Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder (1832-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
individuelle og lyslevende Menneskeskikkelser,
og hvor der vælder op et nyt Kildespring af
uforlignelige Digte og Sange. Dertil kom senere
»Jernbanen og Kirkegaarden« (1866),
»Fiskerjenten« (1868) og »Brudeslaatten« (1872).
Mellem disse Fortællinger om Norges
Nutidsliv slynger sig en tilsvarende Række
Dramaer og episk-lyriske Digte om Norges
Fortid: »Mellem Slagene« (udg. Høsten 1857),
»Halte Hulda« (1858), »Kong Sverre« (1861, opr.
tænkt i to Dele), Trilogien »Sigurd Slembe«
(1862), »Sigurd Jorsalfar« (1872), »Arnljot
Gelline« (1860, 1870) samt »Bergliot« (1862) og
»Olaf Trygvason« (Ballade 1862 og senere et
Brudstykke af en Operatekst).
Det (trods mange tragiske Islæt) overvejende
lyse Syn, B. kaster ud over Nutidslivet i sine
Fortællinger, hænger uløseligt sammen med det
overvejende tragiske Syn paa Norges Fortid,
i Dramaer og Digte. Medens den store Sagatid
for Romantikernes Blik ofte havde kastet
Skygge over den »tamme«, hverdagsagtige Nutid,
tjener den gl. Krigstid, med dens blodige Spild
af Kræfter, for B. tværtimod til at fremhæve
Nutidslivets Fortrin. Livsproblemerne,
Karakterkampene er for en væsentlig Del de samme.
Den dramatiske ell. episke Spænding er til Stede
i begge Tider, da den for B. er en Følge af
begavede Menneskers højtspændte Livskrav og
den Friktion, som de møder. Men siden
Sagatiden er der en Fremgang, hvad B. allerede
havde fremhævet i en af sine Kritikker.
Ærgerrigheden fristes ikke saa let til at gaa
Voldsvejen til Ære og Magt, en Vej, som kan
føre i Afgrunden. I Norges Nutidsliv kan det
usædvanlig begavede Menneske vælge mellem Arbejdets
mange Veje mod de højeste Maal. Medens
Arnljot Gelline ikke ser nogen anden Vej til at
vinde sin Ingigjerd end gennem Ild og Sværd,
kan Øivind (i »En glad Gut«) vinde sin Brud
ved at »belejre Gamlingen med gode Gerninger«
efter en saa uromantisk Bedrift som at
gennemgaa et Kursus paa Landbrugsskolen.
Uvilkaarlig bruger den unge B. Sammenligningen
mellem Norges Sagatid og Nutid til at
sprede Glans over denne sidste, hvori blodig
Krig var afløst af Aandskamp. Allerede under
Tegningen af Kong Sverre’s Silhuet i »Mellem
Slagene«, kort efter »Teaterslaget« (og med
Benyttelse af personlig Erfaring fra denne
Strid), havde B. utvivlsomt paa een Gang følt
Ligheden og den dybe Forskel mellem de to
Tider og følt sig vel ved at leve i Nutiden. Men
naar hans Fantasi i hele 15 Aar endnu stadig
droges til Sagatiden, og naar det var Emner
fra denne Tid, som fik den mest dramatiske
Form, da vidner dette om, at han gennem hele
sin Ungdom maatte kæmpe med sig selv for at
akklimatisere sig i Nutidslivet. Kappestriden og
Sammenligningen mellem de to Tider røber
en Kamp i Digterens Sjæl mod en dobbelt
Længsel ud i det Fjerne, til store Tider og
store Lande. Først ved den Tid, da han (i Digtet
til Johan Sverdrup, 1869) kunde synge: »En
kampstor Tid, og vi er med«, — først da kunde
han ogsaa fremstille Nutidslivet i stærk
dramatisk Form (i den fuldfærdige Plan til »En
Fallit« [1868]).
En stor Rolle spiller i B.’s Ungdomsdigtning
Religionen, som en Udvider af egoistisk
Livsvillie til Samfundsaand, i Familiens, i
Fædrelandets, i Verdensfremgangens Tjeneste.
Ud af en dyb Selvoplevelse er denne Side af
Kristendommens Rolle i Kulturlivet fremstillet
i »Synnøve«, »Arne« og »En glad Gut«, ligesom
i de to Mesterværker om Sagatiden, »Sigurd
Slembe« og »Arnljot Gelline«. Naar B. trods sin
heftige og impulsive Natur blev en central
Førerskikkelse i ny-norsk Kultur, da skyldes det,
ved Siden af hans mægtige Vitalitet, for en
stor Del den Hjælp, som hans Ungdoms
Religion gav ham til at vinde Ligevægt og
indstille Ærgerrigheden mod de højeste Maal.
Den unge B.’s Kristendom var paa een Gang
paavirket fra Wergeland og Grundtvig, det
foregaaende Slægtleds to mægtigste Skikkelser i
Norden. Fælles for disse to saa vidt forsk.
Høvdingedigtere var Nyrenaissancens
overvejende lyse Syn paa Kristlæren, som
Livshaabets, Fremskridttroens og den altomfattende
Velvillies Religion. Men dertil kom, at den unge
B.’s Kristendom allerede fra Skoledagene var
præget af de norske Kongesagaers betagende
Skildring af stærke Mænds ydmyge Selvhengivelse
til en himmelsk Høvding og Konge.
Verdenslivet var en episk Ledingsfærd, ad en
lysende Vej, hvor Menneskene som et trofast
Krigerfølge kæmper for Godhedens og
Fremgangens Sag. I B.’s Ungdomsdigtning er det
netop den stærke, den ærgerrigt fremstormende,
som allermest trænger til Religionens Hjælp for
at kunne bøje sin voldsomme Egenvillie ind
under en Verdensvillie; en Livskunst, som ofte
maa læres i Lidelsens tunge Skole. En Broder
saarer sin Broder til Døden (som Sigurd
Jorsalfar ell. som Skolelæreren i »En glad Gut«),
— da først vækker Medfølelsens dybe Smerte
en Anger og en altbesejrende Kærlighed, som
lærer ham at fatte Livskunstens høje Lov. Den
unge B. bliver ikke træt af at gennemleve denne
smertefulde, lutrende Erfaring. Alene den, som
følger Digteren paa denne Vej, vil kunne gøre
hans Digtnings dybeste Oplevelse til sin.
Gennem de to banebrydende Værker,
»Synnøve Solbakken« og »Mellem Slagene« (det
første Sagadrama paa Prosa, opført paa »Chria
Teater« 27. Oktbr, trykt Decbr 1857) fornyer B.
Sagastilens djærve Enkelhed og Fynd. En
Forudsætning for, at B. kunde bane Vej paa dette
Omraade, baade for sin egen og delvis ogsaa
for Ibsen’s Digtning, var den, at han fra sin
Barndom uvilkaarlig havde knyttet stærke
Indtryk fra Jacob Aall’s Oversættelse af de norske
Kongesagaer uløselig sammen med den i
Romsdalen (som andensteds) endnu levende gl.
norske Fortællerstil. Dertil kom senere Tilknytning
til Asbjørnsen’s og Moe’s mønstergivende
Genfortælling af Folkeeventyrene og de af Ivar
Aasen udgivne Ordsprog. Ogsaa Sprogtonen i
»Synnøve« og »Arne« og »Arnljot« bygger
videre paa en gl, aldrig afbrudt Udvikling.
Baade B. og Ibsen fortsætter, hvad Sprogformen
angaar, den Bevægelse, som i Aarh. havde
foregaaet næsten umærkelig, men som med
bevidst Villie var begyndt især af Wergeland,
Asbjørnsen og Moe: efter norsk Sprogfølelse og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
