Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Civilproces
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indført Partsforklaringen, d. v. s. Parternes
Afhøring om Sagens Sammenhæng for Retten
under Sandhedspligt. Omend Parterne ikke
saaledes som Vidner har nogen Pligt til at lade
sig afhøre, er det dog det normale, at de
benytter sig af den Adgang, Loven giver dem til
selv at give Forklaring om deres Kendskab til
Sagens faktiske Sammenhæng, og gør de det,
har de som bemærket Pligt til at tale Sandhed
under Strafansvar. Derhos medfører Undladelse
af at give Møde trods Tilsigelse eller af at
svare, at Modpartens Sagsfremstilling kan
lægges til Grund for Sagens Paakendelse. Der er
ingen Tvivl om, at Partsforklaringen er et
meget betydningsfuldt Middel til at faa Sandheden
frem. Men naturligvis er det et Bevismiddel,
som efter sin Beskaffenhed maa benyttes med
Varsomhed. - Umiddelbarhedsprincippet er i
Underretssager gennemført i Retsplejeloven i
det Omfang, hvori Hensynet til Parterne og
Vidnerne selv gør det rimeligt. For Vidners
Vedkommende er det Reglen, at de er pligtige
at møde for den dømmende Ret, for saa vidt
denne er deres Hjemting eller dog har Sæde
sammesteds som den dømmende Ret (for
Eksempel, hvis Vidnet bor i en Landjurisdiktion,
hvis Ret har Sæde i den Købstad, for hvis Ret
Sagen føres), Kjøbenhavn og Frederiksberg
regnes i den Henseende som een Retskreds.
Samme Regler gælder for Parter, dog med det
Tillæg, fri Parten ogsaa skal møde for den
dømmende Ret, hvis han ikke derved kommer til
at rejse længere end 70 km med Jernbane
eller Dampskib eller 25 km paa anden Maade.
Derhos kan Retten ogsaa paalægge
fjernereboende Vidner (men ikke Parter) at give Møde
for den dømmende Ret, hvis deres Forklaring
skønnes af særlig Betydning for Sagen. I
Landsretssager kan Retten, hvad enten det drejer sig
om 1. Instans- eller Ankesager, altid bestemme,
at Vidner og Parter skal afhøres eller afhøres
paany for Retten selv. Men normalt foregaar
Afhøringerne, naar Sagens Forberedelse (se
ndf.) ikke foregaar for Landsretten selv, for den
Afhørtes Hjemting. — Endelig gælder det for
Højesterets Vedkommende, at de nye
Oplysninger, som til Brug for Anken søges
fremskaffet ved (fornyede) Parts- og
Vidneforklaringer, skal foregaa for Underretten paa Vidnets
eller Partens Hjemsted, medmindre Retten
bestemmer, at Afhøringen skal foregaa under
Domsforhandlingen for Højesteret selv. Det er
dog sjældent, at Højesteret træffer en saadan
Bestemmelse. — Naar Vidner og Parter ikke
føres for den dømmende Ret, sker der vel
intet formelt Brud paa Mundtlighedsprincippet,
idet deres Forklaringer i saa Fald bliver
protokollerede og Protokollaterne oplæst for den
dømmende Ret; men det er klart, at Fordelene
ved Mundtligheden i det væsentlige gaar tabt,
naar den Dommer, der skal dømme i Sagen,
ikke selv ser og hører de Parter og Vidner,
hvis Forklaringer skal benyttes som Bevis i
Sagen. — Saa længe det drejer sig om Sagens
Behandling i 1. Instans, er det utvivlsomt, at
Mundtligheden og Umiddelbarheden er meget
store Goder og frembyder meget faa
Betænkeligheder; men det lader sig ikke nægte, at der
kommer Vanskeligheder frem, naar Sagen
appelleres. Saa længe hele Processtoffet
fremføres skriftligt for Retten, har Ankeinstansen
akkurat det samme Grundlag at bedømme
Sagen paa som Underinstansen (plus naturligvis
Underretsdommen og det nye, der eventuelt
fremføres under Appellen). Men anderledes
forholder det sig med det Processtof, der
fremføres mundtligt og umiddelbart for den
dømmende Ret i Form af Parts- og
Vidneforklaringer. Her vil Appelretten med Hensyn til Sagens
faktiske Sammenhæng let komme til at bedømme
Sagen paa et væsentligt ringere Grundlag end
Underretten. Noget kan der naturligvis bødes
derpaa ved Protokollation af Forklaringerne.
Men dels virker den stadige Dikteren til
Protokollen stærkt forsinkende og tyngende paa
Sagens Behandling, og dels er det klart, at et
saadant Protokollat i Almindelighed kun vil
være et tarveligt Surrogat for den direkte
afgivne mundtlige Forklaring. Et væsentligt
Fremskridt vilde det være at indføre
stenografiske Referater af Forklaringerne, saaledes som
det i vidt Omfang sker i England. Men
naturligvis maa Sagen være af en vis Betydning for
at kunne bære de derved foranledigede
Udgifter. En anden Udvej frembyder den fornyede
Afhøring for Ankeinstansen af Vidner og
Parter; men dels medfører dette tit
uforholdsmæssig stor Bekostning, Ulejlighed og Tidsspilde,
særlig hvis de paagældende bor langt fra
Appelrettens Sæde, dels vil en saadan fornyet
Afhøring, særlig hvis den foregaar længere Tid
efter, at det, som Vidnet eller Parten skal
forklare om, er passeret, hyppigt være af
væsentlig ringere Værdi end den første Afhøring. -
I adskillige Lande (f. Eks. Frankrig, Tyskland
og Østerrig) har man paa Grund af disse
Vanskeligheder — og vel ogsaa i nogen Grad for at
lette de højere Instansers, særlig i store Lande
tit meget tyngende Arbejdsbyrde — indført den
Regel, at Appelinstansen kun kan bedømme
Sagens retlige, men ikke dens faktiske Side,
altsaa maa bedømme Sagen paa Grundlag af de
Kendsgerninger, som Underinstansen har lagt
til Grund for sin Afgørelse som indrømmede
af begge Parter eller som beviste. Ogsaa en
saadan Ordning frembyder dog væsentlige
Betænkeligheder. For det første er det ikke altid
let at sondre mellem Sagens retlige og faktiske
Side, f. Eks. naar det drejer sig om at
bedømme en Persons subjektive Forhold, om han har
handlet forsætligt eller uagtsomt. For det andet
berøves der derved Borgerne det
betydningsfulde Gode, der ligger i Adgangen til at faa
deres Sag alsidig bedømt i Appellen og særlig
af den øverste Instans, Højesteret. I Danmark,
hvor denne sidste Beænkelighed gør sig særlig
stærkt gældende, fordi vi i Modsætning til de
fleste andre Lande kun har 2 Instanser, har man
da ejheller (bortset fra Nævningesager, hvorom
der jo ikke er Tale) indskrænket
Appelinstansens Adgang til at prøve ogsaa Sagens faktiske
Side. Man klarer sig da, saa godt man kan, dels
ved Hjælp af Protokollationen, dels ved Hjælp
af fornyede Afhøringer for Appelretten, hvilken
sidste Udvej dog som foran bemærket kun
sjældent benyttes af Højesteret. Men der er
ingen Tvivl om, at det er en Konsekvens af
Mundtlighed og Umiddelbarhed, at Appelretten i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
