Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernard, Claude, fr. Fysiolog, (1813-1878) - Bernard, Pierre Joseph, kaldet Gentil-B., fr. Digter (1708-75) - Bernard, Rosine, se Bernhardt, Sarah - Bernard, Thalès, fr. Digter, (1821-1873) - Bernard, Tristan, fr. Forf., (1866- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leverens »glykogene Funktion« beskrives, idet
B. havde paavist Dannelse af Sukker i en
udtaget Lever. Teorien om denne Funktion
støttedes ved, at det (1855) paavistes, at
Sukkerholdigheden i Levervenerne var større end i
Portaaren. Kort efter paaviste B. Leverens
sukkerdannende Substans, Glykogenet, et Stof han
1859 ogsaa fandt i Musklerne og de embryonale
Væv, og om hvilket han iagttog, at det svandt
ved Muskelarbejde.
Disse Undersøgelser over Sukkerdannelsen i
Legemet førte B. ind paa Studiet af Sukkersygens
Oprindelse, og her fremsatte han den
Teori, at Sygdommen skyldes en forhøjet
Sukkerholdighed i Blodet, begrundet paa en
forøget Virksomhed af Leveren. Denne skulde
komme i Stand ved nervøs Indflydelse, og
Eksperimenter viste da ogsaa, at der kom
Sukkerudskillelse i Urinen, naar man gjorde Indstik
et bestemt Sted i fjerde Hjerneventrikel.
Forholdene er nu i Virkeligheden næppe saa simple,
som B. troede, og denne hans Lære om
Leveren som Dannelsessted for Sukkeret er blevet
stærkt bekæmpet, navnlig fra tysk Side, men
saa meget er dog sikkert, at B. var den første,
der pegede paa Leverens Bet. som Organ for
Kulhydraternes Assimilation.
Endnu større Bet. fik B.’s Paavisning af
Blodkarrenes Nervesystem. Han gennemskar
Halssympathicus og saa, at den tilsvarende
Legemshalvdel blev blodfyldt og varmere. Irriterede
man den perifere Nervedel, blegnede Huden
paa den tilsvarende Legemsdel (1851—52). En
lang Række Undersøgelser viste Karnervernes
mere specielle Bet. (Spytsekretionen etc.), de
vasomotoriske Nervers Udbredelse o. l.,
Omraader, paa hvilke navnlig den tyske Skole
senere arbejdede videre. I det hele førte
Undersøgelserne over det sympatiske Nervesystem til
Paavisningen af en Række Centre, der var
uafhængige af Centralnervesystemet.
I Muskel- og Nervefysiologien har B. særligt
undersøgt disse Organers Reaktion, navnlig over
for elektriske Irritamenter. Til disse slutter sig
hans Eksperimenter med Curare, en Gift, der
lammer de intramuskulære Nerveender. En
anden Række Eksperimenter anstillede han over
den dyriske Varme. Her erkendte han den
fysikalske Varmeregulering, som opstaar gennem
Hudens karudvidende og karforsnævrende
Nerver, og han paaviste, at der i Hjertet
indtræder en stivkrampelignende Tilstand, naar
Legemet paavirkes af enorm høj Temp. Om
end mange af B.’s Arbejder endnu kunde
omtales her med Rette, skal dog kun endnu nævnes,
at han undersøgte den fysiol. Grund til, at en
Morfinindsprøjtning før Kloroformbedøvelse
giver en overordentlig Forlængelse af Følelsesløsheden,
og viste, at det skyldtes en Addition af
to analoge Midlers Virkning.
Af B.’s Værker skal nævnes: Leçons sur la
physiologie et la pathologie du système nerveux
(1858); Leçons sur les liquides de l’organisme
(1859); Leçons sur la physiologie expérimentale
appliquée à la médicine (1856); Sur les
substances toxiques (1857); Sur les anésthétiques
(1875). For øvrigt er hans Arbejder samlede i
følgende: 1) Cours du collège de France (11 Bd,
1854—77), 2) Cours du fac. des sciences (1 Bd,
1866), 3) Cours du Muséum (3 Bd, 1874—79).
Hans Leçons sur les phénomènes de la vie
communes aux animaux et aux végétaux er den
første Lærebog i alm. Fysiologi, hvilende paa
den sammenlignende elementaranalytiske
Metode.
J. S. J.
Bernard [bær↱na.r], Pierre Joseph,
kaldet Gentil-B., fr. Digter (1708—75). Efter
at være oplært i Jesuitternes Skole i Lyon blev
B. Skriver hos en Notar i Paris. Under det ital.
Felttog 1734 blev han Marskal Coigny’s Sekretær;
1737 gjorde hans Opera Castor et Pollux
med Musik af Rameau megen Lykke paa
Scenen. Han pristes for sin lette, vindende Gratie
og kaldtes Frankrigs Anakreon; Voltaire gav
ham Tilnavnet Gentil, og Mme. de
Pompadour ansatte ham som kgl. Bibliotekar. Efter
Ovid skrev han et slibrigt, men aandløst Digt
L’art d’aimer (1775, ny Udg. 1874), endvidere
forfattede han mange mindre Digte, Oder og
Epistler, en Ballet, Les surprises de l’amour, og
Phrosine et Mélidor (1772), et Digt i 4 Sange,
der behandler Hero og Leander-Motivet med
ombyttede Roller Œuvres, 1776).
S. Ms.
Bernard [bær↱na.r], Rosine, se
Bernhardt, Sarah.
Bernard [bær↱na.r], Thalès, fr. Digter, f.
15. Maj 1821, d. 10. Jan. 1873. Foruden nogle
Romaner har han udg. en Række Digtsamlinger,
bl. hvilke Poésies nouvelles (1857) indeholder
smukke og paalidelige Oversættelser af tyske,
russ., finske, skotske o. fl. a. Landes Folkeviser.
Hans originale Digte er samlede i Adorations
(1855), Poésies mystiques (1858) og Mélodies
pastorales (1871). 1864 udkom en Histoire de la
poésie.
S. Ms.
Bernard [bær↱na.r], Tristan, fr. Forf., f.
i Paris 1866, begyndte 1890 som Humorist i
Revue blanche, udgav en Tid selv sit eget lille
Vittighedsblad og har siden særlig vundet Navn
som Medarbejder ved Journal. 1894 opførtes
paa Théâtre de l’Œuvre: Les pieds nickelés med
stort Held, 1897 paa Odéon: Allez, Messieurs!,
der haaner Duel-Uvæsenet, 1899 La mariée du
Touring Club og 1901 Lystspillet L’affaire
Mathieu. 1897 udgav han Anekdotesamlingen Contes
de Pantruche et d’ailleurs, 1899 den satiriske
Roman Mémoires d’un jeune homme rangé, 1901
Un mari pacifique. Ogsaa uden for Frankrig
har B. vundet Yndest med sine lette og kaade,
humoristisk underholdende Teaterstykker og
elskværdigt pudsige og spændende Romaner; til
disse sidste hører bl. a. Amants et voleurs (1905),
Secrets d’état (1909, paa Dansk »Statshemmeligheder«
ved Ellen Hørup-Nielsen, s. A.), samt
de paa Dansk ved Gustav Hetsch oversatte
»Mesterbokseren« og »Skriget i Natten« (1913).
Foruden en Mængde Enaktere kan anføres flg.
Helaftenslystspil: La sœur (1907), Triplepatte
(1908, Dagmarteatret), Les jumeaux de
Brighton (1908, »Tvillingerne fra Brighton«,
Dagmarteatret 1912), Le danseur inconnu (1910,
»Den ukendte Gæst«, oversat af Peter Nansen,
Dagmarteatret, s. A.), L’accord parfait (1912,
forfattet sammen med Michel Corday), Le petit
café (1912, »Den lille Kafé«, opført s. A. af
Folketeatret i Kbhvn), Les phares Soubigou (1913)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
