Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bismarck, Otto Eduard Leopold von, Hertug af Lauenburg, tysk Statsmand, (1815-1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
preuss. Ministerium til Roon, men ogsaa denne
gl. Kampfælle kom efterhaanden til, ud fra sit
gammelpreussiske konservative Standpunkt, at
se meget kritisk paa B.’s indenrigske Politik.
Under den stadige Kamp mod aabenlyse og
skjulte Modstandere hidsedes B.’s Nervesystem
til det yderste, og hans ret hyppige maanedlange
Trækken sig tilbage til sine Landslotte
»af Helbredshensyn« skyldtes ikke alene
politiske Motiver. Fl. Gange indgav han ogsaa sin
Afskedsbegæring, der dog altid blev afslaaet af
Kejseren, en Gang med det hist. berømte
»niemals« paa Ansøgningens Fod. Hvad der
mægtig styrkede B.’s Stilling, var hans af alle
anerkendte Mesterskab i Ledelsen af den
udenrigske Politik. Han formaaede efter Sejre og
Landudvidelser, der ganske forrykkede den
politiske Ligevægt i Europa, ikke desto mindre
at opretholde et venskabeligt Forhold til
Nabostormagterne, Frankrig dog naturligvis
undtaget. Dette Forhold fik sit Udtryk i det
saakaldte »Trekejserforbund« mellem Tyskland,
Rusland og Østerrig, med sympatetisk
Tilslutning fra Italiens Side. Under den russ.-tyrk.
Krig 1877—78 forholdt Tyskland sig neutralt og
bidrog i det hele væsentlig til at begrænse
Krigen, og paa Berlin-Kongressen Sommeren 1878
præsiderede B. som den store europ.
Fredsstifter, hvem det lykkedes ved sin Mægling at
tilvejebringe en foreløbig Løsning af det
orientalske Spørgsmaal, at hindre Ruslands
Udvidelsesplaner og at realisere sit gamle Program
om Forlæggelsen af den østerrig-ungarske Stats
Tyngdepunkt Ø. paa.
Under den 10 Maaneder lange »Kanslerkrise«
1877—78 havde der imidlertid udviklet sig et
Omslag i B.’s Stilling til den indre Politik. Hans
Samarbejde med de liberale Mellempartier blev
stedse vanskeligere, og han begyndte at føle
Tilbøjelighed til atter at nærme sig sit politiske
Ophav, de konservative Partigrupper. Stærkt
medbestemmende for denne Vending var det
Udfald, hans Forsøg 1877 paa at faa den
nationalliberale Partifører Bennigsen til at
indtræde i Ministeriet fik. B. mente herved at
vinde den Fordel at knytte de Nationalliberale, i
hvert Fald deres højre Fløj, fastere til sig, men
det var aldeles ikke hans Hensigt at indlede
noget Omslag i parlamentarisk Retning.
Saaledes forstod imidlertid Bennigsen Sagen og
krævede som Betingelse for sin Indtræden, at
ogsaa Forchenbeck og Stauffenberg skulde
indtræde, men herpaa vilde hverken B. ell. —
end mindre — Kejseren gaa ind, og det
mislykkede Forsøg forøgede selvfølgelig Afstanden
mellem Rigskansleren og de Nationalliberale.
Dertil kom, at B. under den økonomiske
Nedgangsperiode, som fulgte efter Milliardaarene
og »Gründungsfeberen«, var begyndt at nære
Mistillid til den liberale Samfundsøkonomi.
Tilmed var Vanskelighederne ved at tilvejebringe
Midlerne til Tilfredsstillelse af Rigets finansielle
Fornødenheder, især til de stedse stigende
Militærudgifter, saa store, at han enten havde
Valget imellem en uforholdsmæssig Forøgelse
af de enkelte Staters »Matrikularbidrag«,
hvorved den partikularistiske Følelse i en
betænkelig Grad vilde være blevet styrket, ell. en
Forøgelse af Rigsindtægterne, og han valgte da det
sidste. Endelig voldte Socialdemokratiets Vækst
ham stor Ængstelse, og de to Attentater paa
Kejseren 1878 styrkede baade hos ham og hos
Befolkningen Stemningen for dels at bruge
stærke repressive Midler over for Socialdemokratiet,
dels at lade Staten gribe kraftig ind
i samfundsreformatorisk Retning. Alt dette
affødte det store Omslag 1878—79. Allerede efter
Hödel’s Attentat i Maj 1878 havde B. forelagt
Forslag til en »Undtagelseslov« mod
Socialdemokraterne, men Rigsdagen havde forkastet det
med stort Flertal. Efter Nobiling’s Attentat i
Juni, ved hvilket den gl. Kejser saaredes
livsfarligt, benyttede B. den stærke
Stemningsbølge af Indignation, som gik gennem
Befolkningen, til en Rigsdagsopløsning, der ikke alene
havde til Hensigt at sikre Vedtagelsen af den ny
Tvangslov, som nu skulde forelægges, men end
mere at vende Flertallet i Rigsdagen i
konservativ Retning. Dette lykkedes, idet de
konservative Grupper fik Flertal i Forening med
Centrum, og B. besluttede nu aabent at træde frem
med sin Frontforandring. Han forelagde
Forslag om et nyt Rigs-Skattesystem, i hvilket en
protektionistisk Toldlov var Midtpunktet.
Naturligvis havde dette talrige Ministerskifter til
Følge, idet de mere fremragende Ministre fra
den liberale Tid veg Pladsen for Mænd af
konservativ Farve. En Del af det nationalliberale
Parti skilte sig nu ogsaa uforbeholdent fra
Kanslerens Politik og sluttede sig nærmere
sammen med Fremskridtspartiet. Til Gengæld vandt
B. delvis Støtte hos Centrumspartiet mod
betydelige Indrømmelser paa det kirkelige
Omraade. Efter at Toldloven o. a. Love af
væsentlig finansiel Art var gennemførte, blev den
sociale Lovgivning en Tid Hovedformaalet for
B.’s Bestræbelser. Socialistloven var efter
Nobiling’s Attentat med Lethed blevet
gennemført og fornyedes senere; men B. vilde ogsaa
paa mere positiv Maade søge at bevare det
bestaaende Samfund og hindre Misfornøjelsen fra
at gribe om sig. Til Bestræbelserne herfor
hører navnlig de tre store Love om
Ulykkesforsikringen, Sygeforsikringen og Invaliditets-
og Alderdomsforsikringen, som gennemførtes
trods megen Modstand. I samme Retning
vedblev B. i de flg. Aar under forsk.
Partigrupperinger og med vekslende Allianceforhold til
Partierne inden for Rigsdagens Højregrupper
og den til disse sig nærmest sluttende Del af
det nationalliberale Parti at fortsætte sin
Styrelse. I den udenrigske Politik foregik den
Forskydning, at Rusland efter Berlin-Kongressen
i stedse stærkere Grad skilte sig fra
Tyskland og nærmede sig til Frankrig, medens B.
til Gengæld 1879, trods ikke ringe Modstand fra
Kejserens Side, fik afsluttet et Forsvarsforbund
med Østerrig for det Tilfælde, at nogen af de
to Stater blev angrebet af Rusland, og siden
føjede Italien ind som det tredie Led af den
mellemeuropæiske Tripelalliance. 1884
suppleredes disse Traktater med den hemmelige
saakaldte »Genforsikringstraktat« med Rusland, ved
hvilken de to Magter forpligtede sig til at
iagttage en velvillig Neutralitet, hvis nogen af dem
angrebes af en tredie Magt. Denne Traktat,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
