Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Billedskæring, Kunsten at frembringe Billeder i Træ, Elfenben ell. andet - Billedstormere, se Billeddyrkelse og Billedstrid. - Billedstrid - Billedstøbning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udskæringen blev dækket med en Kridtgrund og
derpaa malet og forgyldt; ønskede man at lade
Træet staa med sin naturlige Farve, foretrak
man Egetræ. Allerede fra 14. Aarh. skriver
sig det kostelige Højalter i Oberwesel med en
Mængde fortræffelige Enkeltfigurer; først fra
Midten af 15. Aarh. er det imidlertid, at B. i
Tyskland tager et saadant Opsving, at den
endog sætter Sten- og Bronzeplastikken i
Skygge, fremmet af Mestre som Friedrich
Herlen og Jørg. Syrlin (Korstolene i
Domkirken i Ulm, omtr. 1470); særlig betydelige
Skoler for B. dannedes i Augsburg, Würzburg
— Tilmann Riemenschneider — og
Nürnberg. I sidstnævnte By arbejdede Veit
Stoss, hvis Hovedværker, Bebudelsen med
Maria’s 7 Glæder, Rosenkranstavlen og forsk.
Altertavler, udmærker sig lige saa meget ved
fin og inderlig Følelse som ved glimrende
Teknik; til Renaissancetidens værdifuldeste
Træskulpturer hører endvidere Passionsscenerne
og Enkeltfigurerne paa Hans Brüggemann’s
Alterværk i Domkirken i Slesvig. I
Danmark bør som mærkelige Arbejder
fremhæves Claus Berg’s Altertavle i Frue Kirke
i Odense samt Altertavlen og Korstolene i
Roskilde Domkirke. — I Italien brugtes B.
væsentlig til ornamentale Arbejder; dog udførte den
der naturaliserede Flamlænder Duquesnoy (17.
Aarh.) ogsaa fortræffelige Figurer i Træ og
Elfenben; i Spanien arbejdede (17. Aarh.) de
udmærkede Mestre Montañes og Alonzo
Cano i Faget. — Efter Reformationsperiodens
Afslutning, da Udsmykninger af Kirkebygningerne
i det hele blev drevne med mindre Iver,
tabte B. en Del af sin Bet., og i 17.—18. Aarh.
var det mest Smaating, der udførtes, Statuetter,
relief-smykkede Kander og Krus af Buksbom og
Elfenben o. s. v.; en Specialitet blev det for
adskillige Kunstnere at udføre Værkerne i den
mindst mulige Maalestok, saaledes at dække
en Kirsebærsten med næsten mikroskopiske
Relieffer. — I 19. Aarh. dyrkes B. endnu som en
Slags Husflid i forsk. Lande, særlig Schweiz
og Norge, hvor noget af en ejendommelig
national Stil har vedligeholdt sig; for øvrigt er
den væsentlig traadt i Møbelsnedkeriets
Tjeneste og opnaar de smukkeste Resultater, hvor
den holder sig inden for det rent ornamentale
Omraade. Dog har i de sidste Aartier ogsaa
enkelte betydelige Kunstnere taget B. op til
selvstændig Produktion.
S. M.
Billedstormere, se Billeddyrkelse og
Billedstrid.
Billedstrid. I den østerlandske Kirke gik
Ærbødigheden for Billederne nogle Steder over
til Billeddyrkelse (s. d.). Dette var
Jøderne og Muhammedanerne en Gru, og 723 bød
Kalifen Jesid II, at Billederne skulde fjernes
fra Kirkerne i hans Rige. Leo III Isaureren var
dengang gr. Kejser; hans Afsky for Billederne
var lige saa stor, som hans Fjendes, Jesid II’s,
men der var rigtignok en god Portion Politik
bag ved denne hans Følelse. 726 forbød han at
knæle for Billederne, og 730 bød han, at de
skulde fjernes fra Kirkerne ell. overmales. Paa
Kejserens Side stod Hæren, mod ham var
Munkene og Lægfolket, især Kvinderne, og de
støttedes af den store Dogmatiker, Johannes fra
Damaskos og af de kirkeligsindedes Hovedstok.
Paverne i Rom tog bestemt Afstand fra den
billedfjendske Kejser, og B. førte til et afgjort
Brud mellem Konstantinopel og Rom og kastede
Paven over i Frankernes Arme. Kejser Leo’s
Søn og Efterfølger, Konstantinos V Kopronymos
(741—75), gik i Faderens Spor, og Synoden i
Konstantinopel (754) lyste Anathema over alle
Billedvenner (Ikonolatrer). Konstantinos’
Svigerdatter, Kejserinde Irene, var Billedven,
hun sammenkaldte Synoden i Nikæa 787, hvor
Billederne sejrede. I Beg. af 9. Aarh. aabnede
Kejser Leo V Armenier atter Billedstormen,
som varede ved, indtil atter en Kvinde,
Kejserinde Theodora, fik Synoden i Konstantinopel
842 til at udtale Anathema over alle
Billedfjender (Ikonoklaster). Til Minde om
Billedernes Sejr og som Sejrsfest over alle
Kætterier fejredes hvert Aar i den østerlandske
Kirke 19. Febr som Ortodoksiens Fest;
den henlagdes senere til 1. Søndag i Advent.
L. M.
Billedstøbning gaar ud paa at fylde en
Form, der er dannet over den af Kunstneren
udførte Model, med smeltet Metal, som under
Afkølingen stivner til en nøjagtig Kopi af
denne. Materialet kan være af forsk. Art;
undertiden er det Zink, Bly ell. Jern, almindeligvis
dog Bronze, en Blanding af Kobber, Zink og
Tin i det omtrentlige Forhold 92, 6 og 2. Ved B.
er der to Hovedfremgangsmaader at mærke.
Følger man den ældre (à cire perdue),
brænder man Lermodellen, som derved svinder
stærkt; den bliver saa klædt med et Lag Voks,
der eftermodeleres, til Figuren staar i dette
Stof, ganske som den skal fremtræde i Metallet.
Over Vokset lægges, idet man dog sparer
Plads til Kanaler for det smeltede Metal og til
Udvej for Luften, et Lag Gips og pulveriseret
Teglsten, udrørt i Vand; naar den derved
dannede ydre Form er stivnet, styrkes den med
Murværk; det hele anbringes i en Ovn, og
Vokset smeltes ud af det mellem »Kernen« (den
indstøbte Lerfigur) og den ydre Form værende
Rum, som derpaa fyldes med det smeltede
Metal. Naar dette er stivnet og nogenlunde
afkølet, slaas Formen itu; Kernen kan fjernes
gennem en udsparet Aabning, som derefter
lukkes med en Plade. Ifølge den nyere Metode,
der kom i Brug i 18. Aarh., først i Frankrig,
danner man af et meget fint Støbesand over
Modellen Afstøbninger af enkelte mindre
Partier; naar det hele saaledes er afformet, løses
Stykkerne fra Modellen og sættes sammen til
en hel Form uden om en af et Jernskelet
støttet Kerne, hvis Afstand fra den ydre Form
angiver det vordende Metalarbejdes Tykkelse.
Kernen kan efter endt Støbning udtages; større
Kunstværker støber man næsten altid hule, dels
for at spare Metal, dels for at undgaa
unødvendig Tyngde; ofte støbes de over den
sønderskaarne Model i fl. Stykker, som derefter loddes
ell. boltes sammen. Støbningen maa i Alm.
efterfølges af en Ciselering (s. d.), ved
hvilken det Metal, der er stivnet i Støbekanalerne,
samt Støberandene fjernes, og som tillige gaar
ud paa at rette mindre Fejl og i det hele give
Overfladen den sidste Fuldendelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
