Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin-Kongressen - Berlioz, Hector, fr. Komponist, (1803-1869)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
San Stefano. Dens Hovedbestemmelser var:
Bulgariens Deling i et selvstændigt Fyrstendømme,
som dog skulde udrede Tribut til Sultanen
og erkende ham som Lensherre, og i
en kun halvt uafhængig Prov. Østrumelien med
en kristen Statholder og særlig Forvaltning;
Makedonien skulde forblive under tyrk.
Herredømme; Bosnien med Herzegovina overdroges
til Østerrig-Ungarn, dog uden formelig at
afstaas; Rumænien, Serbien og Montenegro
erkendtes som selvstændige Riger, men maatte
love alle Trosbekendere Ligestilling; Rumænien
maatte afstaa Bessarabien til Rusland, men fik
til Vederlag Dobrudsha; Ændringer foretoges i
de Grænser, der var fastsatte for Serbien og
Montenegro, men begge fik dog betydelige
Landudvidelser (Serbien over 11000 km2), og en lgn.
Udvidelse lovedes Grækenland (fastsattes
nærmere 1880 paa en særlig Konference i Berlin).
I Armenien maatte Rusland give en Del af sit
Bytte tilbage, men beholdt dog Ardahan og Kars.
Hoveddeltagerne i B. var Jarl Beaconsfield og
Markis Salisbury (for England), Fyrst Gortshakov
og Grev Schuvalov (for Rusland), Grev
Andrassy og Grev Karolyi (for Østerrig-Ungarn),
Waddington og Saint Vallier (for Frankrig), B.
v. Bülow og Fyrst Hohenlohe (for Tyskland) og
Grev Corti (for Italien). Tyrkiets Afsendinge
havde kun at stadfæste Stormagternes Aftaler.
En af B.’s vigtigste Bestemmelser, nemlig om
Bulgariens Tvedeling, blev allerede omstyrtet
1885, og det blev snart klart, at den — lige
saa lidt som dens Forgænger i Paris 1856 —
havde tilvejebragt en endelig Løsning af
Forviklingerne paa Balkanhalvøen.
E. E.
Berlioz [bær↱lios], Hector, fr. Komponist,
f. 11. Decbr 1803 ved Grenoble, d. 9. Marts 1869
i Paris, var Søn af en anset Læge og blev af
Faderen bestemt til at studere Lægevidenskab.
B.’s Kærlighed til Musik var imidlertid alt
vaagnet i hans Barndom, og han modtog
den nødtørftige Undervisning, som
Forholdene i hans Hjemstavn kunde byde,
idet han lærte at spille Fløjte og Guitar.
18 Aar gl sendtes han til Paris for at
studere Medicin. Her lærte han en Mængde
Musik at kende og blev navnlig grebet
af de Gluck’ske Operaer, saa at han aldeles
forsømte sine Studeringer for ene at beskæftige
sig med Musik; det deraf flg. Brud med Faderen
nødte ham, der (1826) var kommet ind i
Konservatoriet, hvor Reicha og navnlig Lesueur var
hans Lærere, til at skaffe sig Livsopholdet ved
at synge i Koret paa et Vaudeville-Teater og
ved at undervise i Guitar- og Fløjtespil.
Utilfreds med Forholdene i Konservatoriet forlod
B. det snart igen og arbejdede videre paa egen
Haand. Paa denne Tid lærte han Beethoven’s
Symfonier og Shakespeare’s Dramaer at kende
og blev mægtig grebet deraf. Hans Begejstring
for Shakespeare øgedes ikke lidet ved hans
Forelskelse i Henriette Smithson, fremragende
Skuespillerinde ved et eng. Skuespillerselskab,
der gæstede Paris og opførte Shakespeare der.
Miss Smithson blev senere hans Hustru; men
Ægteskabet var lidet lykkeligt (Henriette B.
døde 1854). Udslag af B.’s ved alle disse
Forhold øgede Skabertrang er Ouverturerne
Waverley og Les francs-juges og navnlig den
»fantastiske« Symfoni Episode de la vie d’un
artiste. Efter sine Venners Raad traadte B.,
hvis Navn nu var blevet bekendt, atter ind i
Konservatoriet og opnaaede endelig 1830 med
Kantaten Sardanapale den officielle
Anerkendelse: Le prix de Rome. Ved sin Hjemkomst
fra Italien medbragte han Ouverturen »Kong
Lear« og »Melologen« Lelio ou le retour à la
vie, en noget forvirret Blanding af Instrumentalsatser,
Sang og Deklamation, der skal danne
en Fortsættelse af den »fantastiske Symfoni«.
Med de hidtil nævnte Værker havde B. skaffet
sig en fremskudt og meget omdisputeret Stilling
i det fr. Musikliv; endnu mere Indflydelse fik
han, da han nu for Alvor genoptog den
Virksomhed som Musikforfatter, han før sin Rejse
havde begyndt. Den varme, kunstneriske
Overbevisning og fine, aandfulde og skarpe Stil vakte
Opmærksomhed for hans Artikler i Journal des
Débats og Revue et gazette musicale, og da han
kun kæmpede for sine Principper, ikke for sine
egne Arbejder, vandt han endog deres
Anerkendelse og Agtelse, der frakendte hans Musik
Værdi. Ved Siden af sin Forfattervirksomhed
arbejdede B. imidlertid stadig som Komponist.
1837 opførtes hans mægtige Messe des morts,
efter officiel Opfordring komponeret som Requiem
over General Damrémont, og 1838 antog selve
den konservative »Store Opera« hans Benvenuto
Cellini, der dog gjorde ringe Lykke. Til Dels
paa Foranledning af den berømte Violinist,
Paganini, der beundrede B.’s Geni, havde denne
komponeret Symfonien Harold en Italie, og 1839
opførtes endelig den symfoniske Digtning (med
Kor) »Romeo og Julie«; men ogsaa dette Værk
modtoges med Kølighed af hans Landsmænd.
B. længtes da efter et mere forstaaende
Publikum og drog 1842 paa en længere Kunstrejse
til Tyskland. Den Modtagelse, hans Musik her
fandt, var vel ikke ublandet gunstig, men en
stor Del af Publikum og mange udmærkede
Musikere og Musik-Forfattere sluttede sig med
Forstaaelse og Begejstring til ham. Denne Rejse
fulgtes af Besøg i Østerrig, Rusland og London,
imellem hvilke B. 1846 vendte tilbage til Paris,
hvor han ved Opførelsen af sit ny, store Værk,
Damnation de Faust, erfarede, hvor liden
Interesse hans Landsmæad stadig havde for hans
Virksomhed. B.’s Stilling i Frankrig blev i det
hele efterhaanden mere og mere isoleret. I sine
sidste Aar skrev B. endnu et stort Tedeum, den
bibelske Legende L’enfance de Christ (1855), der
fremkom pseudonymt og er holdt i en strengere
 |
| H. Berlioz. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
