Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bladlus (Aphidæ), Fam. af de Snabelmundedes Orden - Bladlusløve, Larven til Slægten Chrysopa af de Netvingedes Orden - Bladmalm, d. s. s. Bladtellur. - Bladmave, se Drøvtyggere. - Bladmetaller, se Bladguld. - Bladmosaik kaldes den hos højere Planter Orientering af Bladene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dem med et Lag af fine vandklare, søde
Draaber, Myrernes Yndlingsføde.
B.’s Forplantningshistorie er særdeles mærkelig,
og de mange herhen hørende Ejendommeligheder
beror paa de to her forekommende,
med hinanden indbyrdes kombinerede
Fænomener, Polymorfisme og Partenogenese. Den
for de fleste Former gældende
Udviklingshistorie er flg. Af det om Efteraaret
optrædende Kuld af Hanner og Hunner produceres
der befrugtede Æg, som overvintrer. Af disse
udvikler der sig det flg. Foraar en Generation
af uvingede Individer, der tidligere opfattedes
som kønsløse Dyr (Ammer), som ved indre
Knopskydning frembragte ny Individer, men
som i den senere Tid har vist sig at være
Hunner, der ad partenogenetisk Vej føder
Unger til Verden. Disse Hunner afviger fra
Efteraarets ved at mangle Sædgemme, og de er i
Alm. ikke forsynede med Vinger. Efter dette
Kuld følger ofte en hel Række partenogenetiske,
levendefødende Kuld efter hinanden, af hvilke
et enkelt som oftest er forsynet med Vinger;
dette flyver da fra den Plante, paa hvilket det
blev født, over paa andre; meget ofte har en
Bladlusart to bestemte Planter, hvorpaa den
lever, saaledes at Foraarsgenerationerne lever
paa en Plante, hvorimod Eftersommerens
lever paa en anden; Humle-B.’s Foraarskuld
lever saaledes paa forsk. Prunus-Arter; ligeledes
er det hyppigt, at det vingede Kuld fører
Arten fra Plantens Blade ned til Rødderne, hvor
den da kan forblive Vinteren over. Dette er
Tilfældet med fl. B. paa Eg og Ælm. Først hen
paa Efteraaret fremkommer Hanner og
Hunner, af hvilke Hunnerne i Alm. mangler
Vinger; disse lægger et ringe Antal befrugtede Æg,
der overvintrer, og med de af dem i det
tidlige Foraar udviklede »Ammer« begynder da
Kredsløbet paa ny. Hos nogle Arter saaledes
som en af Egens B. Phylloxera qvercus er alle
Generationer æglæggende, det kønnede Kuld er
her vingeløst, ja Hannerne mangler baade
Snabel og Fordøjelseskanal, og den befrugtede Hun
lægger et eneste stort, haardskallet Vinteræg,
af hvilket der i det flg. Aar udvikler sig en
æglæggende, partenogenetisk Hun. Hos Granens
Barklus (Chermes abietis L.) er atter
Forholdet noget anderledes, idet det her er en
»Amme«, der overvintrer, som i det tidlige
Foraar lægger en Masse Æg; de af disse
udviklede Unger danner paa Granen de
ananaslignende Galler; mod Højsommeren aabnes
disse, og de i dem værende Dyr spredes nu ud
over Granernes Grene og lægger her faa
partenogenetiske Æg, af hvilke det kønnede Kuld,
smaa, gullige, vingeløse Dyr, fremkommer.
Resultatet af disses kønslige Samvirken er faa
store Æg, af hvilke de »Ammer« udvikler sig,
som overvintrer, og det flg. Aar begynder
Kredsløbet paa ny.
B. er spredte ud over hele den tempererede
Zone, men mangler næsten ganske i Troperne,
hvor de erstattes af Skjoldlusene; de er fundne
fossile en enkelt Gang i Eocen, men særlig i
senere Dannelser (Purbech, Oeningen og
Florissant [Colorado]). Aphidernes indbyrdes
Slægtskabsforhold er kun lidet kendt; de
inddeles i Alm. i 6 Underfamilier efter Antenner
og Vingernes Aarer. B. optræder ofte som
særdeles skadelige paa mange Planter; med
Underlæben borer de Hul, navnlig paa Bladene, og
de klingedannede, bevægelige Kindbakker og
Kæber trænger gennem Overhuden og det
assimilerende Væv ind mod Karstrengene, uden
om hvis mekaniske Væv de bøjer og søger ind
i Karrenes Sirør. Da Snablen selv sjælden er
saa lang, at den kan naa helt ind, afsondres
der fra Kirtler i Hovedet en Vædske, som, idet
den kommer ind i Plantens Væv, øjeblikkelig
stivner og danner et hult Rør, der, liggende
i Forlængelse af Snablen, bliver den Vej, ad
hvilken de ved Kindbakkers og Kæbers
Virksomhed frembragte Saftstrømninger pumpes
ind i Dyret. Ved Stikket frembringes der ofte
særlig af Dyr hørende til Schizoneuridernes
og Pemphigidernes Familie
ejendommelige galleagtige Dannelser, af hvilke
særlig Pemphigus bursarius (Hast.) Galler paa
Poppel, Tetraneura ulmi (De Geer) paa Ælm
og de ovf. omtalte ananasagtige Galler af
Chermes abietis L. paa Gran bør nævnes. Ofte
dannes egl. Galler ikke, men Bladene ruller
sig sammen og forkrøbles som Ælmeblade,
angrebne af Schizoneura ulmi L. Men ikke alene
Bladene angribes. Snart er det de saftige
Stængler (Aphis sambuci L. paa Hyld), snart
er det Grenene paa Frugttræer (Schizoneura
lanigera Hausm., paa Pyrus malus), snart er
det Rødderne, der udsættes for Angreb. Blandt
disse Rodsnyltere bør særlig Vinlusen (s. d.)
(Phyloxera vastatrix Planchond.) nævnes. B.
optræder skadelig ikke alene paa Stueplanter
og i Frugthaver, men har tillige en ikke ringe
forstlig Bet. (Litt.: Buckton, Monograph
of the british Aphides [Bd I—IV, London, Roy.
Soc.]; Witlaczil, »Zur Anatomie der
Aphiden« [»Zeitsch. f. Wiss. Zool.«, 40. Bd, 1884];
samme, »Entwickelungsgeschichte der
Aphiden« [Zeitsch. f. Wiss. Zool.«, 40. Bd, 1884];
Büsgen, »Der Honigtau« [»Jenaische Zeitschr.
f. Naturw.«, 25, 1891]; Balbiani, Mémoires
sur la génération des Aphides, Ann. des sc.
nat. Zool., 5. Ser. [Bd 11 1869, Bd 40 1870,
Bd 15, 1872]).
C. W.-L.
Bladlusløve, Larven til Slægten Chrysopa
af de Netvingedes Orden; med de hule
Kindbakker udsuger de Bladlusene, i hvis Kolonier
de er hyppige Gæster. Om Chrysopa se i
øvrigt Netvinger.
C. W.-L.
Bladmalm, d. s. s. Bladtellur.
Bladmave, se Drøvtyggere.
Bladmetaller, se Bladguld.
Bladmosaik kaldes den hos højere Planter
ikke sjældne Orientering af Bladene paa et
Skud, saaledes at saa vidt muligt samtlige Blade
opnaar samme Belysningsgrad. B. træffes hos
dorsiventrale Skud, hvor større og mindre Blade
(for øvrigt ogsaa større og mindre Skud) er
stillede paa en saadan Maade, at alle faar den
samme Mængde Lys; Bladene kiles ind mellem
hverandre som Stenene i en Mosaik. Denne
Maade at udnytte Rummet paa gør sig især
gældende hos Planter, der vokser paa Steder
med forholdsvis ringe Mængde Lys, saaledes
meget tydelig hos Skovbundsplanter.
A. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
