Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bison, en lille Gruppe inden for Okseslægten (Bos. L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mindre, nærmer sig lidt mere til den alm.
Oksetype. De to sidstn. Arter er meget nærstaaende.
Den Europæiske B., Wisenten (B.
bonasus ell. europæus) er den største. Tyren
maaler 1,8 m over Skuldrene, og Kroplængden
naar 3,5 m; dette mægtige Dyr, der er Europas
største nulevende Landpattedyr, naar en Vægt
af 700 kg; i forhistorisk Tid blev den endnu
meget større; jordfundne Kranier er
kæmpemæssige i Forhold til Nutidens, særlig var
Hornene mægtigt kraftige og store, ragende
langt ud til Siderne; denne ældre Race
udskilles ofte som B. priscus.
Haarlaget er blegbrunt, men Manken paa
Hovedet er sortbrun. Wisenten er trods sin
plumpe Bygning rask i sine Bevægelser, kan
galoppere hurtigt, altid med sænket Hoved og
Halen i Vejret; Tyrene er, særlig i Brunsttiden,
meget vilde og ikke ufarlige, naar de tirres;
de kæmper med Voldsomhed om Køerne; disse
faar kun een Kalv ad Gangen; de lever i større
og mindre Flokke, anførte af Tyrene.
Wisenten er et Skovdyr, der foretrækker tætte
Skove med græsrige Lysninger; den var
tidligere udbredt over store Dele af Mellem-, Syd-
og Østeuropa og over det mellemste og nordlige
Asien, lige til det østlige Sibirien; dens
Knogler findes i Europa i præ- og interglaciale
Aflejringer; ogsaa i Danmark har man i Tørven
2 Gange fundet Kraniedele af den, nemlig i
Langkjær Mose Ø. f. Roskilde og paa Als; den
synes, ligesom i Sverige, at have levet her i
Fyrreskovens Tid. I Mellemeuropa forekom den
vidt udbredt endnu i hist. Tid; allerede
Aristoteles omtaler den som alm.; paa Karl den
Store’s Tid fandtes den i Harzen; i
Østpreussen blev det sidste Individ skudt 1755;
rimeligvis til Slutn. af 18. Aarh. forekom den i visse
Dele af Ungarn (Szekler-Skovene,
Transsilvanien); stadig indskrænkedes dens
Udbredningszone, og i Nutiden findes de sidste Rester
af denne B., der aabenbart nærmer sig sin
Udryddelse, i den lithauiske Skov Bjelowjescha i
Guv. Grodno, c. 20 Mil ØNØ. f. Warszawa;
skønt den her er stærkt fredet og lever under
gunstige Forhold i den 2800 km2 store Skov,
aftager den dog nærmest i Antal, mulig p. Gr.
a. Indavl; dens Tal anslaas i Nutiden til op
mod 700 Stkr; helt vildtlevende findes den dog
endnu i enkelte Egne af Kaukasus.
Den Amerikanske B. (B. americanus)
ell. Buffalo’en ligner meget Wisenten, men
er noget kortere i sin Krop, saaledes at
Længden sjældent naar mere end 3 m; dens
Forkrop og Hoved er derimod forholdsvis sværere
og mægtigere; Skulderhøjden er indtil 2 m;
Halsen kortere; tillige er Manken paa Hoved,
Hals og Forkrop længere og tættere;
Hornene er kortere, sværere og mere tiltrykte.
Buffalo’en var tidligere i umaadelig store og
talrige Hjorde udbredt over den største Del af
Nordamerika, lige fra Atlanterhavet, over
Alleghany-Bjergene, ud over de store Stepper
omkring Mississippi; navnlig var den talrig paa
Prærierne over mod Klippebjergene; mod S.
gik dens Udbredelse til den meksikanske
Havbugt og det nordlige Meksiko, mod V. ind i
New Meksiko, Utah og Idaho; mod N. fandtes
den helt op til den store Slavesø i Kanada.
Buffalo’en forekom i disse nævnte Egne i
utrolig store Mængder; Prærierne kunde, særlig
under deres aarlige Vandringer, være sorte af
dem, saa langt Øjet rakte, idet Flokkens
Individer taltes i Millioner; de havde stadig været
Genstand for Jagt af Indianerne, en Jagt, der
ikke kunde nedsætte deres Antal, men efter
som de hvide Nybyggere med deres Skydevaaben
trængte frem, tiltog Jagten i et saadant
Omfang, at Buffalo’ens Tal begyndte at gaa
ned; dens Udbredelse indsnævredes efterhaanden,
indtil den 1840 væsentlig var indskrænket
til de centrale Dele af Nordamerika;
Fuldførelsen af Pacific-Banen 1869 delte dens
Udbredningszone midt over, idet en hensynsløs
Rovjagt nu tog sin Beg. med Banelinien som
Basis; man regnede da, at den sydlige Hjord
talte c. 4 Mill. Buffalo’er, medens den nordlige
bestod af 1 1/2 Mill. Omkr. 1880 var den sydlige
Hjord saa godt som udryddet, 1883 havde den
nordlige fristet den samme sørgelige Skæbne.
Denne forbavsende hurtige Udryddelse af et
saa stort og pragtfuldt Dyr skyldtes bl. a.
Letheden ved at komme B. til Livs; lidet sky, som
den var, kunde den uden synderlig Vanskelighed
nedskydes flokkevis, særlig naar de samledes
ved Drikkestederne; en Mand angaves at
kunne dræbe op mod 100 Dyr i en Time;
Skindene afflaaedes som det værdifuldeste ved
Dyrene, lidt af Kødet tørredes til »Pemmikan«;
visse Egne, der særlig var Hjemsted for
disse Myrderier, var i lange Tider derefter
dækkede af afblegede Knogler; før de helt
forjoges fra Egnene om Pacific-Banen, morede
man sig med at skyde Dyrene fra Kupé-Vinduerne.
1889 var der af den sydlige Hjord
omtrent 20 Stkr tilbage i Texas; i Colorado,
Wyoming, Montana og Dakota fandtes spredte
Individer, de sidste Rester af Nord-Hjorden.
Først alt for sent greb Staterne ind med
Fredningsbestemmelser, men dog tidsnok til at
hindre B.’s absolutte Udryddelse. I Nutiden findes
kun en Flok paa c. 200 vildtlevende Individer,
 |
| Amerikansk Bison. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
