- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
289

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bismarck, Otto Eduard Leopold von, Hertug af Lauenburg, tysk Statsmand, (1815-1898)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i Berlin. Her gjorde han sig bekendt som en
energisk Forkæmper for det yderste Højre, men
nogen fremragende politisk Begavelse fik han
ikke Lejlighed til at lægge for Dagen. Ingen
harmedes som han over Begivenhederne i 1848,
og han skyede ikke paa forsk. Maade, gennem
Pressen og ved Deltagelse i det saakaldte
»Junkerparlament« i Sommeren 1848. at lægge dette
aabent for Dagen. 1849—50 bekæmpede han i
det preuss. Deputeretkammer og i Erfurt-Parlamentet
alt, hvad der gik ud over det gammel-preussiske,
strengt konservative Standpunkt,
saaledes ogsaa de Unionsplaner, som den
preuss. Regering endnu den Gang forfulgte.

Imidlertid havde B., endskønt han til Tider
var fremtraadt som Regeringens Modstander,
vundet en ikke ringe Gunst hos Kong Friedrich
Wilhelm personlig. Kongen billigede B.’s
ultrakonservative Anskuelser og havde fattet
Sympati for hans Person. Herved forklares det, at
B., uden at være i Besiddelse af diplomatisk
Fordannelse, 1851 blev udnævnt til 1. Legationssekretær
ved det preuss. Gesandtskab i Frankfurt
og allerede 3 Maaneder efter til Forbundsgesandt.
Det var paa en vis Maade Preussens
vigtigste Gesandtskabspost, og mange tvivlede
paa B.’s Evne til at udfylde den. Men han
viste sig her inden lang Tid som den fødte
Statsmand. Hans skarpe og hurtige Blik
trængte uden Vanskelighed gennem selv det
mest forviklede Væv ind til Sagens Kerne. Uden
mange Forkundskaber var han snart orienteret
paa ethvert Omraade, baade hvad Forhold og
Personer angik. Han forstod at forbinde
energisk Stræben mod fjerne Fremtidsmaal med
praktisk Blik for, hvad Øjeblikket krævede.
Dertil kom en personlig Hensynsløshed og en
Fordomsfrihed i Valget af Midler og Alliancer,
som kun faa Statsmænd har haft Magen til.
Han lod sig ikke imponere af de Fortrin, som
grundfæstet Position, høj social Stilling og
nedarvede Rettigheder gav dem, han stod overfor,
men gik sin egen Vej uden at frygte ell.
tvivle og uden at bøje mere af, end der var
nødvendigt for at naa Maalet. Naturligvis kunde
disse Egenskaber ikke træde saa klart frem
nu som senere, da han blev selvstændig ledende
Statsmand; men hans Indberetninger og
Forslag fra Frankfurt-Perioden vidner
tilstrækkelig om, at de var til Stede allerede da, og i
Virkeligheden kom han ofte til at øve en
bestemmende Indflydelse paa sin Regerings
Politik i de Sager, han havde med at gøre. —
Ogsaa rent personlig var B. vel egnet til at
gøre det imponerende og betagende Indtryk
paa dem, med hvem han kom i Berøring, som
er et saa vigtigt Middel for de fødte Herskernaturer
til at naa frem til deres Bestemmelse.
Et Hoved højere end alt Folket var han, og
hans skarpt skaarne Træk, hans rolige,
gennemtrængende og bydende Blik, hans stolte og
selvbevidste Optræden fangede straks
Opmærksomheden og paabød Respekt. Hans Samtale
var livlig og fængslende, fuld af originale Ideer
og friske, slaaende Udtryk. Hele hans Personlighed
gjorde et vindende Indtryk af Sundhed
og Kraft, og han sørgede for saa meget som
mulig at holde sin aandelige og legemlige
Friskhed oppe ved alskens Friluftssport, fremfor alt
ved hyppige Jagtture.

B. kom til Frankfurt med det Ønske at
opretholde det venskabelige Forhold mellem
Tysklands to Stormagter »til Demokratiets fælles
Bekæmpelse«. Det var jo alle preuss.
Konservatives Løsen. Men alt som Tiden gik, kom
han til mere og mere at staa som Østerrigs
bestemte Modstander. Han mærkede snart, at
Østerrig kun vilde Venskab med Preussen paa
Betingelse af dettes Underordnelse i den alm.
tyske Politik. Med Mellemstaterne bag sig
troede det sig stærkt nok til at beherske
Stillingen i Tyskland. Men dette var ikke B.’s
Mening. Opr. tilstræbte han kun Selvstændighed
og Ligeberettigelse for Preussen, men da han
saa, at Østerrig ikke godvillig vilde indrømme
dette, blev det Maalet for hans Politik at gøre
Preussen til den ledende Stat og trænge
Østerrig ud af Tyskland. Gennem alle de Kampe,
han i Frankfurt førte mod Østerrig, baade om
store og smaa Spørgsmaal, gik dette som den
røde Traad. Derfor fandt ogsaa Ministeriet
Hohenzollern, der, efter at Prins Wilhelm var
blevet Regent, indledte »den ny Æra« i Preussen,
B. for anti-østerrigsk og fjernede ham 1859
fra Frankfurt, men rigtignok paa saa ærefuld
en Maade som muligt, nemlig ved at gøre ham
til Gesandt i Petrograd. B. var alt andet end
tilfreds med at opgive den mere aktive Rolle,
han havde spillet i Frankfurt, for, som han
selv udtrykte det, at blive »sat i Is ved
Nevaen«. Men mange saa allerede da i ham den
vordende preuss. Ministerpræsident, og han selv
betragtede i lysere Stemninger snarere sin
Forflyttelse som en kortvarig Standsning paa
Vejen end som en Afslutning af sin Løbebane.
Opholdet i Rusland blev i øvrigt af Bet. for
hans Fremtid ved at skabe en personlig
venskabelig Forbindelse mellem ham og Ruslands
Fyrstehus og ledende Statsmænd. Imidlertid
havde i Preussen Kong Wilhelm og Krigsminister
Roon stærkere og stærkere kastet sig ind
i Arbejdet for den store Militærreform, og alt
sorn Deputeretkammerets Stemning over for
denne viste sig mere og mere uvillig og
»Konflikten« blev stedse mere truende, føltes ogsaa
stærkere Savnet af en kraftigere Ledelse af den
preuss. Politik. B.’s Navn nævnedes i denne
Sammenhæng atter og atter, og navnlig Roon
gjorde alt for at bevæge Kong Wilhelm til at
vove det afgørende Skridt. Men Kongen tøvede;
dels tvivlede han om, at B. var Situationen fuldt
ud voksen, dels frygtede han det Indtryk, det
vilde gøre at sætte en Mand, der betragtedes
som Legemliggørelsen af den yderste
»junkerlige« Reaktion, i Spidsen for Regeringen. I
Foraaret 1862 troede man, at B.’s Ophøjelse
var nær forestaaende, men i Stedet udnævntes
han til Gesandt i Paris, dog kun for faa
Maaneder; i det tidlige Efteraar kaldtes han
tilbage til Berlin, og udnævntes 23. Septbr til
Statsminister og midlertidig Ministerpræsident,
8. Oktober til Udenrigsminister og definitivt til
Ministerpræsident.

Med B.’s Indtræden i Ministeriet skærpedes
Konflikten betydelig, endskønt han i Beg. gjorde
alvorlige Forsøg paa at naa til Forstaaelse med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:53 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0333.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free