- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXVI: Supplement: A—Øyslebø /
594

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina (Kinesisk Sprog og Litteratur) - Kina (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Litteraturen og dermed de nye Ideer lettere
tilgængelige for den store Offentlighed.

Bruddet med Fortidens litterære Form
har sandsynligvis støttet Oprøret mod
Traditionen paa andre Omraader. Efter
Verdenskrigen begyndte de Intellektuelle af den moderne
Skole at tvivle om alle overleverede
Grundsætninger for Moral og Tro, baade europæiske
og kinesiske. Ingen Vane, Tro eller Institution
af politisk, religiøs, økonomisk, filosofisk eller
social Art, udenlandsk eller kinesisk, var for
hellig eller for rodfæstet til at blive draget i
Tvivl. Bevægelsen havde sit Udgangspunkt i det
nationale Universitet i Peking, og den
styrkedes ved hyppige Besøg af europæiske Lærde.
Navnlig Vesteuropas radikale Skribenter læstes
med Begærlighed, og ældre Filosoffer, der
længe havde været forkastede af den
kungfutsianske Skole som uortodokse, blev paa ny
fremdragne til Studium og Overvejelse.

Den nye Videnskab med de nye Ideer og
Spørgsmaal fik en vid Udbredelse ved den
stærkt forøgede Produktion af Aviser,
Tidsskrifter og Bøger. Under Republikken
mangedobledes Bladenes Antal hurtigt. Det
overvejende Flertal stod paa et temmelig lavt Stade
og lededes ofte af Personer eller
Sammenslutninger, der benyttede dem til egen Fordel eller
Partiformaal. Tidsskrifter udgaves ogsaa i stort
Antal. Mange blev af kort Varighed, men alle
vidnede de om den intellektuelle Gæring vidt
om i Landet. Af Bøger udkom en anselig
Mængde — Oversættelser fra andre Sprog, nye
Værker paa Kinesisk, Litteratur, Essays,
historiske Værker, politiske og filosofiske
Afhandlinger. Undtagelsesvis kunde en ældre Skribent,
som Liang-tsji-tsjao, bevare sin
Popularitet og Indflydelse. Liang skrev meget i pei-hua
om forskellige Emner, hovedsagelig i
Forbindelse med nationale og internationale
Anliggender, Filosofi og Religion — og har maaske
været den mest læste af moderne Forfattere.
Blandt de mange yngre Skribenter kan nævnes
Hu-sji — hvis Produktion væsentlig gik i
Retning af Filosofi, bl. a. en Studie over den
kinesiske Filosofis Historie — og
Liang-siu-ming, Forfatter af 2 meget læste Bøger:
»Østens og Vestens Civilisationer« og
»Indledning til Indiens Filosofi«. Navnlig syntes
Studenterne besatte af Tanken om at give deres
Ideer Luft paa Tryk. Efterspørgselen efter den
nye Litteratur medførte Oprettelsen af mange
nye Forlag, deriblandt det store
»Handels-Pressen«, der var begyndt allerede før Republikken
og nu blev det største Firma i sin Art i
Østasien.

Denne Gæring af Tanker, med dens
revolutionære og kritiske Holdning over for Sprog
og Ideer og dens enorme Produktion af
Litteratur, var saa udpræget i de første Aar efter
Verdenskrigen, at den kaldtes »Renaissancen«,
»Den nye Tanke« eller med et malende kinesisk
Udtryk »Det nye Tidevand«’s Bevægelse. Den
var stærkt patriotisk, og inden Udgangen af
1924 havde den indledet en Reaktion mod den
Popularitet, alt europæisk havde nydt efter
1911. Den begyndte ogsaa at modsætte sig de
europæiske Magters Overgreb og var fjendtlig
stemt mod Kristendommen. Skønt denne
Bevægelse var destruktiv i sin Kritik og ofte
umoden og fordomsfuld, var den dog ikke uden
genopbyggende Egenskaber. Den betød sikkert
den største intellektuelle Kraftudfoldelse, K.
har kendt i mange Aar, og bebuder muligvis
Frembrudet af en ny kinesisk Kultur i andre
Tankeformer end de gennem Aarhundreder
tilvante. (Litt.: Julia E. Johnsen, China
and Japan
[Bibliografi; New York 1922]; J. D.
Ball
, Things Chinese, 5. Udgave [London
1926]; A. Bonnard, In China, A Philosophie
Representation of Chinese Civilisation. The
Inner Life of China, its Arts and Letters, the
Break-up of the Old Regime
[London 1926]; R.
Wilhelm
, »Die Seele Chinas« [Berlin 1926];
»Geschichte der chinesischen Kultur« [München
1928]).
F. de F.

Historie

Efter Fordrivelsen af Tsjang-tso-lin fra
Peking (Apr. 1922) og Opløsningen af
Sun-jat-sen’s Regering i Kanton (Juni 1922) var
Wu-pei-fu i nogen Tid Situationens Herre, men
han viste sig, ligesom Præsidenten
Li-juan-hung, ubeslutsom i Politik og mistede snart
den vundne Tillid. Anarkiet og Opløsningen
fortsattes, Centralregeringens Autoritet
forsvandt, og Peking-Regeringens Udenrigsminister
Wellington Koo kunde paa Grund af den
almindelige indre Forvirring ikke skaffe K. de
Fordele, Washington-Konferencen burde have
givet. Dog gennemførtes Washington-Traktaten
med Japan om Generhvervelsen af
Shantung-Halvøen, som de japanske Tropper forlod Dec.
1922 (se Japan, »Historie«). Juni 1923 afløstes
Li som Præsident af Tsao-kun, der dog
heller ingen større Indflydelse fik. Aug. 1923
ankom Sovjetruslands Ekspert i asiatisk Politik,
Armenieren Karachan til Peking som
Gesandt. Han søgte straks Forbindelse med K.’s
revolutionære Elementer, navnlig den
studerende Ungdom, og søgte Forbundsfæller til
Kampen mod de vesteuropæiske Stormagter.
Allerede et halvt Aar efter afsluttede
Peking-Regeringen en Traktat med Sovjetrusland og
anerkendte dette de jure (Maj 1924).
Sovjetruslands vigtigste Forbundsfælle i K. blev dog
Sun-jat-sen’s revolutionære Regering i
Kanton, der nu efter nogen Tids Hensygnen
vaagnede op til nyt Liv. Sun selv døde dog kort
efter (Marts 1925), til det sidste hyldet af
talrige begejstrede Tilhængere, og efter sin Død
dyrket som en Art Leninismens Apostel. Men
hans Parti, Kuomintang, blev ved hans
Død mere handlekraftigt, mindre utopistisk og
virkelighedsfjernt end før.

Imidlertid fortsatte Provinsgeneralerne deres
indre Stridigheder med megen dramatisk
Effekt. I Slutningen af 1924 fik General Wu i
Peking en ny Forbundsfælle mod Tsjang i den
saakaldte »kristne General«
Feng-Ju-Hsiang, Guvernør i Shansi. Men pludselig gik
Feng i Forbund med Tsjang, fordrev Wu og
afsatte Præsidenten Tsao-kun (Oktbr 1924),
hvorefter de installerede en ny Regering i
Peking med den gamle snedige Marskal
Tuan-tsji-jui som Chef (Novbr 1924—Apr. 1926).
Tsjang trak sig imidlertid tilbage til sine
mantsjuriske Provinser, og i hele 1925 havde Feng
Ledelsen af Centralregeringen i Peking. Han

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:17 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/26/0618.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free