- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
233

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Billedhuggerkunst, (hertil 10 Tavler »Billedhuggerkunst«)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Lemmer og give den nødvendige Fasthed. Naar
Skelettet er klædt, gaar Modeleringen sin Gang,
idet Kunstneren dels med Fingrene, dels med
en Modelerstok tager Ler bort ell. lægger Ler
til, trykker, fremdrager og glatter, indtil
Værket staar færdigt i det foreløbig brugte
Materiale. Men dette skal jo saa i Reglen afløses
af et værdifuldere, et smukkere, et mere
varigt Stof. Lermodellen kan ikke bevares
i raa Tilstand længere, end den kan
holdes fugtig; tørrer den ind, vil den revne og
omsider falde fra hinanden; et Forsøg paa at
brænde den i Ovn vil ikke let løbe heldig af,
hvis det drejer sig om et større Stykke. Man
sikrer sig da Kunstværkets Bestaaen ved at
tage en Gipsafstøbning af den, og efter denne
foretages saa Udførelsen i det endelig valgte
Stof. Er dette Metal, tages der over Modellen
en Form, hvori der støbes (se Billedstøbning);
er det Sten, hugges Kunstværket ud af
Blokken ved Hjælp af Mejsel og Hammer;
Modellen kopieres selvfølgelig saa nøjagtig som
muligt, og ved dette Arbejde tjener den
saakaldte Punktering (se Marmorhugning)
til Vejledning. Oldtidens Kunstnere kendte dog
ikke til denne Fremgangsmaade; de huggede
Værket ud af Blokken paa fri Haand uden at
have nogen større Model at rette sig efter, og
enkelte senere, som Michelangelo, har arbejdet
paa samme Maade. I vore Dage hører det til
Sjældenhederne, at en Billedhugger udfører
Marmorarbejdet helt med egen Haand.
Almindeligvis betros dette til særlig uddannede
Teknikere, som gør Værket færdigt ell. bringer det
saa vidt, at Mesteren kun behøver at give det
den sidste Fuldendelse. Undertiden foregaar
Marmorhugningen fra først til sidst i selve
Mesterens Atelier og under hans Tilsyn; ofte finder
den dog Sted i dertil indrettede Værksteder,
bl. hvilke navnlig de i Carrara er stærkt
benyttede. Større Billedhuggerarbejder udføres
nutildags næsten udelukkende i Bronze ell. i
Marmor, og i begge Tilfælde faar Materialet
i Reglen Lov at beholde sin naturlige Farve.
I Oldtiden var Forholdet et andet; navnlig de
græske Kunstnere søgte ofte at fremkalde en
forøget Virkning ved at sammensætte deres
Værker af forsk. farvede Stoffer ell. ved at
give de i Marmor udførte Relieffer og Statuer
et Overtræk af Farve (se Polykromi).

B.’s Historie kan for saa vidt forfølges tilbage
i den graa Oldtid, som Menneskene selv paa
de mest primitive Udviklingstrin har følt og
fulgt en Trang til at give deres Forestillinger
om overnaturlige Væsener saavel som deres
Erindringer om, hvad de har set i Naturen,
Udtryk i plastisk Form. Om nogen B. i dette
Ords egentlige Bet. vil der selvfølgelig dog først
kunne være Tale, hvor Folkene har naaet et
højere Kulturtrin, en vis Grad af aandelig
Modenhed.

Allerede i det gamle Ægypten, hvor B.
øvedes i mere end tre Aartusinder, naaede den
en relativ Fuldkommenhed, men udviklede sig
dog ikke til en helt igennem »fri« Kunst;
gennemgaaende stod den i Afhængighedsforhold til
Arkitekturen, idet den enten ligefrem tjente
denne, saaledes at dens Værker traadte ind
som Led i Bygningerne, ell. dog stod i mere
ell. mindre nær Forbindelse med dens
Frembringelser. En Mangfoldighed af kolossale Gude-
og Herskerstatuer, Sfinksfigurer o. s. v. udførtes
saavel til Templernes og Paladsernes Indre som
til Opstilling uden for dem; udvendig som
indvendig klædtes Mure og Søjler med uhyre
Relieffer. Baade m. H. t. disse og til Statuerne
gør der sig i de forskellige Perioder — det
ældste, det mellemste, det ny Riges Tid —
visse indbyrdes afvigende Stilejendommeligheder
gældende; i det hele og store bærer dog
Frembringelserne af ægyptisk B. gennem det
lange Tidsrum, hvori den trivedes, et afgjort
Fællespræg; der er lige saa lidt Tale om nogen
væsentlig Udvikling i det hele som om noget
Spor af kunstnerisk Individualitet i det enkelte
plastiske Arbejde.

Den ægyptiske Billedhugger stræber aldrig
efter ved sit Kunstværk at fremkalde et
Skønhedsindtryk; hans Maal er i Statuen det
grandiost imponerende, i Relieffet det fortællende,
illustrerende. Statuerne, af hvilke de største
har en Højde af c. 20 m, er gennemgaaende
stive ell. dog lidet udtryksfulde i Bevægelsen,
hvilket dels har sin Grund i, at de er bestemte
til i symmetrisk Opstilling — parvis ell. i
Dobbeltrækker — at virke med i en
arkitektonisk Helhed, dels i, at Kunstnerne, hvad
Legemsproportionerne angaar, har været bundne
af fastslaaede Love og Skemata, der kun enkelte
Gange ændredes noget — de yngre Figurer er
slankere end de ældste —, dels endelig i
Overholdelsen af »den faste Regel, at hverken
Kroppen ell. Halsen nogen Sinde vender ell. drejer
sig ell. bøjer til Siden. Det Plan, som kan
tænkes lagt igennem Figurens Midte, og som
deler den i to symmetriske Halvdele, kommer
aldrig ud af sin Stilling; det bøjes ell. drejes
ikke« (Julius Lange). Livløse er de ægyptiske
Statuer dog ingenlunde altid, og navnlig gælder
det om Figurerne fra »det gamle Rige«’s Tid
(2895—2540), at de mangen Gang gør ikke blot
et alvorligt og storslaaet, men ogsaa et i høj
Grad individuelt Indtryk. Dette kan saaledes
siges om de syv ved Ruinerne af det gamle
Memfis udgravede Kolossalstatuer af Kong
Chefren, om det berømte Træbillede af »En
Embedsmand« (alle i Museet i Bulak) og om den
siddende »Skriver« (Louvre), hvor det
fysiognomiske Udtryk er givet med uforlignelig
Skarphed, samtidg med, at Legemsformerne er
gennemførte med stor anatomisk Troskab og ikke
mindre Virtuositet. Særlig friske og livfulde er
de efterladte Dyre- og Sfinksfigurer; under
Udførelsen af disse har Kunstnerne aabenbart
arbejdet friere, mindre bundne af skematiske
Bestemmelser og dekorative Hensyn, end hvor
Talen var om Menneskeskikkelser, og adskillige
af dem giver Dyrekroppens Karakter og
Bevægelse baade frisk og energisk. Mærkes bør her
den 44,7 m lange og vistnok omtr. 19 m høje
Sfinks ved Gizeh samt de to prægtige
Basaltløver, der er førte til Rom og pryder
Opgangen til Kapitolium.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:48:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/3/0251.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free