Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bevis i jur. (processuel) Forstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ell. ved Dommerens egen umiddelbare Iagttagelse
oplyses (factum probatum), ikke er selve
det Faktum, der skal bevises, ej heller noget,
hvorfra der med fuld Sikkerhed kan sluttes til
det, der skal bevises, men derimod kun noget,
hvorfra man efter alm. Erfaring med større
ell. mindre Rimelighed kan slutte sig til det,
der skal bevises (factum probandum). Et B. af
denne Art kaldes et indirekte B. ell. Indiciebevis.
Den Omstændighed, at en Mand f. Eks.
har truet en anden med at tilføje ham en ell.
anden Skade, er, naar han bagefter foretager
en saadan skadegørende Handling, et Indicium
for, at han har foretaget den med Forsæt; det
at en Mand findes i Besiddelse af Genstande,
der tilhører en anden, uden at kunne gøre
mindste Rede for, hvordan han har faaet dem,
er et Indicium for, at han er kommet i Besiddelse
af dem paa ulovlig Maade, o. s. fr. I begge
Tilfælde er Sandsynligheden for Slutningens
Rigtighed stor, og den vil vokse i samme Grad,
som der er andre Omstændigheder, der peger
i samme Retning, men der er ingen absolut
Sikkerhed.
Det vil ses, at den Garanti, hvorpaa det jur.
B. maa bygges, har en dobbelt Karakter,
moralsk og logisk. Om en moralsk Garanti
taler man i Relation til de Grunde, man har til
at tro paa, at en Person, hvis skriftlige ell.
mundtlige Udsagn benyttes som B., ikke blot
er i Stand til at opfatte, huske og gengive
rigtigt, men ogsaa netop ønsker at tale Sandhed
og ikke at sige mere, end han kan staa ved.
Garantiens Styrkegrad beror selvfølgelig paa
mange forsk. Ting: det alm. moralske Niveau
i det Samfund, hvori han lever, ell. de Kredse,
hvori han særlig færdes, Vedkommendes egen
Karakter og Anskuelser, Arten af hans Interesse
i det udsagte, de Forhold og den Form, hvorunder
Erklæringen afgives etc., og kan variere
fra overordentlig stor til overordentlig ringe.
Den søges af stivet af Straffeloven gennem dennes
mere ell. mindre strenge Straffe for Mened
og falsk Forklaring for Retten, for Bestikkelse
af Vidner, Udstedelse af urigtige Attester,
Dokumentfalsk etc. Om logisk Garanti taler
man i Relation til den indbyrdes Overensstemmelse
mellem de forsk. Bevisdata og til Sikkerheden
af de dragne Slutninger. Ogsaa denne
Garanti kan variere fra noget svagt og
problematisk til noget stærkt og overbevisende. Efter
Bevisførelsens forskellige Art vil snart den ene,
snart den anden af disse Garantier være den
mest fremtrædende; men i Reglen vil der ved
enhver Bevisførelse være Spørgsmaal om dem
begge, snart saaledes, at de gensidig bestyrker
hinanden, snart saaledes, at hver støtter sin
Del af B. Saaledes vil der selv ved det enkelte
Vidnes Udsagn, taget for sig, foruden den
moralske Garanti ogsaa kunne være den logiske
Garanti, der ligger deri, at de forsk. Dele af
Udsagnet er i god indre Overensstemmelse. Og
selv hvor B. udelukkende er et Indiciebevis,
vil dog gerne eet ell. fl. af de Fakta, hvorfra
der sluttes, være beviste gennem mundtligt ell.
skriftligt Udsagn og saaledes Spørgsmaalet om
den moralske Garanti komme frem.
Hvis man nu i Retsplejen vilde fastholde, at
der til fuldt B. krævedes et B., der holdt
sig fuldstændig fri for begge de to ovenangivne
Usikkerhedsmomenter (ɔ: den mulige
Upaalidelighed af skriftlige ell. mundtlige Udsagn og
den mulige Urigtighed af Sandsynlighedsslutninger),
vilde dette betyde det samme som, at
man i de 99 af 100 Tilfælde udelukkede den
Krænkede fra at komme til sin Ret saavel som
Samfundet fra at straffe Forbryderen. Der kan
derfor heller ikke være Tvivl om, at der til
fuldstændigt B. i jur. Forstand kun kan kræves
en vis høj Grad af Sandsynlighed. Men ved
Bestemmelsen af, hvad der kræves til en
saadan, er Lovgiverne gaaede forskellige Veje,
idet der undertiden opstilles bestemte Regler
om, at visse Bevismidler overhovedet ikke maa
anvendes, og bestemte Regler om de forsk.
Bevismidlers Vægt (den lovbundne Bevisteori),
medens der til andre Tider ell. paa
andre Steder er givet frit Spil og kun kræves,
at der tilvejebringes et saadant B., som i det
enkelte Tilfælde kan overbevise Dommeren saa
vidt, at han tør bygge sin Dom derpaa (den
fri Bevisteori).
I Romerretten antages en fuldkommen fri
Bevisteori at have hersket. — I den tidlige
Middelalders Retstrætter kan overhovedet vanskelig
tales om Bevisførelse i materiel Forstand.
Loven bestemte nemlig i Henhold til almindelige
Præsumptioner, hvilken af Parterne Bevisretten
tilkom; Bevismidlerne var navnlig
Tingsmændenes eget Vidnesbyrd (idet vigtige
Retshandler afsluttedes paa Tinge), Ed (af Parten
og Mededsmænd) ell. efter Omstændighederne
Jernbyrd ell. Tvekamp, og Modbevis var
udelukket. Først senere kommer det alm.
Vidnebevis frem paa ny; men baade Anvendelsen og
Bedømmelsen saavel af dette som af andre til
Tilvejebringelse af virkeligt materielt B. egnede
Bevismidler underkastes, særlig under Indflydelse
af pseudo-rom. og kanonisk Ret en Række
begrænsende Bestemmelser. Mange af disse
genfindes endnu i Chr. V’s Danske Lov (1683),
Chr. V’s Norske Lov (1687) og Sveriges
Rigsbalk (1734) og er særlig for Danmarks og
Sveriges Vedk. bevarede til den Dag i Dag, dog
at der for Danmarks Vedk. er gjort et vigtigt
Skridt i Retning af deri fri Bevisteori ved Frd.
8. September 1841, der bl. a. indfører Begrebet
»til Dels lovfaste Vidner«. For Norges Vedk.
har Retsbrugen indført den fri Bevisteori, om
end de ældre Bevisregler ikke i enhver
Henseende kan siges at have tabt al Bet.
Straffeprocesloven af 1887 udtaler udtrykkelig Reglen
om den fri Bevisdømmelse, men indeholder dog
visse Restriktioner i Henseende til de
Bevismidler, der tillades benyttede. Af de i dansk
Ret stadig gældende Regler, hvorved
Bevisbedømmelsen bindes, er flg. de vigtigste:
Der kræves til et fuldstændigt Vidnebevis
to lovfaste Vidner (ell. et større Antal til Dels
lovfaste) og opstilles i Forbindelse hermed
bestemte Regler for, hvilke Vidner der er at
anse som ulovfaste. Dette vil altsaa sige, at
naar to lovfaste Vidner afgiver en overensstemmende
Forklaring om samme Forhold, og deres
Udsagn ikke svækkes ved noget Modbevis, er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
