Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berry, Charles Ferdinand, Hertug af, Karl X's anden Søn, (1778-1820) - Berryer, Pierre Ant., fr. Politiker og Sagfører, (1790-1868)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frugtesløse Planer til at genoprette Bourbon’ernes
Herredømme i Frankrig. B. ægtede 1812 Miss
Amy Brown, med hvem han havde to Døtre,
men forlod hende 1815 (Børnene godkendtes
senere som Grevinder af Issoudun). Han kom
først tilbage til Frankrig Apr. 1814, da Paris
allerede havde overgivet sig. Marts 1815 fik han
Overbefalingen over Hæren ved Paris; men
Tropperne forlod ham snart, og han drog da
til Gent, hvor Ludvig XVIII opholdt sig. Han
interesserede sig meget for Hærvæsenet og var
personlig kæk og højsindet; men hans bydende
Væsen og især Mindet om, at han saa længe
havde baaret Vaaben mod Frankrig, stødte de
gamle Officerer fra ham og gjorde ham ilde lidt
i Hæren. Da han var den eneste Prins af den
egl. bourbonske Linie, af hvis Ægteskab man
kunde vente en Tronarving, besluttede en
republikansk Fanatiker, Sadelmagersvenden Louvel,
at rydde ham af Vejen, og da Hertugen 13. Febr
1820 forlod Operahuset, stødte Louvel ham en
Dolk i Brystet. Han døde faa Timer efter; paa
Dødslejet bad han om Naade for sin Morder.
Hans Ægtefælle, Caroline Ferd. Louise,
kaldet Marie Caroline, Hertuginde af B.,
f. 5. Novbr 1798 i Neapel, d. 16. Apr. 1870 i
Brunnsee i Steiermark, Datter af Kong Frants
I, blev gift 17. Juni 1816 og blev ved sin
Munterhed og Forlystelsessyge Sjælen i det fr.
Hofliv. 1819 blev hun Moder til Louise Marie
Theresia, som 1845 ægtede Hertug Karl III af Parma
og døde 1864, og 29. Septbr 1820, altsaa 7 1/2
Maaned efter sin Ægtefælles Død, fødte hun
Sønnen Henri, Hertug af Bordeaux, senere
Greve af Chambord. Idet hun saaledes opfyldte
Legitimisternes Forhaabninger, blev hun ogsaa
Kongehusets mest yndede Medlem. Da Julirevolutionen
udbrød 1830, raadede hun til en kraftig
Optræden, men tilbød ogsaa selv at drage til
Paris i det sikre Haab derved at kunne dæmpe
Stormen. Hun fulgte Kongehuset paa Flugten til
England, men fattede her den eventyrlige Plan
at genvinde den tabte Krone for sin Søn og
udvirkede hos Karl X Udnævnelse til Regentinde
(27. Jan. 1831). Hun knyttede Forbindelse med
Legitimisterne i Frankrig og regnede desuden
paa Hjælp fra de fremmede Magter. Juni 1831
rejste hun til Italien, men fandt kun virkeligt
Tilhold hos Hertugen af Modena, Frants IV. 29.
Apr. 1832 landede hun ved Marseille; men
Forsøget paa en Rejsning kvaltes her i Fødslen,
og med nogle faa Ledsagere rejste hun
forklædt gennem Frankrig til Vendée, hvor hun
1828 havde mødt en begejstret Hylding, og hvor
hun ventede, at hele Folket straks vilde væbne
sig for hendes Sag. Fra Slottet Plassac
udsendte hun et Opraab; men hendes
Forventninger skuffedes snart. Den talrige Hær af
Soldater og Nationalgardister, som Regeringen
havde opbudt, fik hurtig Bugt med de smaa
Flokke af legitimistiske Bønder, og hun maatte
paa ny forklædt flygte til Nantes, hvor hun holdt
sig skjult i 5 Maaneder. Da blev hendes Skjulested
forraadt, og 8. Novbr førtes hun som Fange
til Slottet Blaye. Her afgav hun 22. Febr 1833
den overraskende Erklæring, at hun i Rom 1831
hemmelig havde ægtet en neapolitansk
Adelsmand, Marchese Lucchesi Palli (f. 1808), og nu
var frugtsommelig. Ved denne Skandale brast
hele det Trylleskær, som havde omgivet hende,
og hun selv blev uskadelig, især da hendes
Erklæring sikkert var opdigtet, og Forbindelsen
med Lucchesi Palli først aftaltes under hendes
Fangenskab. En Maaned efter, at hun (10. Maj)
havde født en Datter, sendtes hun af den fr.
Regering til Søs til Sicilien, hvor hun mødte
Lucchesi Palli, medens Karl X i sin Forbitrelse
fratog hende ikke alene Regentskabet, men
ogsaa Formynderskabet over hendes to ældre
Børn. Først længe efter opnaaede hun Forsoning.
Senere levede hun i Venedig med sin ny
Ægtefælle, der blev Hertug della Grazia og døde
1864; hun fik 3 Døtre og en Søn (f. 1840). (Litt.:
Imbert de Saint Armand, La duchesse
de Berry et la revolution de la Vendée [Paris
1889]; samme, La captivité de la duchesse de
Berry [1890]; Thirria, La duchesse de Berry
[Paris 1900]).
E. E.
Berryer [bæ↱rie], Pierre Ant., fr. Politiker
og Sagfører, f. 4. Jan. 1790 i Paris, d. 29. Novbr
1868. B. var Søn af en anset Advokat, ønskede i
sin Ungdom at blive Præst, men fulgte Faderens
Kald og blev 1811 Advokat. Et Aar før havde
han paa Vers hyldet Napoleon’s andet Ægteskab;
men fra 1812 var han ivrig Tilhænger af
Bourbon’erne. 1815 indtraadte han bl. de kgl.
Frivillige og drog med til Gent, men overtog
senere, tillige med sin Fader, Forsvaret for
Marskal Ney og førte alene Forsvaret for
Generalerne Cambronne og Débelle, fordi »det ikke
var en Konges Sag at samle de Saarede op paa
Valpladsen og føre dem til Retterstedet«. Han
opnaaede Cambronne’s Frikendelse og senere
Débelle’s Benaadning; men hans dristige Taler
havde nær kostet ham hans Stilling. Senere
førte han andre politiske Sager og fl. vigtige
Pressesager, saaledes for Lamennais 1826; han
udmærkede sig desuden ved sin Skarpsindighed
i de mest indviklede Forretningssager og viste
sig endelig som en ivrig Hævder af politisk
Frihed ved Siden af sin Kærlighed til det
bourbonske Kongehus og den kat. Kirke. 1830
valgtes B. til Medlem af Deputeretkamret og talte
første Gang, 9. Marts, imod de 221 Oppositionsmænds
Adresse, idet han vakte alm. Beundring
ved sin Veltalenhed. Efter Julirevolutionen vilde
han ikke, som de fleste andre Legitimister,
opgive det politiske Liv; han aflagde endog Ed til
Ludvig Filip, om end med Forbehold, og
vedblev at hævde Legitimismens Ret over for det ny
Kongedømme, medens han samtidig kæmpede
for Udvidelse af Valgretten og af Pressefriheden,
samt for Kommunalraadenes Ret til at vælge
deres Mairer. Da Hertuginden af Berry 1832 søgte
at rejse Opstand i Vendée, rejste B. derhen for
at overtale hende til at opgive dette taabelige
Forsæt; paa Tilbagevejen blev han opsnappet
og holdt 4 Maaneder i Fængsel, men frifundet
af Nævningerne. I de flg. Aar var B. fl. Gange
Forsvarer for politisk Anklagede, saaledes for
Legitimisten Chateaubriand 1833, for
Republikanerne A. de Puyraveau og V. d’Argenson
1834, samt for Prins Louis Napoleon 1840, idet han
med Styrke gjorde gældende, at Julirevolutionen
havde sat Folkets Suverænitet over Kongens, og
at Regeringen maatte underkaste sig Følgerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
