Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bibelselskaber virker for Biblens Udbredelse - bibelsk Arkæologi ell. bib. Oldtidsvidenskab kaldes den Videnskab - bibelsk Dogmatik, en undertiden brugt Betegnelse for den bibelske Teologi - bibelsk Filologi, den Del af Filologien, der angaar Biblens Tekst - bibelsk Historie, Fremstilling af Biblens hist. Indhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grad, støttet af det genvaagnende religiøse Liv.
1804 oprettedes B. i Nürnberg, hvilket 1806
flyttedes til Basel, 1805 det kat. B. i
Regensburg, som Paven ikke yndede, og som
derfor ophævedes 1817, 1806 det berlinske,
som 1814 gik op i det preussiske, 1813 det
württembergske og det hollandske.
1813 fik Rusland et B.; men det ophævedes
ved en Ukas 1826, fordi man tillagde det
politiske Tendenser, og den ortodokse Kirke fik
ene Ret til at udbrede Bibler; Forbudet
hævedes af Alexander II 1858, og siden da har
det britiske og det amer. B. udbredt Bibler til
alle Klasser af det russ. Folk. Det amerikanske
B. har siden dets Stiftelse 1817 bragt
Biblen ind i hvert Hjem i de forenede Stater,
og 1913 afsatte det 5 Mill. hellige Skr. — I
Norden gav Skotten Dr. Henderson Stødet
til Oprettelsen af B., medens han opholdt sig i
Kbhvn for at fuldende Udgivelsen af en isl.
Bibeloversættelse, og det britiske B. understøttede
dem rigelig. Det danske B. oprettedes
1814 (siden da og til 1914 har det udbredt c.
1 1/2 Mill. hellige Skr), det svenske s. A.
(siden da og til 1913 har det udbredt 1400000
hellige Skr), det islandske 1815, det
norske 1816 (siden da og til 1914 har det
udbredt over 2 Mill. hellige Skr). — Pave Leo
XII forbød i sin Encyklika af 1824 B. som Tidens
farligste Fjende ved Siden af Indifferentismen,
og dette gentoges i Encyklikaerne af
Pius VIII (1829), Gregor XVI (1844) og Pius
IX (1846). Ogsaa fra protestantisk Side er der
rejst Indvendinger mod B.; men ingen kan
lukke Øjnene for deres overordentlig store Bet.
baade for Kristendom og Kultur, og
Sprogforskningen staar i en stor Gæld til dem. (Litt.:
W. Canton, A history of the British and
Foreign Bible Society I—IV [London 1910],
The hundred and tenth report of the british
and foreign bible society [1914]; A. S. Poulsen,
»B. for Danmark« [Kbhvn 1914]).
L. M.
bibelsk Arkæologi ell. bib. Oldtidsvidenskab
kaldes den Videnskab, der giver
os et Billede af Sæder, Skikke, borgerlige og
religiøse Forhold o. desl. hos de Folk, iblandt
hvilke de bibelske Skr er fremkomne, fremfor
alle hos de gl. Israelitter. Hovedkilden er
Biblen, saavel det gl. som det ny Testamente,
fremdeles Historieskriveren Josefos, endvidere
Jødernes senere religiøse Litt., særlig Talmud og
Rabbinernes Skr og endelig Meddelelser hos
græske og romerske Forf. Med disse
Oplysninger fra Litt. maa sammenholdes geografiske
Beskrivelser af de Steder og Egne, hvor de
bibelske Begivenheder er foregaaede, ligesom
nyere og ældre Rejsendes Undersøgelser og
Beskrivelser. Af megen Værdi er de systematiske
Udgravninger, som er foretagne af europæiske
Ekspeditioner paa Steder, som har spillet en
Rolle i den bibelske Historie. Saadanne
Udgravninger og Undersøgelser skyldes bl. a. det
1865 stiftede Palestine Exploration Fund i
London (saaledes i Jerusalem, Gezer (beskrevet af
Macalister i 4 Bd 1913), i Tell Lachis (beskrevet
af Flinders Petrie og siden af Bliss), imedens
andre er foretagne af tyske Ekspeditioner
(saaledes Udgravningerne i Taanek, i Jeriko (af
Selin), i Megiddo (af Schumacher) o. fl. a. St.
Fr. og amer. Ekspeditioner har man ligeledes at
takke for omhyggelige og oplysende
Undersøgelser af Oldtidslevninger, Ruinsteder o. s. v.
(se Vincent, Caanan, Paris 1908). Ved
Udgravningerne er der fundet mange Dele af
Bygninger, hvis Alder og Bestemmelse det dog
oftest er meget vanskeligt at bestemme,
fremdeles forsk. Brugsgenstande fra Oldtiden,
enkelte Mønter og nogle faa Indskrifter. I det sidste
Aarh. har Deciffreringen af Ægypternes
Hieroglyfindskrifter og Assyrernes Kileindskrifter
givet mange værdifulde Oplysninger til
Opklaring af vigtige Spørgsmaal af den b. A., særligt
m. H. t. ældre Tider. — En af de første Lærde,
der forsøgte en videnskabelig Behandling af den
b. A., var Engelskmanden Thomas Goodvin, hvis
Moses and Aaron udkom 1616. I de sidste Aarh.
er der udkommet mange Bøger om b. A., dels
systematisk ordnede, dels i leksikalsk Form;
man har saavel Lærebøger (saaledes af
Rosenmüller, de Wette, H. Ewald, Saalschütz,
Keil o. a.) som Haandbøger. Det første i
leksikalsk Form anlagte Værk er Dom Calmet’s
Dictionnaire historique et critique
chronologique (Paris 1722). Nyere Værker skyldes
Winer, Schenkel, Riehm, Zeller, Kalwer o. a., men
ingen af dem er nu helt tidssvarende; noget
mere brugbare er Smith’s Dictionary of the
Bible, Kitto’s Cyclopædia of Biblical Literature
og de amer. af Abbot (1870) og P. Schaff
(1883). De nyeste og bedste er Cheyne og
Sutherland Black’s Encyclopædia Biblica (London
1899—1909), Hasting’s o. a. Dictionary of the
Bible (Edinburg 1906). Se ogsaa Hamburger:
»Realencyclopädie des Judenthums« (Leipzig
1896—97); Fred. Nielsen, »Kirke-Leksikon«
(1900 ff.). I London dannedes 1868 et Society
of Biblical Archaeology, der foruden
Undersøgelser om b. A. særligt udgiver Afh. om
Ægyptologi og Assyriologi.
V. S.
bibelsk Dogmatik, en undertiden brugt
Betegnelse for den bibelske Teologi, idet
dennes Indhold overvejende var dogmatisk.
J. C. J.
bibelsk Filologi, den Del af Filologien, der
angaar Biblens Tekst; dertil hører altsaa det
hebraiske (aramaiske) og hellenistiske
Sprogstudium.
J. C. J.
bibelsk Historie, Fremstilling af Biblens
hist. Indhold, kom med Pietismen frem som et
Led af Religionsundervisningen i Børneskolen
ved Siden af Luther’s Katekismus. Under
Rationalismens Herredømme traadte den i
Skygge for Indskærpelse af de moralske
Fornuftsandheder, men i 19. Aarh. spores en stadig
voksende Forstaaelse for og Enighed om, at
i Barnets Religionsundervisning bør
Bibelhistorien have en Hovedplads. Problemet er nu
nærmest, i hvilken Form den skal meddeles de
forsk. Aldersklasser. Der foreligger — ogsaa
paa Dansk — en Mængde forsk. Fremstillinger;
undertiden gengiver de Indholdet ganske frit
(M. Pontoppidan: »Bibelske Historier,
fortalt for Børn«, I—III, 1911), men hyppigere dog
i nær Tilslutning til Ordlyden af den bibelske
Tekst; helt at »lade Biblen selv tale« forsøger
den af Edv. Lehmann og Johs. Pedersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
