Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Billedhuggerkunst, (hertil 10 Tavler »Billedhuggerkunst«) - Billedkapitæl, et med Relieffer af Mennesker, Dyr ell. Fantasiskabninger smykket Kapitæl, - billedlig, se Billede, det poetiske. - Billedrim er rimede Digte, i hvilke Ordene og Versene er valgte og afmaalte saaledes, at der derved i Skr. ell. Tryk opstaar et Billede for Øjet - Billedskæring, Kunsten at frembringe Billeder i Træ, Elfenben ell. andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
delvis ogsaa af Giovanni Dupré og Pio
Fedi. Andre Kunstnere som Vincenzo
Vela (»den døende Napoleon«, Versailles),
Giulio Monteverde og F. Barzaghi
har fulgt en mere naturalistisk Retning. I den
senere Tid lægger man i Italien ensidig Vægt
paa den tekniske Udvikling og opnaar i saa
Henseende ofte forbavsende Resultater. —
Frankrig er det Land, for hvis B. Thorvaldsen har
haft mindst at betyde. Antikstudiet paavirkede
her evnerige Kunstnere som James Pradier,
François Rude og David d’Angers;
i den sidste Menneskealder er det dog
især den ital. Renaissanceplastik, der, ved
Siden af et energisk Naturstudium, har
befrugtet den fr. B., hvis bedste moderne
Frembringelser staar med et straalende Liv og en
personlig Stemningsfylde, som ellers synes at være
Malerkunsten forbeholdt. Retningens ypperste
Mester er Paul Dubois-Pigalle —
Mandolinspilleren, General Lamoricière’s
Gravmælefigurer —; som en af den monumentale
Skulpturs Hovedmestre staar J. A. Mercié —
»David« (i Bronze paa Kbhvn’s Univ.), Gruppen
gloria victis. I høj Grad effektfulde, men
maniererede Arbejder, som de dansende Figurer paa
den store Opera i Paris, skyldes Jean Baptiste
Carpeaux; dygtige Billedhuggere er
endvidere Henri Chapu, Erneste Louis
Barrias, Antoine Barye (Dyr) og den
geniale Auguste Rodin. En fremragende
Mester er Belgieren Constantin Meunier.
Med de fleste af disse og med mange andre fr.
Billedhuggere kan man gøre Bekendtskab i det
kbhvn’ske Glyptoteks rige Samling af moderne
Skulptur.
At de nordiske Landes B. modtog en stærk
Paavirkning af Thorvaldsen, følger af sig selv;
fl. af deres betydeligste Mestre arbejdede
længe i hans Atelier, saaledes Herman Ernst
Freund og Herman Vilhelm Bissen,
og danske Billedhuggere af det nærmest flg
Slægtled — Theobald Stein, August
Vilhelm Saabye, Otto Evens og til
Dels den yngre Vilhelm Bissen —
fortsatte Traditionerne fra den store Mester,
medens en af de betydeligste, Jens Adolf
Jerichau, stod denne noget fjernere, og de
yngste i Rækken delvis lod sig paavirke af mere
moderne, særlig fra Frankrig udgaaende
Strømninger. Som dygtige norske Billedhuggere maa
nævnes H. Michelsen, J. Middelthun,
Brynjulf Bergslien, M. Skeibrok,
Vigeland og Stefan Sinding, bl. de
svenske Bengt Erland Fogelberg,
der gjorde interessante Forsøg paa at fremstille
nord. Gudeskikkelser, Carl Gustaf
Quarnström, Johan Peter Molin og Jon
Börjesson. Se i øvrigt Afsnittet Kunst
under de forsk. Lande. (Litt: W. Lübke,
»Geschichte der Plastik« [3. Opl. 1880]; R.
Lepsius, »Denkmäler aus Aegypten« [12
Bd, 1849—60]; Layard, The monument of
Niniveh [1850—53] og Niniveh and its remains
[2 Bd, 6. Udg. 1850]; Brunn, »Geschichte der
griechischen Künstler« [2 Bd, 2. Udg. 1888—89];
Overbeck, »Geschichte der griechischen
Plastik« [4. Opl. 1892—94]; O. Müller og
Österley, »Denkmäler der alten Kunst« [4. Opl. 1899
ff.]; Burchardt, »Der Cicerone« [6. Udg. 1893];
De Rossi, Roma sotteranea [3 Bd, 1864—77];
Springer, »Geschichte der bildenden Künste
im 19. Jahrh.« [1858]).
S. M.
Billedkapitæl, et med Relieffer af Mennesker,
Dyr ell. Fantasiskabninger smykket Kapitæl,
hyppigst forekommende i den romanske Stil.
Den rigeste og berømteste Række af B. findes
i Klosterkirken i Vézelay.
(E. S.). C. A. J.
billedlig, se Billede, det poetiske.
Billedrim er rimede Digte, i hvilke Ordene
og Versene er valgte og afmaalte saaledes, at der
derved i Skr. ell. Tryk opstaar et Billede for
Øjet (som f. Eks. et Alter, en Søjle, en
Pyramide, et Kors, en Økse, en Hyrdefløjte e. l.).
Fra den alexandrinske Poesis Tid indeholder
den gr. Antologi fl. af saadanne Frembringelser,
og dette Kunstleri blev senere fornyet af I. C.
Scaliger og trængte derfra ind i den tyske
Renaissancelyrik i 17. Aarh.
Cl. W.
Billedskæring, Kunsten at frembringe
Billeder i Træ, Elfenben ell. andet ikke alt for
modstandskraftigt Stof ved Hjælp af Kniv og
andre Ægredskaber, er utvivlsomt den Form,
hvorunder Skulpturen tidligst har været
dyrket; selv de mindst kultiverede Naturfolk —
Eskimoer, Sydhavsinsulanere o. s. v. —
udskærer Figurer og Ornamenter i Træ, og i den
ældste ægyptiske Kunst spiller B. en ikke ringe
Rolle; her udvikledes den til en Fuldkommenhed,
hvorom f. Eks. den berømte Statue af en
Embedsmand (Museet i Bulak) bærer Vidnesbyrd.
I Grækenland var de ældste Gudebilleder
udførte af Træ og malede, og Skriftkilderne
fortæller om mere ell. mindre kunstfærdige
Arbejder i dette Materiale saavel som i
Elfenben; saaledes om Kypselos-Kisten fra 8. Aarh.;
Reliefferne, der smykkede dennes Sider, var
dels udskaarne i selve Træet, dels paalagte
Plader i Guld og Elfenben. I den gr. Kunsts
Blomstringstid anvendtes Elfenbenet til de
nøgne Dele af de kryselefantine Skulpturer,
medens andre Statuer, Akrolitterne blev
sammensatte af Træ og Sten. Efterhaanden
fortrængtes dog Træet af de mere varige Stoffer,
Brortze og Sten, og Brugen af Elfenben
indskrænkedes til Sager af mindre Omfang. Først
i Middelalderen tager B. et nyt Opsving, særlig
i Lande, hvor der ikke haves let Adgang til
brugelige Stenarter. Elfenbensplastikken
blomstrede fra 6. Aarh. navnlig i den byzantinske
Kunst, til hvis mærkeligste Monumenter
Maximian’s Bispestol i Ravenna’s Domkirke hører
(omtr. 550); senere bragtes den væsentlig til
Anvendelse paa Bogbind, Diptycha, Hostieæsker
o. a. mindre Genstande. Træskulpturen
naaede sin højeste Udvikling i den senere
Middelalder i Gotikkens Periode og i den tidlige
Renaissance, og da først og fremmest i
Tyskland; der udførtes for Kirkerne i Træ en
Mangfoldighed af Krucifikser, Helgenbilleder,
bib. Relieffer og hele Alterværker, endvidere en
Mængde med mere ell. mindre rig Ornamentik
udstyrede Korstole. Skulde Arbejderne, hvad
meget ofte var Tilfældet, være polykrome,
brugte man i Reglen Lindetræ, som efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
