- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
164

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bhaga (Sanskrit: »Lykke-Giveren«, ell. blot »Lykke«, ogsaa særlig »Elskov«) - Bhagalkhand, d. s. s. Bagalkhand - Bhagalpur, se Bagalpur - Bhagavadgita, »den Helliges Sang«, ind. Læredigt af religiøs-filos. Indhold

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Guder med B., saa at dette Ord synes paa Vej
til at blive et Fællesnavn; allerede i Ṛigveda
bruges Navnet B. om Savitar, og det iraniske
Navn bagha (Gud) bruges om Ahura Mazda (jfr
Slavisk bog »Gud«, men bogat »rig«, ubog
»fattig«). (Litt.: E. W. Hopkins, The Religions
of India
[London 1896]; A. A. Macdonell,
Vedic Mythology [Strassburg 1897]).
(S. S.). D. A.

Bhagalkhand, d. s. s. Bagalkhand.

Bhagalpur [eng. bå^ugə£pu.ə, bågə£pu.ə ell.
bägə£pu.ə], se Bagalpur.

Bhagavadgita, »den Helliges Sang«, ind.
Læredigt af religiøs-filos. Indhold, indføjet som en
Episode i Mahābhārata (VI 830—1532), sandsynligvis
den ældste dogmatiske Fremstilling,
vi har, ikke alene af Vishṇuismen, men af en
sekterisk Religion overhovedet. Det er
Bhāgavata’ernes hellige Skr., men samtidig en
Autoritet for alle nyere Sekter, i det mindste i
Hindustan og det nordlige Dekhan; mange lærer
det udenad, og Haandskrifternes Antal er
legio; i Indien tryktes det første Gang 1809
og optrykkes siden atter og atter og er overs.
paa talrige ny-indiske Sprog. Der er skrevet
fl. Kommentarer til det, bl. a. af Çankara (c.
800 e. Kr. [udg. i Kalkutta 1870]). Det blev
allerede overs. af Ch. Wilkins 1785 og er senere
hyppig udg. og overs. i næsten alle europ.
Sprog. Digtet har intet at gøre med Hovedindholdet
af Mahābhārata, men det er behændig
indflettet i Skildringen af den store Kamp, paa
det Punkt, hvor de to store Hære, Kuru’ernes
og Paṇḍu’ernes, staar opstillede til et Hovedslag.
Paṇḍusønnen Arjuna standser sin
Stridsvogn og tænker over Situationen, der vil
medføre, at han kommer i Kamp med Slægt og
Venner. Han hengiver sig til Grublen og
Fortvivlelse over den Synd, han derved vil begaa.
I sin Tvivl henvender han sig til Kṛishṇa (s. d.),
der her optræder som hans Vognstyrer, og
beder ham give ham Raad under denne Vaklen
mellem forskellige Pligter. Kṛishṇa svarer med
at indlede en længere Samtale, i hvilken han
udvikler et helt moralfilosofisk og religiøst
System: Man bør ikke tage Drab i Krig saa
højtidelig, thi Menneskets Sjæl er evig og
uforgængelig. Kun Legemet kan dræbes. Den
Kriger, som gør sin Pligt, kommer i Himlen. Under
Dialogens videre Udvikling aabenbarer Helten
Kṛishṇa sig mere og mere som den højeste
Gud (Vishṋu), hvis Inkarnation han er, og som
det er et Menneskes højeste Maal at opnaa
Samfund med gennem inderlig Hengivelse og
Kærlighed (bhakti). De filosofiske Grundtanker,
paa hvilke hele Fremstillingen bygger, er
væsentlig identiske med dem, som kendes fra
Upanishadernes Ātman-Lære og de allerede da
eksisterende filos. Systemer: Sānkhya-Yoga (og
Vedānta) (s. d.), hvis fælles Maal er gennem
Erkendelse at naa til »Befrielse« (Moksha
ell. Nirvāṇa), d. v. s. Befrielse fra
»Sjælevandringen« (ell. Kredsløbet, sansāra). Dette
Nirvāṇa, der er forsk. fra det buddhistiske,
lignes ved et Lys, som i fuldkommen Vindstille
ikke flakker, og det naas egl. kun af den, der
har vendt sig helt bort fra alt det jordiske og
i stadig Selvfordybelse nærmer sig til
Erkendelsen af det højeste Væsen. Her melder sig
nu straks en Modsigelse mellem Opfordringen
til at handle efter Pligtens Bud og den
fuldstændige Forsagelse og Opgiven af al Gerning,
men denne Modsigelse fjernes ved den
Betragtning, at Mennesket, saa længe det lever, altid
maa handle, hvilket med Nødvendighed
fremgaar af den Omstændighed, at al Materie bærer
i sig de tre Egenskaber (guṇa’er, s. d.),
hvoraf de forskellige Handlinger opstaar. Det,
der her er at gøre, er at handle saaledes, at
Handlingerne ikke faar Følger, d. v. s.
Gengældelse i kommende Tilværelser, og dette er
igen kun muligt, hvis Handlingen, i hvilken
man opfylder sin Pligt, udføres uden Ønske
ell Begær. Den 3-dobbelte Vej, man har at
følge, bliver derfor den pligtmæssige, begærfri
Handlens, Erkendelsens og Gudhengivenhedens
Vej; gennem den sidste naas i Virkeligheden
ogsaa den fuldkomne Erkendelse af Guds
Væsen og Indgaaen i Gud, hvorefter Sjælen tænkes
evig, levende videre i Samfund med ham.

Imidlertid viser der sig i Digtets Tankegang
en anden og vanskeligere Modsigelse, nemlig
snart Fremstillingen af Gud som rent personlig,
snart Betragtninger af samme Art som
Upanishadernes og Vedānta-Lærens Pantheisme (den
absolutte, upersonlige Verdenssjæl, og denne
Verden som Blændværk [māyā]). Dette er
dog ingenlunde udviklet saaledes, at man som
i Vedānta-Læren har at skelne mellem en
almindeligere (eksoterisk) Opfattelse af Guds
Væsen og en højere (esoterisk), der kun egner sig
for en mere fremskreden Erkendelse, men Side
om Side finder man Udtalelser, i hvilke Kṛishṇa
identificerer sig med Vishṋu (den personlige
Gud) og med Brahman (den upersonlige
Verdenssjæl). Dette tyder paa, at visse Dele af
Digtet er af senere Oprindelse. Tidligere antog
man alm., at Digtets Grundopfattelse var
panteistisk, men denne Anskuelse synes man nu
at være kommet noget bort fra; der er
tværtimod meget, som tyder paa, at Digtets egl.
Kerne var teistisk, og at de panteistiske
Partier er senere Tiders Tilføjelser, stammende
fra en Tendens efter at forene de forskellige
religiøse Retninger under Brahmanismen, hvis
Encyklopædi den hele Mahābhārata er. Men
netop ved denne Sammenblanding af gammelt
og nyt blev B. en Autoritet for alle mulige
filosofiske Skoler og religiøse Sekter i Indien
lige op til de nyeste Tider og de seneste
religiøse Fremtoninger. — B.’s Alder lader sig
vanskelig bestemme; Sandsynligheden taler for,
at det opr. Digt stammer fra c. 200 Aar f. Kr.
og den nuv. Redaktion fra fl. Aarh. efter vor
Tidsregning. — (Litt.: Tekstudgaver
[foruden Udgaverne af Mahābhārata] af A. W.
Schlegel [2. Udg., Bonn 1845] og Thomson
[Hertford 1855]; Tyske Oversættelser af Peiper
[Leipzig 1834], Lorinser [Breslau 1869] og især
Boxberger [Berlin 1870]; Kāshināth Trimbak
Telang
, B. translated into English
blank verse
; samme oversat paa engelsk
Prosa i Sacred Books of the East [Bd VIII,
Oxford 1882]; endnu betydningsfuldere er
Rich. Garbe, »Die B. aus dem Sanskrit
übersetzt, mit einer Einleitung über ihre

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:53 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0176.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free