Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beviskendelse - Bevissteder (dicta, probantia s. classica; loci classici; sedes doctrinaruni) - Bevisteori, se Bevis - Bevogtning, Jernbanernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorledes et vist Punkt skal bevises, hvem
Bevisbyrden paahviler, ell. hvorvidt et ført Bevis
er tilstrækkeligt. I nugældende dansk Proces
kendes B. i den her angivne Forstand kun ved
Sø- og Handelsretten.
E. T.
Bevissteder (dicta probantia s. classica; loci
classici; sedes doctrinarum), Steder, anførte til
Begrundelse af en Paastand ell. Lære og
hentede fra Skr. der nyder ubetinget Autoritet.
Bevisteori, se Bevis.
Bevogtning, Jernbanernes, betyder
almindeligvis det af Hensyn til Toggangenes Sikkerhed
fornødne regelmæssige Tilsyn med en Banelinie,
altsaa med Banelegemets Tilstand, Sporet,
Indhegningen o. s. v. Ordet bruges ogsaa i en mere
omfattende Bet. og betegner da tillige Tilsynet
med Signal- og Sikringsanlæggene.
I den daglige Jernbanedrift fordres det
naturligvis først og fremmest, at Banen er i
Orden, naar Togene kommer. Hertil kræves, at
Sporet og dets Underbygning er i saadan Stand,
at Strækningen kan befares med den største for
den tilladte Hastighed. Paa Baner med bevogtede
Overkørsler kræves tillige, at Overkørslerne
er afspærrede ved Togtid, altsaa at Leddene
og Bommene er lukkede, medens man ved
Baner uden Bevogtning lader Sikkerheden paa
dette Punkt bero paa Lokomotivførerens og de
Vejfarendes Paapasselighed. — En Banes Drift
nødvendiggør imidlertid stadige Istandsættelser
af Sporet og dets Underbygning, eventuelt
Forstærkninger af disse, og Vejfærdslens Krav har
til Følge, at Overkørslerne til Tider staar
aabne. Strækningen kan derfor ikke siges altid at
være »i Orden«, og for Driften bliver der her
en Vanskelighed at overvinde. Der foreligger i
Historien to ganske modsatte Løsninger af den
stillede Opgave.
I England har man dog ikke følt Spørgsmaalet
som et Problem. Man naaede her til en
Ordning ad den naturlige Udviklings Vej. Fra
først af brugte man ingen særlige
Sikkerhedsforanstaltninger, men stolede paa
Lokomotivførerens Udkig. De fornødne Istandsættelser
udførtes mellem Togene og der var rigelig Tid.
Men eftersom Trafikkken voksede, og Togenes
Kørehastighed forøgedes, blev den opr. Praksis
at regne for mindre forsvarlig. Man lod da
Liniemandskabet give Signal til Togene, »Stop«,
hvor Linien var ufarbar, og »Kør langsomt«,
hvor Stedet dog kunde passeres med
Forsigtighed. Og denne simple Ordning er i det
væsentlige opretholdt den Dag i Dag. Den hviler
paa Forestillingen om, at »Sporet i Orden« er
Grundtilstanden, og indeholder som Princip, at
kun Undtagelsestilfældene skal signaliseres.
I Tyskland kunde man ikke affinde sig saa
let med Spørgsmaalet. Man stillede sig paa
Tvivlerens Standpunkt og vilde i hvert enkelt
Tilfælde have Bekræftelse paa, at Sporet
virkelig var i Orden. Sagen var, at i England lagde
man sine Banelinier ude af Plan med Vejene,
som førtes enten over ell. under. Niveauoverskæringer
er her kun anvendt ved lidet befærdede
Veje, og ved disse Overkørsler bliver Vejene
normalt afspærrede, saaledes at der aabnes for
hver enkelt Vejfarende, naar Passage kan
tillades. I Tyskland havde man derimod af
Bekostningshensyn ført en urimelig Mængde Veje
over i Skinnehøjde, og de tyske Vejskæringer
bliver normalt holdt aabne. P. Gr. a. Færdslen
paa disse maatte det siges, at Linien i Alm.
ikke var fri. Først naar Ledene blev lukkede
og Strækningen saaledes afspærret, var den
farbar for Togene. Derfor oprettede man langs
de tyske Banelinier en Række signaliserende
Banevogterposter. Naar et Tog kunde
ventes, synede Banevogterne hver deres
Strækningsstykke og gav, alt efter de foreliggende
Forhold, et af de tre Signaler: »Banen i
Orden«, »Forsigtig Kørsel« ell. »Stop«. De tyske
Vogterposter laa i Alm. saa tæt, at der fra en
Post kunde ses til begge Naboposterne.
Signalerne blev der ogsaa hyppig benyttede som
en gennemgaaende optisk Telegraf. Følgen var
imidlertid, at Togene fik et Utal af Signaler
at aflæse under deres Fremkørsel. Og det kunde
ikke undgaas, at denne stadige Tegngivning
svækkede Sansen for Meldingernes Bet.
Fremkomsten af elektriske Apparater overflødiggjorde
efterhaanden den gennemgaaende
optiske Telegraf. Man kom da ind paa at tildele
Vogterposterne større og større
Strækningsstykker. I vore Dage er Princippet om de
signalgivende Vogterposter i Virkeligheden
forladt i Tyskland. Man har her antaget den eng.
Betragtningsmaade, at Sporet i Grundtilstanden
er i Orden. Der gives nu kun Signal — for
»Stop« ell. »Langsom Kørsel«, hvor dette ikke
er Tilfældet. I det tyske Riges Signalbog findes
ikke længere noget Vogtersignal for »Kør«.
I Danmark har baade den eng. og den tyske
Ordning været prøvet. De jyske Statsbaner
optog i sin Tid eng. Indretninger, medens de
private sjællandske Baner stod under stadig tysk
Indflydelse. Ved Sammenslutningen i 1880’erne
blev det jyske System det raadende, og
Princippet om, at Banen i Grundtilstanden er fri
har herefter ligget til Grund. Helt gennemført
er det dog ikke. Ved Statsbanernes bevogtede
Overkørsler gives endnu Haandsignal »Kør« som
Tegn, naar Vejen er afspærret.
Den principielle Tilslutning til den opr. eng.
Synsmaade, som er et ejendommeligt Træk ved
denne Side af det moderne Jernbanevæsen, kan
vel tydes som en stiltiende Anerkendelse af, at
Faren ved Niveauoverkørslerne i Praksis viser
sig at være mindre stor, end man skulde vente.
Men samtidig er det dog klart, at Faren
forøges med den stadig tættere og hurtigere
Trafik baade paa Banerne og Vejene. Og Sagen
bør derfor ses i Sammenhæng med Jernbanernes
systematiske Arbejde paa ved Broanlæg at
bringe de skærende Veje ud af Niveau med
Sporet, omend dette hovedsagelig skyldes de
praktiske Ulemper ved Planoverkørslerne og
de store Udgifter til Bevogtningen. Paa de
danske Statsbaners Budget findes saaledes en
staaende Bevilling til Tilvejebringelse af skinnefri
Vejforbindelser.
Et virksomt Baneeftersyn kræver, at Linierne
vandres igennem en ell. fl. Gange daglig. I
England er Strækningerne delt mellem en Række
Arbejdshold, der hver har Ansvar for sit
Liniestykke, og B. foretages her af disse. Det
samme er Tilfældet paa de danske Statsbaner. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
