Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bismarck, Otto Eduard Leopold von, Hertug af Lauenburg, tysk Statsmand, (1815-1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Del af det liberale Parti. Man anede imidlertid
ikke, hvor langt han i Virkeligheden var
kommet bort fra sin Ungdoms feudal-reaktionære
Anskuelser, og hvor stærkt han i det
nationale Spørgsmaal havde nærmet sig det
Parti, han stod overfor. Naturligvis maatte
Hensynet til Konge og Herrehus ogsaa binde
hans Tunge. Man ansaa det altsaa for givet,
at han kun vilde benytte Hærens Udvidelse til
ved et Statskup helt at knuse Preussens
forfatningsmæssige Frihed, og adskillige af hans
»vingede Ord«, navnlig det berømte: »Tidens
store Spørgsmaal afgøres ikke ved Taler og
Majoritetsbeslutninger, men ved Jern og Blod«,
fløj Landet rundt som fuldgyldige Beviser paa
hans Hensigter. — Trods Deputeretkamrets
Modstand havde Regeringen, allerede inden B.
var blevet dens Leder, støttet paa en af hele
Landdagen vedtaget ekstraordinær Bevilling til
»militære Øjemed« i Alm., i det væsentlige
gennemført Militærreformen. Deputeretkamret
stemte imidlertid imod de forelagte Lovforslag,
hvorved den betydelige Forøgelse af Hærens
Fredsstyrke og de øvrige allerede gennemførte
Foranstaltninger skulde opnaa efterfølgende
Godkendelse, og udstemte de derhen hørende
Bevillinger af Budgettet. Umiddelbart før B.’s
Indtræden havde derimod Herrehuset vedtaget
Militærbudgettet i det af Regeringen ønskede
Omfang. B.’s første vigtigere Regeringshandling
var da at slutte Landdagens Møder med
den Tilkendegivelse, at da der ikke var opnaaet
Enighed mellem Kamrene, saa Regeringen sig
nødsaget til at fortsætte Statshusholdningen
uden det i Forfatningen forudsatte Grundlag.
Man opretholdt altsaa den ny Militærorganisation,
men regerede i øvrigt paa Grundlag af
begge Kamres samstemmende Budgetbeslutninger.
Saaledes begyndte da »det budgetløse
Regimente«, som vedblev lige til 1866. Forskellige
Forsøg paa at komme til Enighed med
Deputeretkamret mislykkedes, og nye Valg førte
kun til, at Oppositionen forstærkedes. Stemningen
i Landet naaede en overordentlig Bitterhed,
ikke blot mod B., men ogsaa imod Kongen.
Selvfølgelig bidrog Regeringens Forordning af
1. Juni 1863, hvorved Pressefriheden indskrænkedes,
yderligere til at forøge Misfornøjelsen.
For B. var Militærreformens Gennemførelse
Midlet til at erhverve Preussen en ledende
Stilling i Tyskland og Europa. Samtidig med at
Konflikten rasede indadtil, optraadte han med
megen Kraft over for Østerrig og Mellemstaterne
og tilbageviste bestemt alle Forsøg paa
ved Forbundsbeslutninger at hemme
Preussens fri Selvbestemmelsesret. Han lod det
intet Øjeblik være tvivlsomt, at han hellere
vilde sprænge Forbundet end finde sig i, at
Preussen »majoriseredes«, og under den skarpe
Noteveksling med Østerrig anbefalede han denne
Stat at »forlægge sit Tyngdepunkt til Ofen« og
kaldte den et væsentlig slavisk-magyarisk Rige.
Samtidig fik han Lejlighed til at vise sin
Uafhængighed af det ultralegitimistiske
Feudalparti, som havde Magten i Herrehuset, ved
energisk at tvinge Kurfyrsten af Hessen til at
genoprette forfatningsmæssige Tilstande i sit
Land, og han vandt Bifald i vide Kredse ved
sin Gennemførelse af Handelstraktaten med
Frankrig.
Imidlertid antog det danske Spørgsmaal
pludselig en akut Karakter ved Frederik VII’s Død
15. Novbr 1863. B. saa, at han ved at lade
Preussen overtage Førerskabet i denne Sag
kunde vinde en hel Række af Fordele. Han
kunde faa Lejlighed til at vise den ny
Hærorganisations store praktiske Fortrin, vinde
Prestige indad- og udadtil ved at gennemføre
en Sag, som i Tyskland tillagdes stor national
Bet., og endelig — hvad han ikke lagde mindst
Vægt paa — sprænge den farlige Forbindelse
mellem Østerrig og Mellemstaterne. Straks
efter Frederik VII’s Død havde Forbundsdagen
i Frankfurt, det vil sige væsentlig Mellemstaterne
under den sachsiske Minister Beust’s
Ledelse, sagt sig løs fra London-Traktaten, der
aldrig var blevet anerkendt af det tyske
Forbund som saadant, og forsøgt at tage Ledelsen
i en politisk Aktion, der skulde føre til
Oprettelsen af en Stat Slesvigholsten under den
augustenborgske Prætendent. Det stod B. klart,
at en saadan ny augustenborgsk »Mellemstat«
øjeblikkelig vilde slutte sig til den østerrigske
Alliance imod Preussen og i det hele blive dette
farlig, baade i militær og politisk Henseende.
Han var derfor bestemt imod at tillade den ny
Stats Oprettelse, medmindre den ved
Militærkonventioner og paa anden Maade sluttede sig
afgjort til Preussen, og det Maal, han i første
Række stillede sig, var Hertugdømmernes
Indlemmelse i Preussen. Alt saa tidligt som
December 1863 udtalte han til Kongens og sine
Kollegers Forfærdelse dette i Statsraadet.
Ogsaa Østerrig skilte sig ligesom Preussen fra
Mellemstaterne i det augustenborgske
Spørgsmaal, da ogsaa det havde medundertegnet
London-Traktaten og ikke turde løbe den europ.
Risiko, der var, ved at sønderrive den. B. benyttede
sig heraf og gjorde en af de bratte og dristige
Vendinger, hvorpaa hans Politik har været
saa rig. Han nærmede sig stærkt til Østerrig,
tilbød det at gaa Haand i Haand med det i en
Aktion mod Danmark, som paa een Gang skulde
have til Formaal at hævde Tysklands formentlige
Rettigheder over for dette Land og give de
to Magter Frihed til, uhindrede af Mellemstaterne,
at optræde saaledes, som det stemmede
med deres europæiske Interesser. Tilbudet var
fristende; thi naar de to tyske Stormagter stod
sammen, kunde de efter al Sandsynlighed gaa
frem, som de vilde, over for Danmark uden at
behøve at frygte nogen europ. Indblanding, og
de kunde da, ligeledes uden Fare, skyde
Mellemstaterne til Side. Preussen var imidlertid
i Længden ubetinget den vindende Part her;
thi det nærmede sig til sit egl. Maal,
Hertugdømmernes Anneksion, og skilte Østerrig fra
dets naturlige Allierede, de tyske Mellemstater.
At det preuss. Deputeretkammer erklærede sig
imod London-Traktaten og for den augustenborgske
Prætendent, samt nægtede Regeringen
et af den begæret Statslaan, kunde ikke standse
B. Med megen Forudseenhed havde han vidst
at vinde Rusland ved sin nabovenlige Optræden
over for det under den polske Opstand 1863.
Ogsaa for Frankrig mente han sig sikker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
