- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
366

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blad (bot.), et af det fuldstændig udviklede Plantelegemes fire Grundorganer

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forudgaaendes Tællere og Nævnere. En Linie
fra et ell. andet B. paa Stænglen gennem de
paa hinanden flg. B., bliver en Skruelinie (Fig.
2); spredte B. kaldes derfor ogsaa skruestillede.
Imellem to lige over hinanden stillede B.
(Udgangspunktet medregnet), findes der lige saa
mange B., som Tallet i Divergensvinklens
Nævner, og Skruelinien snor sig lige saa mange
Gange om Stænglen, som Tælleren angiver.
Dette Forhold gav Anledning til den af Schimper
1834 opstillede saakaldte »Spiralteori«,
som især i Alexander Braun fandt en
ivrig og genial Forkæmper. Allerede 1868
rystede Hofmeister den Braun-Schimper’ske
Lære i dens Grundvold, væsentlig ved sine
udviklingshistoriske Studier. Det var naturligt,
at der herved maatte vise sig ny Synspunkter;
thi de to nævnte Lærde var udelukkende gaaede
ud fra Organernes Stilling i den færdige
Tilstand.

B. opstaar paa Stængelspidsens hvælvede
Sider. Det er sædvanlig ved Celledelinger i
Periblemlagene, langt sjældnere i Overhuden, at
Bladanlæggene dannes; i hvert Fald er B.
(ligesom Sideskuddene) eksogene Dannelser.
Hofmeister hævdede nu, at det Sted paa
Stængelspidsen, hvor Bladanlæggene opstaar,
bestemmes af Pladshensyn, og at altsaa
de Mellemrum, som de nærmest forudgaaende
Bladanlæg har ladet imellem sig, bliver de
Steder, hvor Nydannelserne kommer frem.
Hermed er Beg. gjort til det Skridt hen imod den
rent mekaniske Opfattelse, som 1878 saa
bestemt fremsattes af Schwendener, der
har søgt at hævde, at Bladstillingen paa den
færdig udviklede Stængel ikke alene betinges
af Pladshensyn, men ogsaa af den Kontakt,
d. v. s. det indbyrdes Berørings- ell. Trykforhold,
som finder Sted mellem de unge, endnu
bløde og ligesom plastiske Bladanlæg. Denne
Lære har dog i den senere Tid mistet mange
Tilhængere.

B. kan optræde under fire Forvandlingstrin:
Lavblad, Løvblad, Højblad og Blomsterblad (om
det sidste se Blomst). Ved Lavblade
forstaar vi de i Reglen simple, ofte skæl- ell.
skedeformede B., som sidder paa underjordiske
Stængler ell. udgør de først optrædende B.
paa Sideskud, for hvis yngste Tilstande de
fungerer som Knopskæl (herfra er de Knopskæl
naturligvis undtagne, som dannes af Akselflige,
se ndf.); Løgskæl er saaledes en Form af
Lavblade (se for øvrigt Lavblade).
Højblade er de B., som optræder i Plantens
florale Del, uden dog at deltage i
Blomsterdannelsen; som oftest er de (ligesom
Lavbladene) simplere i Form og Bygning end
Løvbladene, men minder dog mere om disse end
Blomstens B. Hos visse Planter er de biol.
vigtige, idet de har faaet iøjnefaldende Farver
og Former, saa at de bidrager til at danne
»Skueapparatet«, det vil sige, de tildrager sig
Insekternes Opmærksomhed, saa at disse
lokkes til Blomsterne. Blomsternes farvede
Støtteblade hos mange Salvie- og Kofødearter,
»Kurvdækbladene« hos de Kurvblomstrede,
Skærmplanternes »Svøb«, »Hylsterbladet« hos
Mysse (Calla) og »Avnerne« hos Græsserne er
Eksempler paa Højblade (se for øvrigt
Højblade).

Den Bladdannelse, som (Kimbladet undtaget)
ikke gaar ind under nogen af de tre
Kategorier: Lavblad, Højblad og Blomsterblad, er
Løvbladet; i Botanikken betegner vi
altsaa hermed det, som i dgl. Tale kaldes B.,
d. v. s. Træers, Buskes og Urters grønne,
i Kulstofassimilationens og Vandfordampningens
Tjeneste staaende B. I fysiol. Henseende er
Løvbladet altsaa væsentligst et Ernærings-, et
Respirations- og et Transpirationsorgan. Den
tyske Digter Goethe fremsatte 1790 sin
berømte Metamorfoselære. Han abstraherer B.’s.
Begreb af alle dets Formationers mangfoldige
Former, og ser i de fire ovennævnte
Bladkategorier en i en vis Bølgegang opstigende
Metamorfose af det ideelle B., et forsk., stedse mere
»forfinet« Udslag af B.’s Idé, fra de simplere
Lavblade til de »fineste« og mest omdannede
Støvblade og Frugtblade. Der er heri lagt et
naturfilosofisk Element; som Goethe selv
udviklede sin Lære, sprang dette endog meget stærkt
frem. I vore Dage er man mere nøgtern, og
det »ideale« B. tiltaler ikke adskillige af
Nutidens realistiske Naturforskere. Goethe var
blevet ledet til sin Opfattelse ved Betragtning
af misdannede Blomster; i saadanne, der f. Eks.
hyppig forekommer hos Nellikerod, vil man
finde Bægerbladene uddannede som Løvblade,
og de andre Organer mere ell. mindre
degenererede i samme Stil. Betydningen af saadanne
Misdannelser har været og er meget omstridt;
nogle forkaster aldeles Studiet af Misdannelser
som unyttigt, medens andre mener, at de
misdannede Blomster og Blomsterdele kan give
Forklaring af Forhold, som under normale
Omstændigheder ikke optræder med umiddelbar
Tydelighed. Goethe anvendte Misdannelserne
saaledes, og hans Metamorfoselære blev optaget
af mange af Europas ledende Botanikere, i
det mindste for dens Hovedtankes Vedkommende.
Hvis man, saaledes som Goethe og
hans Tilhængere, opfatter Bladformernes
Rækkefølge fra Lavbladet til Blomsterbladet som
en fremadskridende Metamorfose, maa man
antage de Former, til hvilke et Blomsterblad
omdanner sig, som tilbagedannede. Dette gør en
nyere Skole imidlertid for saa vidt ikke, som
den i saadanne Misdannelsestilfælde ikke ser
noget Fingerpeg m. H. t. Oprindelsen af vedk.
Plante- (ɔ: Blad-) del og altsaa ikke deraf
uddrager morfologiske Slutninger. Goebel
repræsenterer denne Retning.

Det fuldt udviklede Løvblad bestaar af
Foden, Stilken og Pladen. Den saakaldte
Bladskede er en meget stærkt udviklet,
stængelomfattende Bladfod (f. Eks. hos
Græsser, Halvgræsser, Skærmplanter [Fig. 3]);
Akselfligene er ligeledes Udviklinger af
Foden (Fig. 19). Stilken, den smalleste Del af
B., kan mangle, og B. kaldes da siddende
(f. Eks. Perikum, Tidsel, Græsserne), men den
kan ogsaa være meget lang (f. Eks. Aakande).
Pladen er den brede og flade Del; den kan
være yderst mangfoldig i sin Form. Da disse
Former saavel som Stillingsforholdene, er
forskellige, men næsten altid temmelig konstante

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:48:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/3/0410.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free