Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bismarck, Otto Eduard Leopold von, Hertug af Lauenburg, tysk Statsmand, (1815-1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hans Forhold over for Danmark var præget
af den yderste Hensynsløshed. Den tilsyneladende
Forsonlighed, han i Efteraaret 1863 inden
Frederik VII’s Død udviste ved under
Forhandlingerne om den truende Forbundseksekution
at stille sig venlig til de eng. Mæglingsforsøg
og ved Ytringerne til Quaade om et Eider-Holsten
og et Eider-Danmark som en foreløbig
Løsning af Konflikten, var kun beregnet paa at
give Aktionspartiet i Danmark Mod til at gaa
videre ad den Vej, som betegnedes ved
Forelæggelsen af Forslaget til Fællesforfatningen for
Danmark-Slesvig, samt paa at berolige
Stemningen blandt de ikke-tyske Stormagter og
overvinde Østerrigs Betænkeligheder. I
Virkeligheden ønskede han mindst af alt en
fredelig Udgang paa Striden og gjorde ogsaa, hvad
han kunde, for at hindre, at Danmark i Tide
tiltraadte et Tilbagetog. Krigen, som udbrød
1. Febr 1864, blev, med fuldkommen
Tilsidesættelse af Mellemstaterne, ført sejrrig igennem
af Preussen og Østerrig, og den ny preussiske
Hærorganisation fik Lejlighed til at vise sine
Fortrin.
En Ting af den største Bet. for B. var det
selvfølgelig under hele Krigen at afvende al
virksom Indblanding fra det neutrale Europas
Side. Hvad Rusland angik, havde han som ovf.
nævnt allerede ved sin Holdning under den
polske Opstand 1863 erhvervet dets ubetingede
Velvillie, og skønt Kejser. Alexander under
Krigens Gang kom til at nære stærkere og
stærkere Frygt for, at det hele vilde ende med en
preuss. Anneksion af Hertugdømmerne, forstod
B. netop paa det mest kritiske Punkt, nemlig
under London-Konferencen at berolige Kejseren
ved en personlig Sammenkomst i Berlin.
Mellem Frankrig og Preussen var det allerede fra
Efteraaret kommet til en Tilnærmelse, idet
Napoleon III haabede paa at vinde Preussens
Tilslutning til sin europæiske Politik og skille
det fra Østerrig ved til en vis Grad at
begunstige dets Planer over for Danmark.
Bekæmpelsen saavel af det danske Monarkis Integritet
som af Personalunionen mellem Danmark og
Hertugdømmerne og Planen om Slesvigs Deling
efter Nationaliteterne, saaledes at alt, hvad der
laa S. f. Delingslinien, tilfaldt Preussen, var
Grundlaget for de Forhandlinger, der under
hele Krigen førtes mellem B. og Napoleon. Det
var ogsaa paa Grundlag af Deling og Afstaaelse,
B. opererede under London-Konferencen,
selvfølgelig dog med Fortielse af, at Anneksionen
var det egl. Maal, og saaledes, at — til
Østerrigs og Europas Beroligelse — først
Personalunionen førtes frem paa Konferencen, men i
en Form, under hvilken B. mente sig sikker
paa, at Danmark vilde afslaa den. Under
Forhandlingerne om Delingslinien i Slesvig vilde
B. have strakt sig til en Grænse N. om
Flensborg og Tønder, ja, rimeligvis endog noget
sydligere, idet han, som stadig havde den
preussiske Anneksion for Øje, ikke ansaa det for at
være i Preussens Interesse at erhverve de helt
ell. ganske overvejende danske Distrikter. Kong
Wilhelm var dog stærkt imod at nøjes med
nogen Delingslinie, som var sydligere end den
af Preussen officielt tilbudte Aabenraa—Tønder-Linie,
og Resultatet blev, at London-Konferencen
sprængtes p. Gr. a. Danmarks Fastholden
ved Sli-Linien og Afvisning af det af de
neutrale Magter godkendte Voldgiftsgrundlag.
Krigen genoptoges da og førte til Freden i Wien
Oktbr 1864, hvor Danmark afstod de tre
Hertugdømmer til Østerrig og Preussen.
I Krigens sidste Maaneder var Forholdet
mellem de to allierede Magter allerede kølnet
betydeligt. Preussens Anneksionslyster begyndte
at træde tydeligere frem, og Østerrig blev som
Følge deraf venligere stemt mod de
augustenborgske Arvekrav, som det tidligere havde
tilbagevist; dette medførte saa atter en
Tilnærmelse mellem Østerrig og Mellemstaterne, der
altid havde begunstiget Augustenborgerne.
Baade før og efter Freden førtes der
Forhandlinger mellem B. og den augustenborgske
Prætendent, hvoraf Resultatet blev, at Prætendenten
i Tillid til Østerrigs Støtte nægtede at give de
Garantier, B. forlangte af ham. B. modarbejdede
derefter Prætendenthoffet i Kiel lige saa
stærkt, som Østerrig støttede det, og Spændingen
blev Dag for Dag stærkere, idet jo ogsaa selve
Fællesregeringen i Hertugdømmerne frembød
Konfliktemner. B. var nu i fuld March mod
sit foreløbige Maal: Konflikten med Østerrig;
men Situationen var endnu langtfra
tilstrækkelig moden, og han tilvejebragte derfor 14.
Aug. 1865 den saakaldte Gastein-Overenskomst,
ved hvilken Preussen fik Lauenburg, og
Fællesregeringen i de to andre Hertugdømmer
ordnedes saaledes, at Preussen fik Administrationen
af Slesvig og Kiels Havn, Østerrig af
Holsten. Overenskomsten var særdeles
fordelagtig for Preussen, og Kong Wilhelm ydede
kort efter dens Afslutning B. sin Anerkendelse
for de Resultater, hans Politik allerede havde
bragt, ved at ophøje ham i Grevestanden.
Imidlertid var Forfatningskonflikten i
Preussen blevet staaende omtr. paa samme Punkt.
Heller ikke 1865 og i den første Halvdel af 1866
lykkedes det at opnaa Enighed om Budgettet,
og B. havde vedblivende Deputeretkamrets
overvejende Flertal imod sig. Men alt som
hans virkelige Planer traadte tydeligere
frem, svækkedes Modstanden. Overenskomsten
i Gastein medførte kun en kort Standsning i
Rivningerne mellem Preussen og Østerrig, der
dels drejede sig om Hertugdømmerne, dels om
Stillingen inden for det tyske Forbund.
Østerrig søgte, støttet til Forbundsdagens store
Flertal, navnlig de fire Kongeriger, bestandig
stærkere at gøre sit Supremati inden for Forbundet
gældende, og B. svarede med at fremhæve
Preussens Selvstændighed og med Planer om
en Reform af Forbundsforfatningen ved
Overenskomst mellem Fyrsterne og en af alm.
Folkevalg udgaaet tysk Repræsentation.
Umiddelbart inden Krigens Udbrud forelagde han i
Frankfurt et Udkast til en Forbundsreform,
som paa væsentlige Punkter, navnlig ogsaa ved
Indførelsen af alm. Valgret til Folkerepræsentationen,
stemmede overens med den senere
Forfatning for det nordtyske Forbund. Fra
Foraaret 1866 var Krigsrustningerne begyndte
fra begge Sider, og medens Østerrig knyttede
Baandet fastere mellem sig og sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
