Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernstorff, Johan Hartvig Ernst, Greve, dansk Statsminister, (1712-1772)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og han forblev nu i Tyskland til 1744, da han
bjev Gesandt i Paris. De Aar, han tilbragte i
Tyskland, var efter hans eget Udsagn
overordentlig vigtige for hans Uddannelse som
Diplomat, hvad der let forstaas, naar man ser
hen til disse Aars bevægede politiske Historie.
I Paris udfyldte han sin Plads med udmærket
Duelighed og knyttede, ikke mindst ved sine
overordentlig vindende personlige Egenskaber,
Forbindelser, der senere kom ham selv og
Danmark til god Nytte. I Frankrigs Hovedstad
virkede han til 1750, da han p. Gr. a. Schulin’s
Sygdom blev hjemkaldt, idet man ønskede at
overdrage ham, der som faa andre kendte hele
Datidens politiske Spil, den udenrigske Styrelse.
Efteraaret 1751 blev han da Udenrigsminister
og Oversekretær i det tyske Kancelli, ligesom
han blev Medlem af Konseillet. 1752 blev han
endvidere Deputeret i General-, Landøkonomi-
og Kommercekollegiet, hvoraf han udtraadte 1767.
1766 blev B. Direktør for Øresund Toldkammer.
I disse Aar indtil 1770, da han afskedigedes fra
sine Embeder, var det, at B. erhvervede sig
et Navn som en af Europas betydeligste Statsmænd.
Da B. tiltraadte sit Ministerium, stod
Forholdet til Gottorp’erne som en truende Fare
for Danmark-Norge, og det maatte blive B.’s
nærmeste og væsentligste Opgave at bringe
denne Sag ud af Verden, hvad han ogsaa
arbejdede paa hele sin Tid med en utrættelig
Udholdenhed, der til sidst skulde føre til
Maalet. Den yngre Gren af det gottorp’ske Hus
var man kommet overens med ved Mageskiftetraktaten
af 1750 med den sv. Tronfølger Adolf
Frederik, hvorimod Karl Peter Ulrik, den russ.
Tronfølger og Chef for den ældre Linie af Huset
Gottorp, ikke var til at bevæge til Forlig. Det
maatte derfor være Genstand for B.’s Stræben,
som det havde været for hans Forgænger, at
hidføre et godt Forhold til Sverige som en
Modvægt mod Rusland, men samtidig krævede
Danmark-Norges Interesser efter B.’s Mening, at
Sverige ikke fik en stærk og uafhængig Kongemagt,
da de sv. Gottorp’ere ikke var til at stole paa.
B.’s Planer m. H. t. Sverige besværliggjordes
imidlertid i høj Grad ved de alm. europ.
Forhold; særlig Syvaarskrigen stillede ham de
vanskeligste Opgaver, til hvis Løsning en
fuldendt diplomatisk Kunst var nødvendig; men
B.’s Mesterskab i saa Henseende viser sig her
i sin fulde Glans, og det lykkedes ham virkelig
at holde Staten uden for Krigen, skønt den
samtidige Kolonialkrig mellem England og
Frankrig, med hvilket Land B. 1754 havde sluttet
en Alliancetraktat, kunde blive højst skæbnesvanger
for den danske Søfart. For at sikre den
dansk-norske Skibsfart gik B. vel ind paa et
Forslag fra Sverige om et væbnet Neutralitetsforbund;
men han sørgede forsigtig for, at
Sætningen »Frit Skib giver fri Ladning« ikke kom
ind i Traktaten, der blev afsluttet 12. Juli 1756,
da England, efter hvad han med Sikkerhed
vidste, ikke vilde gaa ind herpaa. At holde
Danmark uden for Landkrigen var en ikke mindre
vanskelig Sag, da de kæmpende Hære kom i
betænkelig Nærhed af Statens Grænser.
Hamburg og Lübeck fik han sikrede mod Krigsfaren,
og da Marechal d’Estrées havde slaaet Hertugen
af Cumberland ved Hastenbeck 26. Juli 1757,
optraadte B. som Mægler og tilvejebragte i
Kloster-Zeven (en Flække i Hannover) en Konvention
(10. Septbr.) mellem de to krigsførende Parter,
der imidlertid blev uden Følger ligesom B.’s
andre Forsøg paa at mægle mellem England og
Frankrig. Derimod lykkedes det B. ved en
behændig Benyttelse af Forholdene ved en
Traktat med Frankrig (4. Maj 1758) at faa denne
Magts Tilsagn om Hjælp ved en eventuel
Underhandling om et Mageskifte med den
gottorpske Hertug og russiske Tronfølger Karl Peter
Ulrik, en Traktat, der blev tiltraadt af Østerrig
(1. Novbr s. A.) og Rusland (21. Marts 1760);
dette hindrede imidlertid ikke de to sidste
Magter i at slutte en hemmelig Traktat (1. Apr.
1760), hvorved Østerrig tilbagetog sin Garanti
(af 1732) for Danmarks Besiddelse af hele
Slesvig og lovede sin Hjælp til Sikringen af alle det
holsten-gottorpske Hus’ Rettigheder, ligesom
Rusland ved en Overenskomst af samme Dato
fik Tilsagn om Østpreussen, hvis Krigen fik en
heldig Udgang. Disse Forhandlinger forekom B.
saa farlige for Danmarks Interesser, at han var
nær ved at forlade sin neutrale Stilling til
Fordel for Preussen. Heldigvis opgav Rusland sine
Planer, og hele Sagen svandt hen; men kort Tid
efter døde Kejserinde Elisabeth (5. Jan. 1762),
Karl Peter Ulrik blev russ. Kejser, og nu syntes
Faren uafvendelig for Danmark. B. søgte ved
Underhandlinger at afvende Uvejret; men Peter
III vilde have Hævn, og da Hjælp ikke kunde
ventes nogetsteds fra, maatte Danmark ved egen
Kraft ride Stormen af. Her viste B., den smidige
Diplomat, sig som en Mand af fast og modig
Karakter, idet han med urokkelig Bestemthed
hævdede Slesvigs Bevarelse som en Livssag
for den danske Nation og uden Vaklen mødte
den mægtige Modstander i aaben Mark.
Udrustninger blev drevet i stor Stil, og den danske
Hær stod alt i Mecklenburg lige over for den
russ., da Peter III 8. Juli 1762 blev styrtet fra
Tronen af sin Gemalinde Katharina (II), der
straks efter sin Tronbestigelse gav Ordre til at
standse Krigen. B. tog nu med fornyet Iver
fat paa at faa et Mageskifte bragt i Stand
mellem Katharina’s Søn, Storfyrst Poul, og den
danske Krone; men det viste sig snart, at
Kejserindens Stemning mod Danmark var af en
højst ustadig Art, i Reglen fjendtlig, saa det fl.
Gange trak op til et Brud, og der skulde gaa fl.
Aar hen, inden det lykkedes B., der med
største Opmærksomhed iagttog Tilstande og
 |
| J. H. E. Bernstorff. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
