- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
11

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berendt, Gottlieb, tysk Geolog, (1836- ) - Berendt, Nicolai, dansk Musiker, (1826-1889) - Berengar, - 1) B. I, Konge af Italien - 2) B. II, - Berengar fra Tours, middelalderlig Teolog (c. 1010-88) - Berengaria - Bérenger, Alphonse Marie, fr. Politiker (1785-1866)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Berlin og offentliggjorde 1863 en Afh. om Mark
Brandenburgs Diluvialaflejringer, hvori findes
det første geol. Kort over denne Egn. I de flg.
Aar udførte han geol. Kortlægningsarbejder i
Øst- og Vestpreussen. 1874 knyttedes han til
den preussiske geol. Undersøgelse, og siden 1875
har han været Prof. ved Berlins Univ. B. har
offentliggjort en Del geol. Afh., der særlig
omhandler Egnen omkr. Berlin.
J. P- R.

Berendt, Nicolai, dansk Musiker, f. 7. Juli
1826 i Kbhvn, d. smst. 13. Marts 1889. Han var
Elev i Klaverspil af den ældre og den yngre
Stein og studerede Musikteori hos Siegfried
Saloman. Som Solist optraadte han 1846 paa det
kgl. Teater med en Koncert af Hummel. I
1850’erne opholdt han sig i Tyskland, studerede 1851
under Anton Halm i Wien og nedsatte sig for
nogle Aar (1853—56) i Hannover som Lærer og
Koncertspiller. Efter sin Hjemkomst blev B.
knyttet til Synagogen i Kbhvn som Kordirigent
(1862—83) og senere Organist. Af B. er
udkommet en Del Kompositioner for Klaver og for
Sang; fremdeles opførtes 1860 hans 1 Akts
Syngestykke »Hjertet paa Prøve« (Tekst af
Overskou) paa det kgl. Teater i Kbhvn; endvidere
har B. komponeret fl. Lejlighedskantater og fl.
af de Salmer, der benyttes i Synagogen.
A. H.

Berengar, 1) B. I, Konge af Italien, Søn af
Markgrev Eberhard af Friaul og Gisela, en
Datter af Ludvig den Fromme, lod sig efter Karl
den Tykkes Afsættelse krone i Pavia til longobardisk
Konge (888). Han maatte siden kæmpe
om Herredømmet i Italien med andre Ætlinge
af Karl den Store; dog opnaaede han (916) at
blive kronet til rom. Kejser af Pave Johan X.
Senere kaldte fl. af hans Lensmænd Kong
Rudolf II af Burgund til Italien, og denne
overvandt B. ved Piacenza; Aaret efter blev han
myrdet (924).

2) B. II, Søn af Markgrev Adelbert af Ivrea
og foreg.’s Datter, Gisela, blev sammen med sin
Søn, Adelbert, valgt til longobardisk Konge, da
Kong Lothar døde (950). Han vilde tvinge
Lothar’s Enke, Adelheid, til at ægte sin Søn; men
hun afslog det, og da B. lod hende indespærre,
lykkedes det hende at undkomme. Hun søgte
Hjælp hos Otto I af Tyskland, og denne
besejrede B., der maatte tage Kongeriget Italien til
Len af Otto (952). Gentagne Gange gjorde han
dog Oprør; men hans Grusomhed berøvede ham
Italienernes Kærlighed; da Otto kom til Italien,
vægrede B.’s Tropper sig ved at kæmpe for
ham, og 961 blev han afsat. Han blev siden taget
til Fange og ført til Tyskland, hvor han døde
966.
Kr. E.

Berengar fra Tours [-tu.r], middelalderlig
Teolog (c. 1010—88), studerede under den
navnkundige Biskop Fulbert ved Domskolen i Chartres,
hvor han ved Studiet af Klassikerne vandt et
friere Syn paa fl. Ting og en dialektisk Færdighed,
som lod ane, at han, kritisk som han af
Naturen var, ikke helt vilde give sig den
overleverede Teologi i Vold. Hans Samtidige roser
hans Indsigt i Lægevidenskaben og hans
poetiske Begavelse. Ved 1040 blev han Domherre
ved St Martin i Tours og Ærkedegn i Angers,
i hvis Omegn han havde en betydelig
Privatejendom. Ved sin vindende Personlighed og sin
store Lærdom bragte han Domskolen i Tours i
stort Ry; kun den normanniske Klosterskole i
Bec kunde maale sig med den. Hans
selvstændige Opfattelse af fl. Ting vakte vel nok
Opmærksomhed; men det var hans Udtalelser om
Nadveren, der en Tid bragte hans Navn paa
alles Læber. Han havde nemlig opdaget, at
Transsubstantiationslæren var en Opfindelse af
»en ikke meget klart tænkende Munk (Radbertus)
i Karl den Skaldedes Dage«, og ved Studiet
af Kirkefædrene havde han vundet den
Overbevisning, at Nadveren er en aandelig Nydelse,
et Tegn og Pant paa den ved Kristi Død
erhvervede Frelse. Herom skrev han (1049) et
Brev til Lanfrank, Forstander for Klosterskolen
i Bec. Denne fremlagde Brevet paa
Paaskesynoden i Rom (1050), der fordømte det
og stævnede B. til Synoden i Vercelli s. A. Paa
Vejen dertil blev han fængslet af Kong Henrik
I, og Synoden dømte ham fraværende. B. lod
sig dog ikke forknytte, selv da man beskyldte
ham for at nære kætterske Meninger om
Barnedaaben og Ægteskabet. 1059 blev han stævnet
til Rom, hvor en Synode tvang ham til at
tilbagekalde sin Nadverlære. Efter sin Hjemkomst
fremsatte han den dog atter, kaldte Paven
(Nikolaus II) et Nul og sine Modstandere
Dumrianer. Striden blev varmere og varmere, indtil
han paa Paaskesynoden i Rom 1079 atter lod sig
tvinge til at tilbagekalde. Sine sidste Aar levede
han paa Øen St Côme ved Tours, næsten æret
som Helgen og uden at have skiftet Mening.
(Litt.: J. Schnitzer, »B. v. Tours«
[Stuttgart 1890]).
L. M.

Berengaria var Datter af den dygtige portug.
Konge Sancho I og Søster til hans Efterfølger,
Alfons II, og til Grev Ferdinand af Flandern,
hos hvem hun synes at have opholdt sig før sit
Bryllup. B. var ualmindelig smuk og ægtede i
ung Alder Kong Valdemar II af Danmark (1214).
Hun fødte Sønnerne Erik, Abel og Kristoffer, der
alle blev Konger, og Datteren Sofie, men døde
allerede 27. Marts 1221 (ell. 1220). Ved Aabningen
af hendes Grav i Ringsted fandt man hendes
tykke Haarfletning, ædelt formede Hovedskal og
fint byggede Legemsknogler. B.’s Navn (i dansk
Gengivelse Berngerd) forvanskedes efterhaanden
til Bengerd, der næppe ligefrem har haft
ond Bet., men dog havde ilde Klang og derfor
kan have bidraget til, at B. i den senere
Folkevise skildres som stolt, haard og ond, ret en
Modsætning til Valdemar’s første Dronning,
Dagmar. Historiegranskningen har dog ikke fundet
noget som helst, der støtter Digtningen. (Litt.:
»Antiquarisk Tidsskrift 1852—54«; »Aarbøger for
nordisk Oldkyndighed 1893«).
H. O.

Bérenger [berã↱зe], Alphonse Marie,
fr. Politiker (1785—1866), var allerede 1815 i »de
100 Dage« Medlem af Deputeretkammeret og
tog her Ordet for Napoleon II, men vilde ikke
være Sagfører under Ludvig XVIII og holdt jur.
Forelæsninger i Stedet, samt skrev 1818 et
ypperligt Skr. De la justice criminelle en France
og hævdede heri med stort Frisind Nævningernes
Bet. for den personlige Frihed imod de
overordentlige Domstole. 1828 valgtes han paa ny
til Deputeretkammeret indtil 1839, hørte til
Oppositionen imod Polignac og var senere med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:53 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0019.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free