Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bismarck, Otto Eduard Leopold von, Hertug af Lauenburg, tysk Statsmand, (1815-1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forbundsfæller i Tyskland, fandt B. en Allieret i Italien,
der attraaede Venezias Erhvervelse, Østerrigs
Forsøg paa ved Hjælp af Forbundsdagens
Flertal at trykke Preussen ned til en forholdsvis
underordnet Stilling i Tyskland og B.’s energiske
Optræden derimod havde imidlertid delvis
vundet Stemningen for den preuss. Regerings
Politik selv i Kredse, der tidligere havde staaet
denne fjernt, og Blind’s Attentat paa B. Maj
1866 styrkede yderligere hans Stilling. Dog
tøvede Kongen i det afgørende Øjeblik, og det
kostede B. store Anstrengelser at bringe ham
til det definitive Brud med Østerrig. Østerrigs
Beslutning om Indkaldelse af de holstenske
Stænder trods Preussens Protest, de preuss.
Troppers Indmarch i Holsten og Forbundsdagens
Flertals Beslutning af 14. Juni om
Forbundseksekution mod Preussen bragte
Afgørelsen; umiddelbart derefter udbrød Krigen. 30.
Juni begav B. sig sammen med Kongen, Roon
og Moltke til Hæren og deltog derefter
personlig i Felttoget i Böhmen og navnlig i det
afgørende Slag ved Königgrätz 3. Juli. Efter
Sejren kom for B. den vanskeligste Tid. Efter
at Østerrig havde opfordret Frankrig til at
mægle, søgte Napoleon III, der selvfølgelig med
stor Ængstelse saa paa Preussens Triumf, at
opnaa Landudvidelser for Frankrig til Gengæld
for, at han fandt sig i den af Preussen attraaede
Magterhvervelse; men B. forstod med lige saa
megen Smidighed som Energi at holde den fr.
Indblanding tilbage, indtil Krigens Resultater
var sikrede. En meget vanskelig Opgave var
det ogsaa for ham at holde igen paa de
mægtige Indflydelser, der vilde drive ham til at
benytte Sejren ud til de yderste Grænser. Han
skaffede vel, med aabenbar Tilsidesættelse af
de Paagældende Fyrsters Ret og af Befolkningernes
Ønske, Preussen de Udvidelser, der
forekom ham nødvendige for at fæstne dets
Herskerstilling i Tyskland, men ligesom han
vogtede sig for at drive Hovedmodstanderen,
Østerrig til det yderste, saaledes behandledes
ogsaa Sachsen og de sydtyske Stater med
forholdsvis Mildhed. Kongen var beruset af sin
Hærs Sejre og forlangte, overensstemmende
med de Ønsker, der gjorde sig gældende i
hans milit. Omgivelser, bl. a. Afstaaelsen af
østerrigsk Schlesien, visse böhmiske
Grænsedistrikter og det vestlige Sachsen, og, hvis
dette ikke indrømmedes, Krigens Fortsættelse,
indtil Wien var erobret. Østerrig vægrede sig
bestemt ved enhver Landafstaaelse og ved at
lade Sachsen i Stikken, og B., som frygtede
Følgerne af et Felttog i Østerrig-Ungarn i den
hedeste Sommertid (Koleraen var allerede
begyndt at anrette store Ødelæggelser i den
preuss. Hær) og aktiv Indblanding fra fr. og
muligvis ogsaa fra russ. Side, saafremt Krigen
trak i Langdrag, tilraadede at slutte Freden
nu og nøjes med de saare betydelige Fordele,
Preussen kunde opnaa med Østerrigs og
Frankrigs Indvilgelse. En Hovedsag for ham var
ogsaa dette, at Østerrig ikke maatte lide
saadanne Ydmygelser og Tab, at det kunde
forudses at ville blive Napoleon’s sikre
Forbundsfælle i den Krig med Frankrig, uden
hvilken B. alt nu indsaa, at det tyske Enhedsværk
ikke kunde fuldbringes, og at Muligheden
for det tysk-østerrigske Forbund, som han
ansaa for en nødvendig Betingelse for Tysklands
Sikkerhed i Fremtiden, afskares. Kongen
vægrede sig længe ved at gaa ind paa disse
Synsmaader og gav først efter, da B. erklærede
øjeblikkelig at maatte træde tilbage, hvis hans
Raad ikke fulgtes; i Randen af en af B.’s
skriftlige Indstillinger udtrykte Kongen sin Harme
over, »da min Ministerpræsident lader mig i
Stikken over for Fjenden«, at maatte samtykke
»i en saa ydmygende Fred«. — 26. Juli
underskreves saa Fredspræliminærerne i
Nikolsburg og 23. August Freden i Prag, ved
hvilken Østerrig udelukkedes fra Tyskland,
opgav sin Andel i Hertugdømmerne og indirekte
afstod Venezia til Kongeriget Italien. Dels før,
dels efter Freden afsluttedes de Overenskomster
med Staterne N. f. Mainlinien, som blev
Grundlaget for det nordtyske Forbund, samt
de hemmelige Krigsforbund med Württemberg,
Baden og Bayern. — Allerede i Krigens første
Uger var det Omslag i Folkestemningen, som
alt i nogen Tid var forberedt, kommet til
kraftigt Gennembrud, og B. blev kort før sin
Afrejse til Hæren i Berlin Genstand for en
overstrømmende Hyldest. Efter den endelige
Sejr besluttede han, trods stærk Modstand,
navnlig fra ledende milit. Kredses, men dog
ogsaa i nogen Grad fra Kongens Side, at
benytte dette Omslag, ikke til at knuse det
liberale Parti, men til, saa vidt som muligt, at
knytte det til sig. Det var ikke noget Omslag
i politisk Grundopfattelse, som fremkaldte denne
Beslutning, men en Følelse af, at hvis
Preussen skulde være det tyske Folks Fører i de
Kampe for Enheden, som endnu stod tilbage,
og i Længden blive stærkt nok til at overvinde
ogsaa Udlandets Modstand, maatte det først
og fremmest bringe sine indre Anliggender i
Orden og gøre Ende paa Konflikten mellem
Konge og Folkerepræsentation. Netop Sejrens
Øjeblik syntes ham at være det rette for
Kronen til at søge denne Forsoning uden at sætte
noget til af sin Autoritet. Den Dag, da Slaget
ved Königgrätz stod, foregik der ny Landdagsvalg,
som betydelig forøgede det konservative
Partis Mandattal, og da den nyvalgte
Forsamling traadte sammen 5. Aug., anmodede
Regeringen den om »Indemnitet« for alle de
Udgifter, den i det budgetløse Regimentes Aar
havde afholdt af egen Magtfuldkommenhed.
Indemniteten blev givet, Budgettet bevilget i det
væsentlige efter Regeringens Forslag og derved
endelig Militærorganisationen godkendt. Disse
o. a. Beslutninger bevirkede en Spaltning i den
tidligere Opposition, idet største Delen af den,
under Navn af det »nationalliberale« Parti,
skilte sig fra det saakaldte »Fremskridtsparti«
og for Fremtiden i det væsentlige støttede
Regeringen. B. gjorde til Gengæld det liberale
Parti overordentlige Indrømmelser ved
Grundlæggelsen af det nordtyske Forbunds
Forfatning, navnlig ved at lade Forbundsparlamentet
vælge ved alm. Valgret. B. selv overtog som
»Forbundskansler« den øverste Ledelse af det
nyskabte Forbunds Politik tillige med Forsædet
i Forbundsraadet. Desforuden beholdt han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
