Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alder - Alderdomsforsikring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den yngres Erstatningspligt. Den, som er fyldt
15 Aar, kan raade over sit Selverhverv og efter
Omstændighederne selv skifte en Tjeneste, hvori
han har været anbragt. Han har ogsaa en
Medbestemmelsesret med Hensyn til Udtrædelse af
og Indtræden i Folkekirken samt om
Ligbrænding og borgerlig Begravelse. Først den
15-aarige kan være Vidne. Barnet staar indtil sit
18. Aar (hvis det ikke gifter sig tidligere) under
Forældremyndighed. Med det 18. Aar faar det da
Raadighed over sin Person og kan indgaa
Kontrakter om sin Arbejdskraft (det kan nu kaldes
personlig myndig). Nu indtræder ogsaa fuld
Strafbarhed. Al »Hustugt« over Tyende er
ophævet. Den, som er fyldt 18 Aar, kan oprette
Testamente. Med sit 21. Aar ophører Personen
at være mindreaarig og bliver myndig. Han kan
nu ogsaa blive Dommer, Værge eller Lavværge.
Til at indgaa Ægteskab skal Manden være fyldt
21 Aar, Kvinden 18; den, som ikke er fyldt 21
Aar, skal her normalt have Forældrenes
Samtykke. Med det 25. Aar bliver man valgbar og
valgberettiget til Folketinget og kan adoptere.
Med det 35. Aar indtræder Valgret og
Valgbarhed til Landstinget. Den, som er fyldt 60 Aar,
kan afslaa at beskikkes som Værge. Ikke høj
A. som saadan, men en dermed følgende
legemlig eller sjælelig Svagelighed kan begrunde en
Umyndiggørelse eller et Lavværgemaal.
Aldersrente-Ret opnaas normalt med det 65. Aar. Med
sit 65. Aar kan en Tjenestemand kræve Afsked
med Pension. Med 70 Aar skal andre
Tjenestemænd end Dommere søge Afsked.
V. B.
Alderdomsforsikring. Den danske
Alderdomsforsørgelse er ved Lov af 7. Aug. 1922
undergaaet den betydningsfulde Forandring, at
Alderdomshjælpen for Fremtiden skal udmaales
efter faste, lovbestemte Regler og for at
fremhæve Hjælpens derved højnede sociale
Karakter benævnes Aldersrente. Den trufne Ordning
gik i Hovedsagen ud paa, at der er offentlige
Tilskud af en nærmere angiven Størrelse,
forskellig for Hovedstaden, Købstæderne og
Landdistrikterne, der ubeskaaret skulde tilfalde
dem, hvis egne Indtægter ikke naar den i Loven
angivne Grænse. Er de derimod større,
nedsættes Tilskuddet med visse efterhaanden stigende
Procenter af det overskydende Beløb, indtil de
egne Indtægter naar en Maksimumsgrænse, hvor
ethvert offentligt Tilskud hører op. Der er
fastsat forskellige Satser for enlige Personer (lidt
højere for Mænd end for Kvinder) og for
Ægtepar, for at komme i Betragtning som saadant
kræves, at baade Mand og Hustru opfylder
Aldersbetingelserne. Ved Beregning af
Formueindtægter lægges til den virkelige Indtægt 4 %
af Formuens Beløb. Ogsaa andre Lovændringer
gennemførtes. Hertil hørte en ny Fordeling af
de offentlige Tilskud, hvorved Statens Bidrag
forhøjedes til 7/12, Kommunernes nedsattes til
5/12, hvorhos den laveste Aldersgrænse sattes
op fra 60 til 65 Aar. Denne betydelige
Forhøjelse mildnedes dog ved forskellige
Overgangsbestemmelser, hvortil kom, at der kort
forinden var oprettet en Invalideforsikring, der
varer til det fyldte 62. Aar, og at invalide
Personer over 62 Aar fik Adgang til Aldersrente.
Og ved at udskyde Rentens Indtræden indtil
det fyldte 68. Aar blev Ansøgeren berettiget til
højere Understøttelse.
Som Led i Ministeriet Madsen-Mygdals
Bestræbelser for at nedbringe de offentlige
Udgifter er der dernæst under 1/7 1927 gennemført en
Lov om Aldersrenter, der noget forhøjer
Renterne til enlige Personer, men paa den anden Side
skærper Reglerne for de egne Indtægter, som det
er tilladt at have sammen med Aldersrenterne.
Udgifterne til Alderdomshjælp har i det hele
været meget stærkt stigende. Efter i 1910—11 at
være naaet op paa ca. 11 1/2 Million Kr., steg de
voldsomt under Verdenskrigen og i
Efterkrigsaarene og var i 1924—25 naaet op paa 74 Mill.
Kr., hvorefter følger nogen Nedgang til 66,7
Mill. Kr. i 1926-27. Antallet af rentenydende
Hovedpersoner udgjorde pr. 31. Marts 1927
104628, deraf 28293 Ægtepar, 21243 enlige Mænd
og 55092 enlige Kvinder.
Den danske sociale Alderdomshjælp bygger
altsaa paa Forsørgelse, men Tanken om en
tvungen Forsikring har dog ogsaa været fremme
i Danmark og har mange Tilhængere. I 1922
nedsatte Indenrigsministeren en Kommission for
at undersøge dette Spørgsmaal, og flere af
Medlemmerne fremsatte da ogsaa Forslag om en
tvungen Forsikring. Ogsaa i det danske
Folketing er der af dets Medlem Hendriksen fremsat
Forslag om en almindelig Folkeforsikring
omfattende Alderdom og tildels Invaliditet, og som
vilde medføre en Pligt for enhver Mand og
Kvinde fra det fyldte 18. til det 64. Aar til at
indbetale tvungne Præmier svarende til 3 % af
deres Aarsindtægter, dog ikke ud over 240 Kr.
aarlig. Til de selvforskaffede Renter skulde der
dernæst ydes visse Tilskud af offentlige Midler
til dem, hvis Forsikring ikke har givet dem
tilstrækkeligt til Livsopholdet.
I Norge, hvis Socialpolitikere har gjort et
meget fortjenstfuldt Arbejde for at finde den
rette Form for en Alderdoms- og
Invaliditetshjælp, og hvor der har været nedsat flere
Kommissioner til Spørgsmaals Behandling, har
der staaet en stærk Meningskamp mellem
Tilhængere af Tvangsforsikring
(»innskudssystemet«) og af Forsørgelse. Under 7. Decbr. 1923
er der givet en Lov, der slutter sig til
Forsørgelsesprincippet saaledes, at baade Staten
og Kommunerne skal deltage i de dermed
forbundne Udgifter. Men da disse bliver meget
betydelige, er Lovens Ikrafttræden gjort
afhængig af, at Kongen og Stortinget giver deres
Samtykke, hvilket hidtil ikke er sket, saa at
Sagens Ordning endnu staar hen i det uvisse.
Efter Loven skal Pensionerne ydes fra det
fyldte 70. Aar og være betinget af, at de Gamle
har haft en nærmere bestemt Tilknytning til
Riget. Ved Pensionernes Beregning gaar man
ud fra det saakaldte Pensionsgrundlag, som
opgøres særskilt for hver Kommune efter dennes
økonomiske Levevilkaar. Grundlaget fastsættes
saaledes, at 60 % deraf kan skaffe den
paagældende Enkeltperson eller Familie det
nødvendige til et Aars forsvarlige Livsophold.
Loven bestemmer nu, at Pensionen skal udgøre
60 % af Forskellen mellem Pensionsgrundlaget
paa den ene Side, den Forsikredes samt
Familiens Indtægter paa den anden. Ved Pensionens
Beregning tages intet Hensyn til den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
