- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXVI: Supplement: A—Øyslebø /
383

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig (Presse) - Frankrig (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Provinsaviser skal nævnes det radikale La
Dépêche de Toulouse
(Maurice Sarraut),
L’Ouest Eclair i Rennes, L’Est Républicain i
Nancy, det republikanske L’Echo du Nord,
Lille, det radikale Le Progrès de Lyon,
Edouard Herriot’s Talerør, Le Petit
Meridional
, ogsaa radikalt, udkommer i Montpellier.

Den kommunistiske Presse i F. beherskes af
L’Humanité, Jaurè’s gamle Blad, der efter
Krigen under en Række Paladsrevolutioner blev
revet ud af Socialisternes Hænder. Den
Deputerede Cachin er Bladets Direktør, og dets
Oplag sættes til 2—300000. Socialisternes Presse
er svag, i Paris udkommer Le Peuble og det
nye Hovedorgan for det franske Socialistparti
Le Populaire, hvis Leder er Partiets Chef i
Deputeretkammeret Léon Blum og hvis
ledende Artikler læses med stigende Interesse.

Tidsskrifterne har store litterære Læsekredse.
Revue des Deux Mondes under René
Doumic
’s Redaktion er stadigt et værdigt og
indflydelsesrigt Blad, som i 1930 fejrede sit 100
Aars Jubilæum med en Uges straalende Fester,
i hvilke alle civiliserede Landes
Repræsentanter deltog, Mercure de France (Valette),
Revue de Paris (Marcel Thiébaut),
Revue Hebdomadaire, Nouvelle Revue Française
(Jacques Rivière), Revue Bleue, Revue
de France
(Marcel Prévost), er ledende
inden for de litterære Tidsskrifter. Revue des
Vivants
(Henry de Jouvenel o. a.) hører
til de moderne franske Bladforetagender, som
med Talent taler Folkeforsoningens Sag,
ligesom det politiske L’Europe Nouvelle (Louise
Weiss).

Ugebladene florerer. Det stadigt unge,
fornemme L’Illustration ligger i Spidsen (Oplag
Decbr 1929: 209000), og ledes af René
Bachet
og Gaston Sorbets. En bestandig
voksende Flod af Publikationer, helliget
Teatret, Filmen, Moden og andre Specialiteter,
ikke at forglemme den lette og ikke ganske
artige Ugepresse, Le Rire, La Vie Parisienne
og andre vælter ud over Paris og de store
Byer og finder Afsætning. Af Indflydelse er de
litterære Ugeblade, trykt i Dagbladsformat,
Les Nouvelles Littéraires, Candide og Gringoire
(Carbuccia og Georges Suarez),
Chantecler o. a.

Den tekniske Presse, som er helliget dels
Videnskaben, dels Agerbrug, Vindyrkning,
Haandværk, Industri, Handel og Søfart, har
taget et stort Opsving efter Krigen og tælles
i c. 1500 Foretagender.

Der udkommer i 1930 i Paris i alt 4149
Aviser, Tidsskrifter o. l. Heraf 281 politiske
Aviser, 57 engelske og amerikanske Blade, 76
af andre fremmede Sprog. 96 Handels-, 85
økonomiske, 165 Sportsblade plus 219 om
atletisk Sport og Mekanik, 252 Finansblade, 71
om Kolonierne, 122 juridiske Publikationer, 73
litterære, 67 industrielle, 236 medicinske, 166
om Moder, 108 Katolske, 8 jødiske og 30
protestantiske, 161 politiske og litterære
Tidsskrifter, 103 videnskabelige, 32 om Teater, 103
almindelig illustrerede Magasiner, 50
Turistblade samt om Gastronomi, Hotelindustri,
’Camping o. l., 43 Kunstblade, 46 Musikblade, 35
om Assurance, 1 om Dødsfald o. s. v.

I Departementerne trykkes 3494 Blade og i
Kolonier og Protektorater 496. (Litt.:
Annuaire de la Presse Française et Etrangère
[Paris 1930]).
Helge Wamberg.

Historie.

Angaaende Enkeltheder ved Fredsslutningen
efter Verdenskrigen, se Artiklen
Verdenskrigen, S. 865. Clemenceau gik med til Oprettelsen
af Folkenes Forbund og maatte give Afkald
paa Tanken om at flytte F.’s Grænser frem til
Rhinen, undtagen for saa vidt Alsace-Lorraine
angik. Versailles-Traktaten med Tyskland,
afsluttet 28. Juni 1919, ratificeret 10. Jan. 1920,
gav Alsace-Lorraine tilbage til F., og fastslog
dettes Ret til at holde hele venstre Rhinbred
besat i 15 Aar. Ved senere Traktater opnaaede
F. Ret til at føre Tilsyn paa Folkeforbundets
Vegne sammen med England med den tidligere
tyske Koloni Kamerun og paa egen Haand med
den tidligere tyrkiske Besiddelse Syrien.
Spørgsmaalet om Tysklands
Krigsskadeserstatning blev udskudt til Behandling af en særlig
Erstatningskommission. Versailles-Traktaten
opregnede de Arter af Skader, der skulde
erstattes, for F.’s Vedkommende fremfor alt
Ødelæggelserne i Nordfrankrig. Ved en
Konference i Spa i Juni 1921 fastsloges det, at F.’s
Andel i samtlige Erstatninger skulde være 52
%. Efter at Tysklands Forpligtelser var fastsat
af Erstatningskommissionen, blev det ved Aftale
af Oktbr. 1922 ordnet saaledes, at Tyskland
skulde have Lov til i Aarene 1921—26 at betale
1 Milliard af F.’s aarlige Andel, i alt 1750
Millioner, i Varer.

I Juli 1919 vedtoges en Lov om ny
Valgordning, hvorved der genindførtes
Listeafstemning i Departementskredse, dog nu delvis
forbundet med Forholdstalsvalg, nemlig saaledes
at Kandidater, der opnaaede over Halvdelen
af de i Kredsen afgivne Stemmer, straks var
valgte, saa at kun de ikke paa denne Maade
beslaglagte Mandater fordeltes efter
Forholdstal. Valgene i November samme Aar gav
overvejende Flertal for »den nationale Blok« af
moderate Republikanere under Ledelse af
Millerand, og Socialister og Radikale gik stærkt
tilbage. I Januar 1920 valgtes Paul Deschanel
til Poincaré’s Afløser som F.’s Præsident,
umiddelbart derefter fratraadte Clemenceau
som Førsteminister, og Poincaré udnævnte
Millerand til denne Stilling. Deschanel overtog
Præsidenthvervet 18. Febr. 1920, men maatte
efter faa Maaneders Forløb trække sig tilbage
af Helbredshensyn, og 23. Septbr. 1920 valgtes
Millerand til Præsident med 695 Stemmer af
892. Til Førsteminister udnævnte han Georges
Leygues, der maatte gaa af i Jan. 1921,
hvorefter Briand dannede et nyt Ministerium,
inden for hvilket Loucheur fik den vigtige Post
som Minister for de befriede Omraader og
Genrejsningsarbejdet. I Aug. 1921 iværksattes
Genoptagelsen af den diplomatiske Forbindelse
mellem F. og Vatikanet. Briand blev stærkt
kritiseret for saavel sin udenrigspolitiske som
finansielle Styrelse, og efter at han var
tvunget til at gaa af, dannede Poincaré 15. Jan.
1922 en ny Regering, støttet af en kraftig
Stemning i den Retning, at det først og fremmest
gjaldt om at fastholde Tyskland til dets

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:17 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/26/0405.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free