.

Østersøkonventionen, se
Østersødeklarationen og Østersøen
(folkeretligt).

Østersøprovinserne, de Baltiske
Provinser
, fælles Betegnelse for de 4 tidligere
russiske gamle Landskaber Ingermanland,
Estland, Livland og Kurland, der indtil 1918
udgjorde de russiske Guvernementer Petrograd,
Estland, Livland og Kurland og nu for største
Delen danner Staterne Estland og Letland.
(H. P. S.). N. H. J.

Øster-Vraa, se Vraa 2).

Østerø (Eysturoy), den næststørste af
Færøerne, skilles mod V. fra Strømø ved Sundene,
der henimod Midten paa et Sted indsnævres til
c. 200 m, og Tangefjord; mod Øst fra Kalsø og
Bordø ved Djupene, Lervig Fjord og Kalsø
Fjord. Øen, der strækker sig fra NNV. til SSØ.
i en Længde af c. 36 km, har et Areal af 286,3
km2, og 5. Novbr 1925 fandtes der 5243 Indb.
(1921: 4878, 1901: 3483, 1860: 3691). Den er
mod Øst stærkt indskaaren af Fjorde og Vige,
nordligst den lange Funding Fjord, derefter
Andefjord, Fuglefjord, Gøte Vig og Lamba Vig;
fra S. skærer den 15 km lange Skaale Fjord
sig i Øens Længderetning ind til kun c. 6 km
fra Bunden af Funding Fjord, og da der
mellem de to Fjorde er et Dalstrøg, deles Ø.
herved i to næsten lige store Dele. Fjeldene er
gennemgaaende høje, særlig mod N., her findes
Færøernes højeste Punkt, Slættaratinde (882
m), og lidt nordligere Graafjeld (857 m), men i
øvrigt er der mange Fjeldtoppe paa over 700
m. Mod NV. ligger uden for det 354 m høje
Forbjerg Kollen de to fritstaaende Klipper
»Risen« og »Kællingen« (75 m); den nordligste
Pynt er Revtange, den sydligste Østnæs, der er
127 m. Af hele Øens Areal er knap 4 %

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0922.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free