Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fik J. i 1919 formelt deres Frihed tilbage, men
deres Selvbestemmelse indskrænkedes ved 12
Artikler til Udgangen af 1920, idet man
ønskede en Nyordning paa Grundlag af Krigstidens
Erfaringer. Her saa lidt som i England vilde
man give Slip paa Fordelen ved det fælles
Styre, men ønskede en Enhed bevaret i det
fremtidige Jernbanevæsen. Desuden maatte
Statens økonomiske Mellemværende med J. efter
Krigsdriften omsider gøres op.
Statens Forhold til J. havde sit Grundlag i
Jernbaneoverenskomsten af 1883. Ved denne
paatog Selskaberne sig en Udbygning af
Banenettet, mod at Staten bl. a. sikrede dem et
Udbytte af en given Størrelse i et bestemt Antal
Aar. Dette Tilskud fra Staten gjaldt dog kun
som et Laan og skulde tilbagebetales efter en
vis Beregning, naar Selskabernes aarlige
Overskud kom over et fastsat Maksimum.
Vestbanen naaede aldrig til økonomisk Balance —
og overtoges i 1909 af Staten — men for de
øvrige fem private Banenet stillede Udviklingen
sig gunstigt. I 1914 stod tre af disse Selskaber
gældfrit overfor Staten og de sidste to havde
begyndt deres Tilbagebetalinger, men
Verdenskrigen bragte da en fuldstændig Forstyrrelse og
nødte Selskaberne til at trække paa
Statsgarantien. For to af de haardest ramte —
Nordbanen og
Paris—Lyon—Middelhavsbanen — var dette dog umuligt, da deres
Garantiperiode udløb i 1914, og med disse traf
man derfor en særlig Ordning.
Baneselskabernes Underskud fortsattes efter Krigen, og i 1920
havde de private Banenet en samlet Krigsgæld
paa 2,6 Milliarder.
Efter de foreliggende Forhold var det en
nærliggende Tanke at afslutte Udviklingen med
Statens fuldstændige Overtagelse af de private
Banenet, men af økonomiske Grunde var dette
ikke gennemførligt. Regeringen søgte derfor
efter Forhandling med Selskaberne en Løsning ad
andre Veje, og i 1921 gennemførte den en
Jernbanelov, der bygger videre paa Grundlaget fra
1883.
Herefter udgør Statsbanenettet og de private
Banenet en omfattende Sammenslutning, hvori
de enkelte Net har bevaret deres Administration,
men samtidig er underlagt en fælles
Direktionskomité og et overordnet Jernbaneraad.
Sammenslutningens Formaal er at skabe Enhed i
det franske Jernbanevæsen, hvis Splittethed er
uheldig og navnlig under Verdenskrigen har
virket meget forstyrrende. Den nye
Direktionskomité, hvori de seks Banenet er ligelig
repræsenteret, har derfor ubetinget Myndighed,
men hvor et Baneselskab har Skade af dens
Forordninger, kan det kræve Erstatning fastsat
efter Voldgift. Desuden har
Banesammenslutningen det financielle Formaal af de seks
Banenet at danne et økonomisk Hele. Banenettene
skal herefter stadig hver for sig svare Renter
og Afdrag paa deres egne Obligationer og af det
resterende Overskud betale en Dividende, for
hvilken der er fastsat et bestemt Maksimum.
Men overskrides denne Grænse, skal det
overskydende Beløb — med Fradrag af en Præmie
for økonomisk Drift — gaa til en fælles Fond,
der omvendt yder Tilskud, dersom Udbyttet
ikke naar til et vist Minimum. I den fælles
Fond skal de modsatte Beløb netop udligne
hinanden, hvilket vil sige: Taksterne skal beregnes
efter at give Balance for Banenettet som
Helhed, og Statskassen bliver derfor kun Reserve
for Fonden. I Samfundets Interesse er der dog
givet Ministeren en betydelig Indflydelse paa
Baneselskabernes Takstpolitik. — Banernes
samlede Krigsgæld er samtidig overgaaet til Staten,
og denne yder tillige Erstatning for særlige
Krigsskader.
Det franske Banenet udvidedes efter Krigen
med Banerne i Alsace-Lorraine, men disse
ind-gaar ikke i den store Sammenslutning. En Plan
om at lægge Gruppen ind under
Østbaneselskabet mødte Modstand hos Befolkningen og blev
derfor opgivet.
Tyskland. Ved Verdenskrigens
Begyndelse var de tyske Hovedbaner overalt i statslig
Besiddelse, men Banenettet sammenstykkedes af
Enkeltstaternes Strækninger, og trods alle
Enhedsbestræbelser udgjorde det derfor kun
ufuldkomment en Enhed. Straks ved Mobiliseringen
fik Hærens Generalkommando Myndighed over
Banerne, der saaledes med eet kom under
fælles Styre, og under Krigens Gang vandt man
friske Erfaringer om Fællesskabets Betydning
og de tidligere Mangler. Nationalforsamlingen i
Weimar, der efter det store Sammenbrud
vedtog den nye Rigsforfatning den 11. Aug. 1919,
indsatte derfor i denne, at de tyske Statsbaner
fra April 1921 skulde overtages af Riget.
Bestemmelsen skyldtes dog ogsaa, at den fælles
Hær efter Fredsbetingelserne skulde
indskrænkes betydeligt, og man derfor ønskede, at
Rigsbanen i dens Sted skulde kunne virke forenende
paa Nationen. Vilkaarene for Overtagelsen
fastsattes ved Overenskomster mellem Riget og
Staterne, og da de politiske Forhold —
Raadsrepublikken i Bayern — muliggjorde en Ordning
tidligere end ventet, skete Overgangen den 1.
Apr. 1920. Rigsbanen fremtraadte som et
selvstændig økonomisk Foretagende, der selv
skulde afholde sine Udgifter, men hvis Regnskab
alligevel kom til at indgaa i det almindelige
Rigsregnskab. Heri laa der en Modsigelse, og
da den synkende Pengeværdi i det følgende
bragte Banerne Tab, som maatte dækkes af
Riget, rejste der sig Røster for at omdanne
Rigsbanen til et privat Foretagende i Lighed med et
almindeligt Aktieselskab. Meningerne var dog
delte, og da det viste sig umuligt at ordne
Spørgsmaalet ved Lov, skød
Rigsfinansministeren ved Rentemarkens Indførelse i 1923 den
tyske Rigsbane udenfor Rigets almindelige
Økonomi og fratog den Tilskudene fra Rigskassen.
Ved en Forordning af 12. Febr 1924 skabtes
derpaa et Foretagende med Navnet Tyske
Rigsbane til — med fuld Selvstændighed i
økonomisk og juridisk Henseende — at drive
det tyske Rigsbanenet, som stadig var Rigets
Ejendom. Meningen var, at Ordningen kun
skulde være midlertidig, men den endelige
Form naaede ikke at blive udarbejdet, da
udenrigspolitiske Kræfter greb ind i Rigsbanens
Skæbne. I 1923 havde Uoverensstemmelsen
mellem Tyskland og de allierede om
Reparationsbetalingerne ført til den belgisk-franske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
