Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bibel (gr. *tà biblía* *c: Bøgerne) er Navnet paa den kristne Kirkes hellige Skr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
C. Sprog. Paa Jesu Tid talte Jøderne i
Palæstina Aramaisk, og Jesus selv benyttede
ogsaa dette Sprog; der er derfor en vis
Sandsynlighed for, at aramaiske Samlinger af
Jesusord kan være blevne benyttede af Evangelisterne
(se Matthæus). I den Form, hvori vi
har de nytestamentlige Skr, er de imidlertid
alle opr. skrevne paa Græsk, nærmere bestemt
paa det saakaldte hellenistiske Græsk ell.
Koine, den Fællesform, hvortil de forsk. gr.
Dialekter i Tiden efter Alexander den Store’s
Erobringer efterhaanden havde udviklet sig.
Paa den nytestamentlige Sprogform har
desuden den gr. Oversættelse af den hebr. Bibel
øvet en meget betydelig Indflydelse.
Fremstillingsformen staar i det hele og store
Folkesproget betydeligt nærmere end Datidens
fornemme Litteratursprog, om der end er en ret
betydelig Forskel mellem de enkelte
nytestamentlige Forfattere; daarligst er Sproget i Joh.
Aabenb., bedst i Lukas-Skrifterne og Hebr.
D. Tekstoverlevering. De ældste
Haandskrifter, vi har bevarede, stammer fra
4. Aarh.; de er skrevne paa Pergament og i
Bogform; de nytestamentlige Forf. derimod
skrev paa Papyrusruller, men dette skrøbelige
Materiale har ikke kunnet modstaa Tidens
Tand; kun fra Ægyptens tørre Jordbund har
man fremdraget Papyrusfragmenter; men de,
som indeholder Stykker af det ny Test., er alle
uden større tekstkritisk Bet.; fra 8. Aarh.
kommer ogsaa Papir i Brug. Efter Skrifttegnenes
Form skelnes mellem Majuskel- ell.
Uncialhaandskrifter (med »store« Bogstaver) og
Minuskel- ell. Kursivhaandskrifter (med »smaa«,
indbyrdes forbundne Bogstaver); i 9. og 10.
Aarh. forekommer begge Skriftarter jævnsides,
før derimod kun Majuskler, senere Minuskler;
til langt ned i Middelalderen skrev man uden
Adskillelse mellem de enkelte Ord. Kun faa
Haandskrifter bringer det ny Test. fuldstændigt;
i Reglen indeholder de kun større ell. mindre
Dele deraf; Antallet af de hidtil kendte beløber
sig til omtr. 4000, deraf 161 Majuskelkodices.
Den gængse Benævnelse af Haandskrifterne
stammer fra Wettstein; Majuskler betegnes
derefter med store Bogstaver af det lat.,
gr. og hebr. Alfabet, Minusklerne derimod med
Tal. Dette System har imidlertid mange
Mangler, og i allernyeste Tid har v. Soden derfor
forsøgt at indføre et nyt; men hvorvidt dette
vil kunne trænge igennem, staar foreløbig hen.
De vigtigste Haandskrifter er: Codex Vaticanus
(B. efter v. Soden δ 1.) fra 4. Aarh. i
Vatikanerbiblioteket; C. Sinaiticus א (δ 2),
ligeledes fra 4. Aarh., fundet 1858 af Tischendorf i
Katrine-Klostret paa Sinaj, nu i Petrograd; C.
Ephraemi (C, δ 3), en Palimpsest fra 5. Aarh. i
Paris; C. Alexandrinus (A, δ 4) fra 5. Aarh. i
British Museum; og endelig den for sine mange
ejendommelige Læsemaader bekendte C.
Cantabrigensis (D, δ 5) fra 6. Aarh. i Canterbury.
I de nytestamentlige Haandskrifter findes ikke
den Ensartethed, som kendetegner den
gammeltestamentlige Tekst; tværtimod forekommer
her meget forsk. Læsemaader; hyppigt er Ord
udeladte, tilføjede ell. ændrede; og man regner,
at der i alt findes c. 80000 Varianter. Den store
Mængde Haandskrifter, hvoraf en Del er
forholdsvis gl., de talrige Citater hos kirkelige
Forf. i Oldtiden og endelig de gl. Oversættelser
indeholder dog et saa rigt Materiale, at vi er
temmelig gunstigt stillede m. H. t.
Bestemmelsen af den opr. Tekst.
E. Af de gamle Oversættelser har
navnlig den ældste syriske og den ældste lat.
stor tekstkritisk Bet., fordi de begge er udførte
paa et Tidspunkt, der ligger betydeligt
forud for vore ældste Haandskrifter. Den
syriske Oversættelse kendes dels fra de
Brudstykker, Cureton 1858 udgav efter et
Haandskrift, der var fundet i et ægyptisk Kloster
(syr. cur.), dels af en Række andre, som
Agnes Smith Lewis 1892 opdagede i Katrine-Klostret
paa Sinaj (syr. sin.); begge Haandskrifter
stammer fra 5. Aarh., men Oversættelsen
er rimeligvis udført allerede i 2. Aarh.
Senere blev denne Oversættelse fortrængt af
Peshitta, en Recension, som Biskop Rabbula
af Edessa (d. 435) havde tilvejebragt. — Den
ældste lat. Oversættelse, den saakaldte Itala, er
et Værk af fl. forsk. Hænder; den er rimeligvis
udført allerede i 2. Aarh., og den frembyder
mange paafaldende Berøringspunkter med syr.
cur. og syr. sin. Haandskrifterne betegnes med
smaa lat. Bogstaver. Af Itala besørgede
Hieronymus paa Biskop Damasus’ Foranledning c.
380 en ny Revision; denne trængte
efterhaanden igennem overalt og blev derfor kaldt
Vulgata ɔ: den alm. 1546 tilkendte Tridentinerkoncilet
denne samme kanoniske Autoritet som
Grundteksten. Vulgata-Haandskrifter citeres
med korte Begyndelsesbogstaver: am = Amiatus,
fu = Fuldensis o. s. v. — Fra 4.—6. Aarh.
stammer forsk. koptiske, en ætiopisk, en
armenisk og en got. Oversættelse; men disses
tekstkritiske Værdi er kun ringe.
F. Den første trykte Udg. var
Complutenserpolyglotten, hvoraf det ny Test. var
færdigt 1514; men Pavens Approbation indtraf først
1520, saaledes at den Udg., som Erasmus 1516
udgav hos Froben i Basel, kom først i Handelen.
Begge Udg. hvilede paa faa og unge
Haandskrifter; til Joh. Aabenb. havde Erasmus
kun ét, og da dette sluttede med 22, 16,
oversatte han selv de manglende Vers paa Græsk
efter Vulgata. Erasmus’ 2. noget forbedrede
Udg. fra 1519 ligger til Grund for Luther’s tyske
Oversættelse. De trykte Udg. anvendte fra
første Færd den af Stephan Langton (d. 1228)
indførte Kapitelinddeling. I en af Robert
Stephanus’ Udg. fandtes for første Gang (1551) den
nu alm. Versinddeling. 1633 udsendte Brødrene
Elzevier en Udg., der i Forordet anbefalede
sig som textus ab omnibus receptus, og en Tid
lang nød denne textus receptus i den
protestantiske Verden virkelig alm. Anerkendelse.
Efterhaanden som Variantsamlingerne forøgedes,
blev denne Udg.’s Mangler dog mere og
mere iøjnefaldende; det tekstkritiske Arbejde
begyndte og satte Frugt, bl. a. i Udg. af
Bengel 1734, af Wettstein 1751, af Griesbach
1774—77, af Lachmann 1831 og endelig af
Tischendorf, hvis Editio octava critica major 1869—72
har dannet Grundlaget for fl. tidligere meget
benyttede Haandudgaver. I England udkom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
