Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bintang-Øerne, nederlandskindisk Øgruppe, hørende til Residentskabet Riouw - Binturong, se Arctictis. - Binue (Benuë, Tschadda), Biflod til Niger og den betydeligste Flod i det mellemste Sudan - Binyon, Lawrence, eng. Digter, (1869- ) - Binyrer (glandulæ suprarenales) er to smaa Organer, der findes lige oven for den øverste - Ende af Nyrerne - Binzer, Ludvig Jacob, dansk Officer, (1746-1811)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
adskilles ved lavt Vand. Den største Ø er
Bintang (1178 km2). Indb. er Malajer. Der
udføres Gambir og Peber. I tidligere Tid
dannede B. et Sultanat, men Indbyggernes Sørøveri
tvang Hollænderne til (1830) at bemægtige sig
Øgruppen.
M. V.
Binturong, se Arctictis.
Binue (Benuë, Tschadda), Biflod til
Niger og den betydeligste Flod i det mellemste
Sudan, udspringer i en Højde af 1260 m nordlig
for Elfenbensmarkedet Ngaundere i Adamaua,
løber først i en stor Bue mod NØ., derpaa mod
V. og forener sig oven for Gurua med Kebbi,
hvis vestlige Retning den antager; neden for
Gurua modtager den i venstre Bred Faro, der
i Regntiden bliver 550 m bred, medens den
ligesom B. selv i Tørtiden lader sig gennemvade.
Ved Faros Munding er B. allerede 800 m bred
og er i Regntiden over 3 m dyb. Efter et Løb
paa 1400 km naar den ved Lokoja Niger, som
den tilfører 12—15000 m3 Vand i Sekundet, en
Vandmasse, der overstiger selve Hovedfloden
Nigerens. B.’s Munding opdagedes 1830 af
Richard Lander, dens øvre Løb besøgtes 1851 af
Heinrich Barth, og 1854 blev den første Gang
besejlet af Baikie; det er dog først ved Flegel’s
Rejser 1879—85, at den er blevet nøjere
undersøgt, og at den har vist sig at være sejlbar
indtil Gurua ell. 800 km fra dens Munding og
saaledes danner den bedste Vandvej til det indre
Sudan. Saa godt som hele dens Løb falder i
den eng. Koloni Nord Nigeria.
C. A.
Binyon [↱biniən], Lawrence, eng. Digter,
f. 1869, fik sin Uddannelse i Oxford, hvor han
vandt Newdigateprisen 1890; 1893 fik han
Ansættelse ved British Museum, hvortil han stadig
er knyttet. Den første Samling, der vakte
Opmærksomhed om hans Navn, var London
Visions (1895, ny Samling 1898, samlet Udg. 1908);
senere fulgte: Porphyrion and other Poems
(1898), Odes (1900), The Death of Adam (1903),
England and other Poems (1909); i denne
Samling samt i London Visions og Odes findes nogle
af hans bedste Ting.
I. O.
Binyrer (glandulæ suprarenales) er to smaa
Organer, der findes lige oven for den øverste
Ende af Nyrerne, een paa hver Side af
Hvirvelsøjlen, paa bageste Bugvæg (se Indvolde,
Fig. 4). De er flade, trekantede ell. halvmaaneformede,
rødliggraa, af blød, svampet Beskaffenhed;
hver af dem er 3—6 cm høj og bred,
c. 1/2 cm tyk og vejer c. 15 g. Paa Tværsnit ses
Organet at bestaa af en lysere, gullig ell.
gulbrun Barksubstans, der omslutter en hos
den Voksne mørkere, brun ell. sortagtig
Marvsubstans; uden om Barksubstansen findes
en tynd Kapsel bestaaende af Bindevæv.
Barksubstansen dannes af radiært ordnede
Bindevævsmasker med talrige fine Blodkar, og
langs disse ligger Rækker af Celler, som er
fyldte med glinsende Draaber af en fedtagtig
Substans. Da disse Celler under Fosterudviklingen
er fremgaaede af Legemshulens Epithelceller,
henregnes Barksubstansen til de lukkede
Epithelkirtler (se Kirtel). En ganske anden
Oprindelse har Marvsubstansen, nemlig fra det
sympatiske Nervesystem; i Overensstemmelse
hermed er den meget rigelig forsynet med
sympatiske Nerver og indeholder en særegen Slags
Celler, de kromaffine Celler, der
ogsaa forskellige andre Steder i Legemet optræder
i Forbindelse med det sympatiske Nervesystem
(i Form af de saakaldte Paraganglier); de har
Navn af, at de farves stærkt af Kromsyre. —
B. har været kendt lige siden 1543, da
Eustachius først beskrev dem, og Bartholin omtaler
dem under Navn af capsulæ atrabiliariæ, idet
han, vel p. Gr. a. deres Farve, mente, at de
producerede »sort Galde«. Man forblev dog
ganske uvidende om disse Organers Bet., indtil
Oliver og Schäfer 1894 paaviste, at Indsprøjtning
af selv ganske smaa Mængder af Binyreekstrakt
paa Dyr fremkalder en overordentlig
stærk Forøgelse af Blodtrykket. Talrige senere
Forsøg har nu vist, at de kromaffine Celler
frembringer et for Legemets Husholdning højst
vigtigt Stof, Adrenalin (s. d.), der til
Stadighed fra B. overføres til Legemets Blod og
her bl. a. bevirker, at Blodtrykket holdes paa
den rette Højde ved at regulere Blodkarrenes
»Tonus« og rimeligvis ogsaa ved direkte
Indvirkning paa Hjertets Muskulatur. I
Overensstemmelse hermed giver Adrenalinet, der nu
kan fremstilles syntetisk, og som anvendes i
stor Udstrækning som Lægemiddel, naar det
indsprøjtes under Huden, stærk Sammentrækning
af Blodkarrene og Blodtryksforøgelse. Ogsaa
Barksubstansen synes at have livsvigtige
Opgaver, der dog foreløbig er mindre vel
klarlagte (Afgiftning af visse giftige Stofvekselprodukter?).
Fuldstændig Fjernelse af B. paa Dyr
medfører i Reglen hurtig Døden under Tegn
paa alm. Muskelsvækkelse, Nedsættelse af
Blodtrykket, Stofskifteforandringer og Temperaturfald.
Naar B.’s Virksomhed hos Mennesket
nedsættes p. Gr. a. sygelige Forandringer, opstaar
den Addison’ske Sygdom med Bronzefarvning
af Hud og Slimhinder. Ved visse Svulstdannelser
i B. i Barndommen opstaar for tidlig
Udvikling af Legemet, særlig af Kønsorganerne,
hvilket man har tilskrevet en for stærk
Virksomhed af B. — Adrenalin er paavist i de
kromaffine Celler saavel hos Pattedyr og Fugle,
som Krybdyr og Padder, men ikke hos
Benfiskene.
S. B.
Binzer, Ludvig Jacob, dansk Officer, f.
14. Febr 1746 i Hessen, d. 11. Novbr 1811 i
Brunswick ved Kiel. B., der opr. var i hessisk
Tjeneste, kom til Danmark 1766 med General
Huth, hvis Yndest han tidligere havde vundet,
og blev Overkonduktør i Ingeniørgeografkorpset,
et Korps, der dog snart nedlagdes,
hvorefter B. levede hos Huth i Udlandet indtil
dennes Tilbagekaldelse til Danmark (1769). 1772
fulgte B. som Generalkvartermester Prins Karl
af Hessen til Norge, forblev her, beskæftiget
med Opmaaling m. m., til 1774 og anvendtes
derefter i Slesvig ved Opmaalingsarbejder til
den projekterede Ejderkanal. Under et Ophold
i Udlandet de flg. Aar havde B. paa fl. Maader
Lejlighed til at lægge sine fremragende Evner
og sin store Arbejdsdygtighed for Dagen og fik
derefter (1780) som Kaptajn den vigtige Post
som Hærens Generalkvartermester og 1785
Kommandoen over det holstenske Jægerkorps; 1786
udnævntes han til Major, 1788 til Oberstløjtnant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
