Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bibel (gr. *tà biblía* *c: Bøgerne) er Navnet paa den kristne Kirkes hellige Skr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Højsangen, Ruth, Klagesangene, Prædikeren,
Ester, Daniel, Esra-Nehemja og Krønikebogen.
Naar Josefos (c. Apion. I, 8) o. fl. Kirkefædre
kun tæller 22 hellige Skr, er Ruth regnet til
Dommerne og Klagesangene sammen med
Jeremja; de 39 Skr i vor danske Oversættelse
fremkommer derved, at Samuels-, Konge- og
Krønikebogen samt Esra-Nehemja hver er
regnede for 2 og Tolvprofetbogen for 12; denne
Tælling og Skrifternes fra den hebr. Kanons
Ordning temmelig afvigende Rækkefølge
skyldes Indflydelse fra de alexandrinske Jøders gr.
Oversættelse.
B. Om Kanons Tilblivelse beretter
den jødiske Tradition (navnlig siden Elias
Levita, d. 1549), at den er et Værk af den
saakaldte »store Synagoge« paa Esra’s Tid. Dette
er imidlertid ganske uhistorisk; Kanon er
Resultatet af en lang Udvikling. Som det første
betydningsfulde Led i denne kan man betragte
den 2. Kg. 22 ff. skildrede Godkendelse af
Deuteronomium (5. Mosebog) 622 f. Kr.; det næste
er Esra’s højtidelige Oplæsning af Loven paa
den store Folkeforsamling i Jerusalem 444 ell.
efter den nyere Opfattelse først 432 (Neh. 8—10);
et Aarh. senere forudsætter de c. 300 affattede
Krønikebøger, at Loven har guddommelig
Autoritet. Profetkanonen maa have foreligget
væsentlig afsluttet før Aar 200; det bevidner den
ca. 190 skrivende Jesus Sirach (49, 10), og ellers
havde vel ogsaa den 167 offentliggjorte Daniel’s
Bog faaet sin Plads deri. En Samling
Hagiografer forudsætter c. 130 Sirach’s Sønnesøn;
dog har rimeligvis disses Antal endnu været
temmelig flydende. Vidnesbyrd om en egl.
Kanon foreligger først i 1. Aarh. e. Kr., dels i
de førnævnte Udsagn 4. Esr. 14, 45 og Josefos
c. Apion. I 8. og dels i den Maade, hvorpaa det
ny Test. hyppigt anfører »Skriften« som en
faststaaende Størrelse (Rom. 4, 3, Gal. 4, 30,
1. Pet., 2, 6. Joh., 10, 35 o. s. v.). Officiel
Stadfæstelse som Kanon fik de 24 Skr paa en
Forsamling af jød. Skriftlærde i Jamnia c. 90 e. Kr.
Hos de hellenistiske Jøder var Grænsen mellem
kanoniske og andre Bøger ikke saa skarp; i
deres gr. Oversættelse af det gl. Test. havde de
givet Plads for en hel Del Skr, som ikke fandtes
i den palæstinensiske Kanon. Den kristne
Kirke overtog Biblen i den gr. Form, men da
man senere lærte den hebr. Samling at kende,
blev man betænkelig ved de overskydende Skr;
disse saakaldte Apokryfer (s. d.) fik en
meget omstridt Stilling, indtil de i den rom.-kat.
Kirke paa Tridentiner-Koncilet 1546 og i
den gr.-kat. Kirke paa Synoden i Jerusalem
1672 fandt Anerkendelse som kanoniske. De
Reformerte forkaster dem helt, medens Luther
optog dem i sin Bibeloversættelse som »gode og
nyttige at læse«.
C. Sprog og Skrift. Hele det gl. Test. er
skrevet paa Hebraisk, undtagen Dan. 2, 4—7,
28 og Esr. 4, 8—6, 18, 7, 12—26, der er paa
Aramaisk. Som de fleste andre semitiske Sprog
har ogsaa det hebr. i sit Alfabet kun Konsonanter,
og dette gælder baade de opr. hebr.
(fønikiske) Skrifttegn og den aramaiske
Kvadratskrift, som man i de sidste førkristelige
Aarh. antog i Stedet. I Tiden efter den bab.
Udlændighed ophørte Hebraisk efterhaanden at
være et levende Sprog (paa Kristi Tid talte
Jøderne Aramaisk), og det blev derfor nødvendigt
paa forsk. Vis at antyde Vokalernes Udtale;
endelig i 7.—9. Aarh. e. Kr. indførte jød. Lærde,
de saakaldte Massoreter (af massora, Overlevering),
et fuldstændigt Vokalsystem, bestaaende
af Streger og Punkter over og under Linien; et
lgn. Accentuationssystem tjener som Interpunktion
og til Vejledning ved Tekstens højtidelige
Recitation i Synagogerne; selve Synagogeeksemplarerne
er dog endnu stadig uvokaliserede.
D. Teksten i de forsk. Haandskrifter,
hvoraf det ældste, der med Sikkerhed lader sig
datere, er en Profetkodeks fra 916, og det
første fuldstændige Eksemplar af det gl. Test. er
fra 1009, viser en paafaldende Ensartethed. I
andet efterkristelige Aarh., da Kanoniciteten
var fastslaaet, blev nemlig ogsaa en enkelt
bestemt Recension ophøjet til Normaltekst; alle
Varianter blev tilintetgjorte, og senere blev der
anvendt en uhyre Omhu paa Tekstens nøjagtige
Afskrivning. Før Normalteksten tilvejebragtes,
havde man imidlertid ikke taget det saa strengt,
hvad der kan ses ved en Sammenligning af
Tekster, der inden for det gl. Test. selv er
dobbelt overleverede, f. Eks. Ps. 18 = 1. Sm. 22; Jes.
36—39 = 2. Kg. 18, 13—20, 19; Jer. 52 = 2. Kg.
25. Man har her god Lejlighed til at iagttage
de alm. Afskriverfejl: Forveksling af Bogstaver,
der ligner hinanden, Udeladelser, Gentagelser
af det engang skrevne, forklarende Tilføjelser
o. s. v. Paa en Mængde Steder gengiver
Normalteksten sikkert ikke den opr. Læsemaade,
ja undertiden er den ligefrem meningsløs. Da
Haandskrifterne i saadanne Tilfælde — ud over
de faa Stykker, hvor vi har Dobbeltberetning
— p. Gr. a. deres Ensartethed ikke byder
nogen Hjælp til Fastsættelse af Tekstens opr.
Ordlyd, tyr man til de gl. Oversættelser; saafremt
disse heller ikke yder nogen Vejledning, maa
man hjælpe sig med mere ell. mindre
sandsynlige Formodninger (Konjekturalkritik).
E. Af Oversættelserne har i tekstkritisk
Henseende den alexandrinske, den saakaldte
Septuaginta (LXX) størst Bet.; for Lovens
Vedk. er den rimeligvis udført c. 250 f. Kr.,
og de andre Bøger er oversatte lidt efter lidt
i Tidsrummet inden 130; den repræsenterer
altsaa en Recension, der ligger betydeligt forud for
den hebr. Normaltekst, og i mange Tilfælde
byder den ogsaa bedre Læsemaader end denne.
Septuaginta blev den Form, hvori Oldkirken overtog
det gl. Test., og den blev derfor atter oversat
paa forsk. andre Sprog; disse Døtreoversættelser
har nu Bet. for Rekonstruktion af den opr.
Septuagintatekst, særlig den gl. lat., den
saakaldte Itala fra 2. Aarh. e. Kr.; mindre
derimod de koptiske, ætiopiske, got. og armeniske
Oversættelser fra 3.—5. Aarh. De senere gr.
Gengivelser af den hebr. Grundtekst ved Aquila
(c. 100 e. Kr.), Theodotion og Symmachus (begge
fra 2. Aarh.) har ringere Bet. Værdifulde er
derimod de frie aramaiske Oversættelser, de
saakaldte Targumer, af hvilke den bab. stammer
fra 2. Aarh., medens den jerusalemske er
noget yngre; og endelig kommer ogsaa Vulgata,
Hieronymus’ lat. Oversættelse efter Grundteksten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
