- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
295

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bismarck, Otto Eduard Leopold von, Hertug af Lauenburg, tysk Statsmand, (1815-1898) - Bismarck, Wilhelm, (1852-1901) - Bismarck-Archipel (forhen Ny Britannien), tysk Øgruppe Ø. f. Ny Guinea

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som fornyedes 1887, bortfaldt dog efter B.’s
Fratræden 1890. Fra 1880 og gennem de flg. Aar
strækker sig B.’s grundlæggende Arbejde for
den tyske Kolonialpolitik.

Kejser Wilhelm I døde Marts 1888, og
derefter fulgte Friedrich III’s 3 Maaneders
Kejserdømme. Den dødssyge Kejser var ikke B.
gunstig, men Omstændighederne tillod ham
ikke at rokke ved »Jernkanslerens« Magt.
Under hans Efterfølger, Wilhelm II, blev Stillingen
en anden. Den unge, herskelystne og stærkt
selvbevidste Kejser følte sig ved hvert Skridt
hemmet af B.’s Selvraadighed og hævdvundne
Autoritet, og forsk. Forhold af mere personlig
Art foranledigede snart Rivninger, der
forandrede det ubetingede Beundringsforhold, hvori
Kejseren tidligere havde staaet til B., til
gensidig Bitterhed og Spænding. Det var
hovedsagelig Uenighed mellem Kejseren og B. ang.
den sociale Politik, som bragte Konflikten til
Udbrud. Kejseren ønskede en vidtgaaende
Udvikling af Arbejderbeskyttelseslovgivningen, som
B. erklærede sig imod, og samtidig bidrog
Kejseren ved sin passive Holdning over for B.’s
Bestræbelser for en Fornyelse og Udvidelse af
Tvangsloven mod Socialdemokraterne til, at
Forslaget herom ikke vedtoges af Rigsdagen
1890. Det synes tilmed, som om den stærke
Forøgelse af Venstrefraktionernes og
Socialdemokraternes Styrke ved Rigsdagsvalget
Febr 1890 har ført B. ind paa Planer om en
Forfatningsændring, der stilede mod at udelukke det
socialdemokratiske Vælgerkorps fra Valgret.
Efter Valgene søgte B. at styrke sig til
konservativ Side ved, uden forud at indhente
Kejserens Samtykke dertil, at optage en politisk
Forhandling med Centrumsføreren Windthorst,
hvilket Kejseren tog ham særdeles ilde op, og
da han — for at styrke sin noget svækkede
Autoritet over for Ministrene — forlangte, at disse
ikke uden hans Billigelse maatte referere
Sager af større Bet. for Kejseren, opfordrede
denne ham til at indsende sin Afskedsbegæring,
som 20. Marts bevilgedes ham, idet han
samtidig udnævntes til Hertug af Lauenburg og
Generaloberst. Men disse tilsyneladende
Naadesbevisninger formaaede ikke at skjule for
Omverdenen, hvilket Brud der i Virkeligheden
var foregaaet. Siden da levede B. paa sit
Gods Friedrichsruhe, og dels gennem sit Organ
»Hamburger Nachrichten«, dels gennem Taler
til Deputationer o. a., der paa Rejser ell. i
Hjemmet bragte ham deres Hyldest, kritiserede
han skarpt sine Efterfølgeres Politik. Trods
forsk. Tilnærmelsesforsøg fra Kejserens Side
.opnaaedes ingen virkelig Forsoning, og de bitre
Stemninger paa begge Sider skaffede sig ikke
sjældent opsigtsvækkende Udslag.

B.’s Modstandere glemte ikke deres Uvillie
imod ham efter hans Tilbagetræden, og et
kraftigt Vidnesbyrd herom er Rigsdagens
Flertals Vægring ved at hylde ham 1895 paa hans
80 Aars Fødselsdag, ligesom de hensynsløse og
til Tider for Rigsinteresserne skadelige Midler,
som benyttedes under den af ham inspirerede
Pressekampagne mod »den ny Kurs«, maatte
vække alvorlig Misbilligelse i vide Kredse. I
det hele var dog efter hans Afgang
Folkestemningen over for ham præget af
Taknemmelighed og Beundring, og disse Følelser, som
yderligere forstærkedes efter hans Død, har givet
sig et haandgribeligt Udtryk i de langt over
300 Mindesmærker, som er rejst for ham rundt
om i Tyskland. — For den europæiske
Bevidsthed har B. ubestridelig staaet som Samtidens
største Statsmandsskikkelse. Ingen har naaet
saa store Resultater som han, ingen har vist
saa genialt et Blik, saa urokkelig en Energi,
saa megen Evne til at gøre sig til Herre over
Forhold og Personer. Skønt i ydre Forstand
lidet veltalende, søgende efter Ordene, uden
Foredragets Fylde og Magt, har han dog ogsaa
som Taler gjort et mægtigt Indtryk. Hans
Idérigdom, hans Udtryks slaaende Kraft, hans dybe
Originalitet har præget mangfoldige af hans
offentlige Udtalelser uudslettelig i Samtidens
Bevidsthed. Selv hans ydre Skikkelse var saa at
sige blevet hele Europas Ejendom. Den, der
saa ham i Rigsdagen, bl. Kolleger, Venner og
Modstandere, fik selv ved et flygtigt Blik
Indtrykket af den Naturnødvendighed, hvormed
denne Mand beherskede dem alle. Hans Blik,
Udtryk og Holdning var den fødte Herskers.

(Litt.: Otto v. B., »Gedanken u.
Erinnerungen« I—II [1898] med 2 Bd »Anhang« [1901];
»B.’s Briefe an seine Braut u. Gattin« [1906];
»B.’s Briefe an seine Gattin aus dem Kriege
1870—71« [1903]; »Politische Briefe B.’s aus den
Jahren 1849—93« [4 Bd, 1889—93]; »B.’s politische
Reden«, udg. af H. Kohl [14 Bd, 1892—1905];
H. Kohl, »B.-Regesten« [2 Bd, 1891—92];
H. v. Sybel, »Die Begründung des deutschen
Reiches durch Wilhelm I« [1889—90]; Roon,
»Denkwürdigkeiten« [1892]; H. Blum, »Das
deutsche Reich zur Zeit B.’s« [1893]; »Fürst B.
und seine Zeit« [7 Bd, 1894—99] og »Persönliche
Erinnerungen an den Fürsten B.« [1900];
Poschinger, »Preussen im Bundestag«
[1882—84]; »Fürst B. als Volkswirth« [1889—90];
»Fürst B. und der Bundesrat« [5 Bd,
1897—1901]; »Fürst B. und die Parlamentarier« [1891—96]
og »Fürst B. und die Diplomaten 1852—90«
[1900]; Penzler, »Fürst B. nach seiner
Erlassung« [1897—98]; M. Lenz, »Geschichte
B.’s« [1902]; R. Keudell, »Fürst und Fürstin
B. Erinnerungen aus den Jahren 1846—72«
[1902]; P. Matter, B. et son temps [3 Bd,
Paris 1905—08]; Tiedemann, »Sechs Jahre
Chef d. Reichskanzlei« [1909]; Friedjung,
»Der Kampf um die Vorherrschaft in
Deutschland« [1912]; Aage Friis, »B.,
Ungdomstiden« [1909]; M. Rubin, »Tysklands Historie
fra 1848 til Nutiden« [1912]).
N. N.

Bismarck, Wilhelm, foreg.’s Søn
(1852—1901), var i Krigen 1870—71 Manteuffel’s
Adjudant, men gik senere over i den civile Tjeneste;
blev 1889 Regeringspræsident i Hannover og
1895 Overpræsident i Østpreussen. Han var
1878—81 Medlem af den tyske Rigsdag og 1882—85
af det preuss. Underhus, men spillede slet
ingen Rolle.
E. E.

Bismarck-Archipel (forhen Ny Britannien),
tysk Øgruppe Ø. f. Ny Guinea, 47100
km2 med c. 200000 Indb. De større Øer af B.
danner en omtr. halvcirkelformet Bue med den
konkave Side mod NV. Nærmest ved Ny Guinea

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:53 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0339.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free