Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder (1832-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
senere voksede sammen med hans Fætter
Rikard Nordraak’s Melodi og fra Halvhundredaarsfesten
1864 blev Norges ny Nationalsang.
B.’s Held som Politiker i Bergen (hvor han
havde redigeret »Bergensposten«) indbragte ham
en ny Stilling som politisk Redaktør af
»Aftenbladet« i Kria, hvor han i Løbet af den
stormfulde Høst og Vinter 1859—60 med djærv
Fritalenhed hævdede Berettigelsen af politiske
Partiorganisationer som Redskaber for en aaben og
ærlig Kamp om Principper, og Norges Ret i
Statholderstriden. Foruden det mægtige Digt:
»Har du hørt, hvad Svensken siger, unge norske
Mand«, bærer ogsaa »En glad Gut« og senere
»Arnljot Gelline«, »Kong Sverre« og »Sigurd
Slembe« dybe Mærker efter B.’s Oplevelser i
denne Strid. Kong Carl XV havde lovet sit
norske Raad at ophæve Statholderposten, der af
Nordmændene føltes som et Provinsmærke, men
kunde ikke staa imod Folkemeningen i Sverige.
Og da Norges Sag maatte vige, blev B. som
dens mest fritalende Maalsmand, ofret paa
Unionsfredens Alter gennem Fordrivelse fra sin
Stilling som »Aftenbladet«’s politiske Redaktør.
Men en af hans daværende Modstandere,
Advokat Dunker, hjalp ham til at faa Erstatning
i Form af et offentligt Rejsestipendium. Det
foreløbige Nederlag som Politiker kom B.
tilgode, som Digter, endog i den Forstand, at
mange gerne saa, at han fik fri Rejse — bort fra
Politikken. Efter et frugtbart Ophold i Kbhvn,
hvor han offentliggjorde to Sange af »Arnljot
Gelline«, kom han Juleaften 1860 til Rom og
blev i Italien i halvandet Aar, ivrig sysselsat
med at studere Historie og Kunst og med at
indforlive de psykologiske Erfaringer fra sit
politiske Kampliv i Dramaet »Kong Sverre«
(1861) og især i den store Trilogi »Sigurd
Slembe«, B.’s første dram. Storværk. Hjem vilde
han ikke, før han havde levet sig ind i de
store Landes Kultur og vundet ny Autoritet som
Digter. Et Indtryk af, hvad han fik udrettet
under sine Studieaar i Italien, Tyskland og
Frankrig, faar man ved at erindre, at han i
Apr. 1863 vendte hjem ikke alene som »Sigurd
Slembe«’s og »Bergliot«’s Digter, men ogsaa
med Udkast til »Maria Stuart i Skotland« og
den første Plan til »En Fallit« (Rom 1862). I
Italien, hvor han saa Norge i Fjernsyn, droges
han stærkt mod en Skildring af Norges Nutidsliv,
ikke længere i Bondefortællingens Form,
men i Skikkelse af »det borgerlige Drama«, med
Billeder af Nutidskulturens ledende Mænd og
Kvinder, saaledes som han senere har skildret
dem: Forretningschefer, Politikere, Ingeniører,
Præster, Læger og Lærere. Men han indsaa
(som man ser af hans Breve fra Rom), at han
først maatte arbejde sig gennem Sagadramaet,
som gav »advarende Spejlbillede« for Nutiden,
og som desuden havde den nationale Opgave
at give det merkantile Norges Mænd en
Følelse af at ogsaa de havde et Galeri af store
Anebilleder paa deres Væg, ikke alene »Regninger
og Posttabeller« (Brev til D. Mejdell, 1861).
Før han kunde naa frem til det Nutidsdrama,
hvori han længtes efter at kappes med det fr.
Dramas Mestere (Musset, Augier, Dumas fils),
maatte han ogsaa samle langt større Erfaring
om Nutidens Kulturkamp og dens Bærere.
En saadan Erfaring var det væsentlige
Udbytte af hans henved 10-aarige Ophold i
Norges Hovedstad, 1863—73. Allerede før sin
Afrejse fra Paris, Apr. 1863, havde han
modtaget en Velkomsthilsen fra det norske
Storting, som efter Forslag af Regeringen
bevilgede ham en aarlig Digtergage (400 Spd.).
Efter at have deltaget i Sangerfesten i Bergen
Sommeren 1863 bosatte han sig ud paa
Efteraaret i Kria, hvor Studentersamfundet hilste
»Sigurd Slembe«’s Digter velkommen med en
Fest. Frederik VII’s Død og den Fare, som
truede Danmark, gjorde det i længere Tid
umuligt for ham at arbejde med noget andet.
»Det brænder, det bryder i mig, jeg kan ikke
underholde en Begivenhederne uafhængig
Fantasi«, skrev han til sin Ven H. C. Andersen.
Hans Digte fra den Tid gælder næsten alle
Danmark. Han appellerede til Svenskernes
ærefulde Minder for at faa dem til at hjælpe
(»Løft du dit gamle gule-blaa; thi det maa
bæres foran«). Nu skulde det vise sig, om der
var Kraft i de store Minder, der straalede »som
Nordlys i Nordens Vinternat«, — saa sang
han i Festen til Fædrenes Minde (13. Jan. 1864)
— kort før Dannevirkes Rømning. Danmarks
Nederlag knyttede ham fastere til Tanken om
de tre nordiske Landes Forening. »Den synker
ej, den sejrer, vort Blods, vor Stammes Sag«.
Han ønskede Danmarks Tilslutning til Unionen
i det Haab, at de to mindre Stater skulde
kunne veje op mod Sverige. Som Advokat
Dunker var B. Skandinavist i Modsætning til
»Amalgamisterne«, som ønskede en nærmere
Sammenslutning mellem Norge og Sverige. Imidlertid
var hans historiske Drama »Maria Stuart« —
forsinket ved Begivenhederne i Danmark —
blevet fuldført og trykt i Decbr 1864. Faa af
B.’s Stykker har oplevet en større Scenelykke
i Norge end dette Skuespil, hvor Digteren ud
fra en dyb Samhu med Renaissance-Tidens
Mennesker tegner en Brydning mellem
sydlandsk og nord. Renaissance, som Baggrund for
et mægtigt Kontrastbillede: En ung Dronning,
som for første Gang skal blive Moder, omringet
af alle løsslupne mandlige Lidenskaber, ofte
selv revet med af Livsjubel, Elskov, Hævntørst
og Had, men hævende sig over Mængden, hver
Gang hun retter sig op til sin fulde Højde som
Kvinde, Dronning og Moder. Det er, som om
en skøn Melodi fra dette Ungdomsværk senere
klinger igen i »Tora Parsberg«. Af dyb Virkning
er B.’s inderlige Deltagelse med de mest
modsatte Karakterer, med Maria og Knox, den vege
Darnley og den vilde Bothwell. I vidtfavnende
Sympati og Evne til at sætte sig paa de
forskelligste Menneskers Plads er B. aldrig naaet
højere. Intet Værk viser bedre, hvorledes de
henved 3 Aar i Udlandet havde udvidet hans
Aand. — Desto trangere forekom ham ofte de
hjemlige Forhold i Norges Hovedstad, i en Tid,
da Danmarks Nederlag kastede en mørk Skygge
over de smaa Nationers Fremtid, hvortil kom
økonomisk vanskelige Aar, hvor mange sad bøjet
over Næringslivets Bekymringer; dertil Bitterheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
