Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbejdsstridigheder - Arbejdstid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ordning ved en retfærdig Afvejelse af begge
Parters Interesser stemmer med Billighed, og
dens Gennemførelse skønnes ønskelig. Den
Forligsmand, for hvis Distrikt den foreslaaede
kollektive Overenskomst skal gælde, har Ret til at
gøre Kendelsen tvungen. Gaar dens Omraade
væsentligst ud over Forligsmandens Distrikt,
træffer Rigsarbejdsministeren Afgørelsen.
Oprettelsen af kollektive Overenskomster ved
statsligt Indgreb er kun tænkt som sidste
Hjælpemiddel i sjældne Undtagelsestilfælde.
I Norge vedtoges den 6. August 1915 en
Lov om Arbejdsstridigheder. Den norske Lov
sondrer skarpt mellem Retskonflikter og
Interessekonflikter. I Retskonflikterne er der
ubetinget Forbud mod Arbejdsstandsninger, de
afgøres retsligt af Arbejdsretten, bestaaende af
en Formand, 2 Arbejdsgivere og 2 Arbejdere.
Til Mægling i Interessekonflikter udnævner
Kongen en Rigsforligsmand samt en Mæglingsmand
for hver af de 6 Mæglingskredse. Hvis
Mæglingsmanden antager, at en tilsigtet
Arbejdsstandsning vil medføre Skade for almene
Interesser, kan han forbyde Arbejdsstandsningen,
indtil Mægling har fundet Sted, og skal da
ufortøvet skride til Mægling. Selv om
Arbejdsstandsningen ikke forbydes, kan han dog enten paa
eget Initiativ eller efter Begæring af en af
Parterne foretage Mægling. Lykkes det ikke
Mæglingsmanden at bringe Forlig i Stand, kan han
offentliggøre en Beretning om Sagen paa den
Maade, han finder passende. Er der gaaet 10
Dage, efter at der er nedlagt Forbud mod
Arbejdsstandsning, uden at der er opnaaet Forlig,
kan hver af Parterne kræve Mæglingen
afsluttet, og Parterne staar derefter frit med
Hensyn til Arbejdsstandsning. Ved Mægling skal
der søges opnaaet Enighed imellem Parterne
om et rimeligt Forlig. I Juni 1916 vedtoges en
Lov om tvungen Voldgift i A., der skulde
gælde, saa længe Krigen varede. Loven
forlængedes imidlertid til 1. April 1921. og ved ny Lov
31. Marts 1922 indførtes paa ny tvungen
Voldgift gældende indtil 1. April 1923. Ved Lov af
5. Maj 1927 indførtes atter tvungen Voldgift,
gældende indtil 1. August 1929. Et i Foraaret
1929 fremsat Regeringsforslag om Forlængelse
udover dette Tidspunkt forkastedes af
Stortinget.
I Sverige blev i 1920 vedtaget en ny Lov
om Mægling i A., der i alt væsentligt svarer til
Loven af 1906. Den svenske Lovgivning bygger
altsaa paa frivillig Medvirkning af
Arbejdsgivere og Arbejdere ved Stridigheders
Bilæggelse. Parterne er ikke tvungne til at antage
Forslag fremsat af Mæglingsmanden eller til at
henskyde opstaaende Uoverensstemmelser til
Afgørelse ved Voldgift. Loven af 1920 har vel
oprettet Centralvoldgiftsnævn for visse A.
(Afgørelse af Uoverensstemmelser angaaende den
rette Fortolkning og Anvendelse af kollektive
Aftaler), men den paalægger ikke Parterne
nogen Tvang til at gaa den anviste Vej.
Henvendelse til Voldgiftsnævnet er frivillig, og Nævnet
kan kun beskæftige sig med Sagen, naar den
enten i Henhold til Bestemmelser i
vedkommende kollektive Overenskomst henhører under
Nævnet, eller Parterne er blevet enige om at
henvise Sagen til Nævnet.
I Danmark er Loven om den faste
Voldgiftsret af 12. April 1910 stadig gældende med
enkelte ret uvæsentlige Forandringer.
Forligsmandsloven af 12. April 1910 gjaldt indtil 1.
April 1914, men forlængedes til 1922. Ved Lov
af 21. December 1921 foretoges den Ændring i
Loven, at der i Stedet for een Forligsmand
udnævnes 3 Forligsmænd, der afgaar skiftevis ved
hvert Aars Udløb. I Tilfælde af, at en
foreliggende Arbejdsstrid efter Forligsmandens Skøn
er af vidtrækkende samfundsmæssig Betydning,
kan Forligsmændene beslutte, at Mægling
udføres af alle 3 Forligsmænd i Forening. Loven
af 1921 bestemmer, at et af Forligsmanden
stillet Mæglingsforslag ikke uden hans Samtykke
maa offentliggøres, forinden Parterne har
svaret. I Tilfælde af Afstemning om
Mæglingsforslaget indenfor en Organisation bestemmes, at
alle Medlemmer inden Afstemningen skal have
Adgang til at gøre sig bekendt med
Mæglingsforslaget i dets Helhed, at der kun maa
stemmes om Forslaget i Forligsmandens Affattelse,
og at der kun maa afgives rene Ja- og
Nej-Stemmer. Efter at der den 5. Maj 1925 var
nedsat en Arbejdskommission, der bl. a. skulde
beskæftige sig med Spørgsmaalet om Mægling
og Voldgift i Interessestridigheder, vedtoges den
nugældende Lov af 28. Februar 1927 om
Mægling i A. Ved denne sidste Lov indførtes den
Bestemmelse, at naar Forligsinstitutionen har
besluttet at mægle eller mægler i en
Arbejdsstrid, kan Forligsmanden (-mændene) som
Betingelse for Mægling stille Krav til Parterne
om, at Arbejdsstandsning ikke iværksættes,
forinden Forhandlingerne af Forligsmanden
erklæres for afsluttede. Kravet kan dog højst omfatte
et Tidsrum af en Uge og kan under samme
Arbejdsstrid kun stilles een Gang.
Sv. N.
Arbejdstid. I Tiden umiddelbart efter
Verdenskrigens Afslutning blev A. i næsten alle
Lande under de i disse Aar meget urolige
Arbejdsforhold nedsat meget betydeligt. I
Danmark sluttedes i Januar 1919 en Overenskomst
mellem Arbejdsgiverforeningen og De
samvirkende Fagforbund, hvorefter den daglige A.
blev nedsat med 1/2 Time, saaledes at der dog
højst maatte arbejdes 9 Timer, om Lørdagen
8 Timer; efter en ny Overenskomst fra Maj
Maaned samme Aar skulde 8-Timersdagen
gennemføres senest 1. Januar 1920, undtagen i
Søfart, Landbrug og enkelte Fag af særlig
Karakter (Staldtjeneste for Kuske, Vagttjeneste,
Fyrbødere m. m.). For Landbruget er A. efter
Overenskomst mellem Arbejdsgiverforeningen
og Landarbejderforbundet, der dog kun gælder
et begrænset Omraade af Landbruget, fastsat til
10 Timer om Sommeren, 8 Timer om Vinteren
med Overgangsbestemmelser for Foraars- og
Efteraarsmaanederne. En lovmæssig
Fastsættelse af A. er i Danmark kun indført for
Virksomheder, der arbejder i kontinuerlig Drift:
Loven af 12. Februar 1919, der fastsætter en
Maksimalarbejdsdag paa 8 Timer. I en Del
Lande er der ved Lov indført en
Maksimalarbejdsdag paa 8 Timer, disse Bestemmelser
gælder dog som Regel kun Industrien og har
naturligvis altid Bestemmelsen om Dispensationer
om længere A. Lovbestemt 8 Timers Arbejdsdag
eller 48 Timers Arbejdsuge er bl. al. indført i
Australien, Finland, Frankrig, Holland, Jugoslavien,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
