- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
78

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernstorff, Andreas Peter, Greve, dansk Statsminister, (1735-1797)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

havde før Gustaf III’s Statskup. En senere Tid
har betragtet disse Alliancer med Rusland som
ydmygende for Danmark; men dengang kunde
man med Rette pege hen paa, at Danmark i det
gottorpske Kongehus i Sverige havde en bitter
og hadefuld Fjende, der nødvendigvis maatte
gøres saa uskadelig som muligt, og i saa
Henseende var Rusland Danmarks naturlige
Forbundsfælle. B. delte disse Anskuelser og gik
derfor ind paa Traktaterne, idet Fordelen ved
dem stillede den Kendsgerning noget i Skygge,
at Rusland ved dem kunde bruge Danmark mod
Sverige. Denne Stilling til de to østlige Naboer
medførte imidlertid et køligt Forhold til
Frankrig, Sveriges gamle Ven, saa B. ogsaa af den
Grund maatte anse en god Forstaaelse med
England som en Grundbetingelse for Statens
Velfærd, der jo, som Forholdene dengang stillede
sig, i økonomisk Henseende beroede paa en
velvillig Stemning hos den eng. Regering. Denne
Stræben efter at bevare en venskabelig Holdning
over for England gaar derfor i den flg.
Tid som en rød Traad gennem B.’s Politik,
forudsat at Danmark-Norges Værdighed og virkelige
Interesser ikke derved led noget Skaar. At
han lige til sin Død vidste at hævde denne
Position, medens han samtidig holdt Staten uden
for Krigslarmen, opfyldte Samtiden med Beundring
og sikrede ham Rang mellem Datidens
betydeligste Statsmænd. Englands overmodige
Optræden paa Havet mødte B. med aarvaagen
og urokkelig Besindighed, og da han Septbr
1778 foreslog Rusland et Neutralitetsforbund,
var det kun for med Rusland som Støtte
gennem fredelige Forhandlinger at faa England til
at gaa ind paa de af ham opstillede Principper
for den neutrale Skibsfart, bl. a. at frit Skib
gør fri Ladning, og at Blokade skal være
effektiv for at være gyldig. Regeringen i Petrograd
gik ikke ind paa B.’s Forslag; men en Tilnærmelse
fra Sveriges Side i samme Øjemed afviste
B. af Frygt for at støde England, og da
Rusland senere genoptog Forslaget, men
saaledes, at Neutralitetsforbundet skulde omfatte
alle neutrale Stater, gik B. kun nødig ind derpaa,
skønt Grundsætningerne var de samme som
i hans eget Forslag af 1778, idet han frygtede
for, at det ved at omfatte alle neutrale Stater
vilde vække Forbitrelse i England. Inden
Danmark tiltraadte Neutralitetsforbundet (9. Juli
1780), havde B. imidlertid for dog i alle Tilfælde
at komme overens med England om et af
de vigtigste Stridspunkter (Begrebet Kontrabande)
afsluttet en Traktat med England (4.
Juli); dette opfattedes i Rusland urigtigt som
et Bevis paa B.’s Upaalidelighed, og Følgen
heraf var, at B. maatte nedlægge sit Embede
(13. Novbr 1780), hvortil vel ogsaa B.’s
Uenighed med Guldberg i fl. Retninger bidrog. Den
afskedigede Minister drog til sine Godser i
Holsten og Mecklenburg og vendte først tilbage
efter Regeringsforandringen 1784, som B. ikke var
fremmed for, idet den unge Kronprins tyede
til ham om Raad. Fra Apr. 1784 til sin Død
beklædte B. nu atter sine gl. Embeder, og i denne
Tid maa han betragtes som den egl. Styrer af
den dansk-norske Stat. Hvad Forholdet til
Udlandet angaar, holdt B. fast ved det anslaaede
Spor, at bevare Danmarks Neutralitet, og dette
lykkedes ham paa en kort Afbrydelse nær, skønt
de to Grundfaktorer i hans Politik, Rusland og
England, en Tid kom til at staa i et Forhold
til hinanden, der var lidet heldigt for den
danske Stat; men da Sverige 1788 angreb Rusland,
blev Danmark, som Følge af Forbundstraktaten
1773, nødt til for en kort Tid at opgive sin
neutrale Stilling, og en dansk Hær, som B. søgte
at gøre saa lille som muligt, trængte fra Norge
ind i Sverige; men Preussens og Englands Trusler
gav B. en velkommen Anledning til at trække
sig ud af Striden (1789), saa Uvejret drev over.
Den samtidig udbrydende fr. Revolution
forøgede end mere de Vanskeligheder, hvormed B.
havde at kæmpe; men ogsaa her hævdede han
med Fasthed og Ro Ikke-Interventionsprincippet,
hvor lidet han end havde tilovers for
Tilstandene i Frankrig, og trods indre og ydre
Paavirkning, ja truende Demonstrationer fra russ.
Side, forlod han ikke sin Fredspolitik, som han
vidste at forsvare paa en saadan Maade, at hans
Statskunst vandt udelt Anerkendelse i Udlandet
som i Danmark-Norge. Da Sverige efter Gustaf
III’s Mord ligeledes ønskede at holde sig uden
for Krigen, medførte dette ganske naturlig en
Forandring i B.’s Politik over for dette Rige.
Frugten af den gensidige Tilnærmelse mellem
de to Nabostater var det bevæbnede
Neutralitetsforbund af 27. Marts 1794, der viste sig at
være af betydelig Nytte for de to Rigers Skibsfart
og Handel og gjorde B. populær som ingen
anden Mand i Danmark-Norge, medens man i
Sverige nærede nogen Mistillid til ham p. Gr. a.
hans yderst forsigtige Optræden over for
England, skønt B. klart nok udtalte, at Danmark
nu intet hellere ønskede end at leve i et
oprigtigt Venskab med Sverige. Denne B.’s overlegne
Dygtighed som Udenrigsminister maatte selvfølgelig
ogsaa i indre Anliggender give hans
Stemme Vægt i Statsraadet, hvor han blev den
ledende Aand, trods Kronprinsens
Enevoldstilbøjeligheder. Man tillagde, og med Rette, hans
Indflydelse en stor Del af Æren for Landboreformens
hurtige Gennemførelse, han arbejdede for
Livegenskabets Ophævelse i Hertugdømmerne,
der paafulgte nogle Aar efter hans
Død (1804), og man saa i hans humane og
liberale Principper det bedste Værn for Trykkefriheden,
som man dengang havde den, ligesom
det ogsaa var vel bekendt, at han, der godt
kunde Dansk, med stor Kærlighed omfattede
Danmark, skønt hans Dannelse var tysk-fransk
og hans Omgangskreds hovedsagelig tysk. Intet
Under derfor, at hele Nationen saa op til B.
med Ærefrygt og Taknemmelighed, og at hans
Død vakte alm. Sorg, en Stemning, der gav sig
Udtryk paa en gribende Maade ved hans Jordefærd.
B., der var blevet Greve sammen med sin
Farbroder (1767), var to Gange gift, første Gang
med Henriette Frederikke Stolberg (d. 1787),
anden Gang med Augusta Louise Stolberg,
Søstre til Christian og Frederik Leopold Stolberg
(s. d.). I første Ægteskab havde han tre Døtre
og seks Sønner, af hvilke Christian Günther
B. og Joachim Frederik B. nævnes ndf. (Litt.:
E. Holm, »Danmark-Norges Historie
1720—1814«, III. ff.; A. Friis, »B.’erne og Danmark«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:53 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0090.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free