Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Øvreøsterrig - Øvrighed - Øvrighedsmyndighedens Grænser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
97153 Faar og 308487 Svin. Skovbruget giver
en Del Tømmer. 83 % af Skovene er
Naaleskov. Bjergværksdriften er ikke betydelig. Dog
udvindes der lidt Stenkul, betydelige Mængder
af Brunkul (Hausruck og ved Salzach), Jern,
Aluminium, Grafit, Granit, Gips, Sandsten
(Møllesten og Slibesten) samt Salt (Hallstadt og
Ischl). Industrien er ringere end i
Nedreøsterrig, men er dog i Fremgang. Vigtigst er
Jernindustrien i Steyr, Bomuldsindustrien i
Kleinmünchen ved Linz, Uldvæveri, Papir- og
Urfabrikation, Mølledrift, Bryggeri, Brænderi cg
Tobaksfabrikation. Desuden Husflid i Træ og
Staal. Handelen fremmes ved et Jernbanenet
paa 1115 km Hoved- og Lokalbaner samt 15
km smalsporede Jernbaner, 2795,6 km Veje,
348,6 km sejlbare Flodløb, heraf 157,4 km
farbare for Dampere. Ø. styres af en ved
almindelig Valgret valgt Landesversammlung, der
vælger et administrerende Landesausschuss.
Provinsens Hovedstad er Linz. Andre Byer af
Vigtighed er Industribyen Steyr og Turist- og
Sommeropholdsbyen Gmunden m. fl. a.
Ø. blev sandsynligvis ophøjet til Provins c.
1260. I Beretninger efter 1264 betegnes det
Austria superior eller supra Anasum.
Innviertel mellem Donau, Inn, Salzach og Hausruck
blev 1779 ved Freden i Teschen afstaaet af
Bayern og forenet med Ø. (Litt.: N. Krebs,
»Länderkunde der österreichischen Alpen«
[Stuttgart 1913]; Vancsa, »Geschichte Ober-
und Niederösterreichs« [Gotha 1905]).
M. H-n.
Øvrighed. I ældre Lovsprog, f. Eks. enkelte
Steder i Christian V’s Lov, bruges Ø. i saa vid
Betydning, at det betegner alle dem, hvem det
ifølge Lovgivningen tilkommer i Statens Navn
at afgøre noget med juridisk Virkning, altsaa
ikke blot Organerne for den udøvende Magt,
men ogsaa de dømmende Autoriteter. Efter at
senere Sondringen mellem udøvende og
dømmende Magt var traadt skarpere frem, blev Ø.
nærmest Betegnelse for ethvert Organ for den
udøvende Magt, der selvstændig med
Retsvirkning kan beslutte og befale noget paa
Statens Vegne. Endelig bruges Ø. i indskrænket
Forstand om en bestemt Art af den udøvende
Magts Organer, nemlig om dem, hvem det
almindelige Tilsyn med Lovens Overholdelse er
overdraget i første og anden Instans, hvortil
hører Stiftamtmænd og Amtmænd, Magistrater
og Politimestre. I denne Betydning sættes Ø.
saaledes i Modsætning ikke blot til Domstolene,
men ogsaa til, dels de øverste
Forvaltningsmyndigheder, dels de Myndigheder, der fører
Tilsyn med Lovens Overholdelse inden for
særlige Grene, og sondres igen i Overøvrighed og
Underøvrighed. Denne Sondring har dog først
udviklet sig siden omkring Aar 1800 (se
nærmere under de anførte Ord).
(E. T.). P. J. J.
Øvrighedsmyndighedens Grænser. I en
lovordnet Stat kan Statsforvaltningens Frihed
til at handle naturligvis ikke være ubegrænset;
den maa være bundet ved de gældende Love,
og der maa være Retsmidler, som Borgerne
kan ty til, naar Forvaltningen krænker deres
ved Lov hjemlede private eller offentligretlige
Rettigheder. Dette maa dog ikke forstaas
saaledes, som om den egentlige Retsvej til de
almindelige Domstole eller særlige
Forvaltningsretter skulde staa aaben i alle Tilfælde, hvor
Borgerne formener deres lovlige Rettigheder
eller Interesser krænkede. I mange Tilfælde
kræver Hensynet til Administrationens Frihed,
at der maa s’aas mer eller mindre af paa dette
Krav, saaledes at man maa nøjes med Klage til
højere Øvrighed og søge Garantien i en
hensigtsmæssig Udbygning af selve den udøvende
Magt. Men hvad der maa kræves, er, at der,
saa vidt det er muligt uden i utilbørlig Grad at
hemme Forvaltningens berettigede
Handlefrihed, skabes betryggende Retsgarantier mod
Vilkaarlighed fra Forvaltningens Side.
Saa længe Enevælden var den herskende
Regeringsform rundt om i Landene, kunde
saadanne Retsgarantier kun i meget ufuldkommen
Grad skabes, allerede fordi Domstolene indtog
en for lidt uafhængig Stilling til, at de turde
eller kunde træde kraftigt op imod en myndig
Statsforvaltning, hvad f. Eks. de franske
Parlamenters haabløse Kamp imod de kgl.
Intendanter under l’ancien régime viste. Det blev
derfor som Regel slaaet fast, saaledes ogsaa
herhjemme bl. a. ved en Instruks for
Kjøbenhavns Magistrate af 28. Aug. 1795, at
Domstolene, hvis Kald var at afgøre private Retstvister
og Straffesager, ikke havde at blande sig i
Forvaltningens Anliggender, og at de derfor i
Almindelighed slet ikke eller kun med
Monarkens Tilladelse i hvert enkelt Tilfælde kunde
paakende Tvistigheder med Forvaltningen. Men
selv efter Enevældens Afskaffelse skete der i de
fleste Lande til at begynde med ingen
principiel Ændring paa dette Punkt. Enkelte
Stater som Danmark og Norge brød vel straks
resolut med Enevældens Tankegang paa dette
Punkt og lagde det i Domstolenes Haand at
paakende alle Spørgsmaal om Tvistigheder med
Forvaltningen, jfr. dansk Grundlov 5. Juni 1849
§ 77, nuværende Grundlov 5. Juni 1915 § 70,
hvorefter Domstolene er berettigede til at
paakende ethvert Spørgsmaal om Ø. G. I de
fleste andre Lande derimod førtes Enevældens
Frygt for, at en kraftig Administration skulde
lide Skaar ved Domstolenes Prøvelsesret, med
over i de nye konstitutionelle Tilstande.
Særlig typisk kom denne Mistro til Domstolene
frem i Frankrig under den store Revolution,
hvor Repræsentanterne for det ny Folkevælde
fortsatte i den gamle Fyrste-Enevældes
Tankegang ved at forbyde Domstolene at blande sig
i Forvaltningens Anliggender eller at drage
Forvaltningens Embedsmænd til Ansvar paa
Grund af deres Embedsførelse. Ogsaa i
Tyskland, Østerrig, Sverige m. fl. a. Stater
opretholdtes i Princippet den skarpe Adskillelse
mellem Forvaltningen og Domstolene, saaledes at
de almindelige Domstole her endnu som Regel
ikke kan paakende Spørgsmaal om Ø. G.
Imidlertid er denne principielle Udelukkelse
af den almindelige Retsvej nu i de fleste af
disse Lande ikke længer stort mere end en
Formalisme, grundet dels paa visse praktiske
Hensyn, dels paa rent historiske Forhold. Ikke
blot staar den almindelige Retsvej aaben i
adskillige Tilfælde, men, hvor den er lukket,
staar til Gengæld i lignende Tilfælde, hvor man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
