- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
409

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blicher, Steen Steensen, dansk Digter, (1782-1848)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

havde nu engang ikke sin Styrke i en gennemklaret,
kunstnerisk behersket Form, men det
var jo netop Formen, Heiberg fremhævede som
det afgørende ved et Digterværk. Det var i
»Kjøbenhavns flyvende Post« og under
Heiberg’s Beskyttelse, at Fru Gyllembourg’s
Noveller dukkede frem paa det litterære Marked
og hurtig vandt et læsende Publikum, medens
saa faa lyttede til de langt dybere og ejendommeligere
Toner fra »Hedens Sanger«. B.’s
Følelser over for de æstetiske Kritikere,
»Formskærerlavet«; var alt andet end venlige; det
ser man af hans mange Udfald imod dem, bl. a.
i den satiriske Epistel »Aristarchos autodidactos
ell. en kort og grundig Anvisning til at lære
sig selv det æstetiske Recensenteri«. I fl. Aar
tav B. ganske som Digter; først 1833 lod han
igen høre fra sig. Næsten alle hans tidligere
Arbejder var udkomne i jyske Provinsbyer
ell. adspredte i Tidsskr. Nu fulgte han et Raad,
som Ingemann engang havde givet ham, idet
han 1833—36 i 5 Bd (ny Udg., I—VII, 1846—47,
ved P. L. Møller) gav en samlet Udg. af sine
Noveller, og denne Udg. kom paa en
kjøbenhavnsk Boghandlers Forlag, hvad der
sikkert, skønt Udstyrelsen var temmelig
tarvelig, havde sin Bet. I denne Samling fandtes,
foruden de tidligere trykte Noveller, bl. a.
»Juleferierne«, »Marie« og »14 Dage i Jylland«.
De 4 første Dele blev anmeldte af J. N.
Madvig (»Maanedsskrift for Litt.«, XIII, 1835);
denne Anmeldelse, der senere er blevet stemplet
som højst uretfærdig, er den første udførlige
Bedømmelse af B. som novellistisk Forf.
Madvig gør rigtig opmærksom paa, at det er
Skildringerne af jysk Natur og Folkeliv, som skal
bære Udgaven oppe, og meget af det, han
udpeger som Mangler og Skævheder ved B.’s
Forfatterskab, er virkelige Pletter. Anmeldelsens
Brøde bestaar nærmest deri, at den ingen Anelse
har om, hvor dyb og ejendommelig denne
Forfatterbegavelse var. B. udgav endnu fl.
Samlinger Noveller under forsk. Titler; men hans
bedste Fortællinger findes dog i den ovf.
omtalte Udg. Samtidig med denne udkom
»Samlede Digte« (I—II, 1835—36; ny Udg. 1847 ved
P. L. Møller), der blev anmeldt af C. Molbech
(»Maanedsskr. f. Litt.«, XX, 1838); det er denne
Anmeldelse, som ganske vist fremhæver
Manglerne ved B.’s Digterbegavelse og dens
Begrænsning, men ogsaa paa den anden Side dens
Oprindelighed, der først gør B. kendt som
Lyriker. Da Molbech 1840 optog et Udvalg af
hans Arbejder i 4. Del af sin Antologi,
bemærker han, at man, stærkere end det hidtil var
gjort, burde fremhæve denne Forfatters
»virkelige Originalitet i Aand, Opfatning og
Sprogtone«. Det blev P. L. Møller, som først for
Alvor fremhævede denne. Han gav 1845 en
kritisk Værdsættelse af B. (»Kritiske Skitser«,
II), som i alt væsentligt rammer det rette. B.
er, siger han, paa sit Omraade — Skildringen
af Jyllands Natur og Befolkning — »lige saa
primitiv og original som Oehlenschläger, da han
opfandt den oldnordiske Poesi ... Han er den
mest nationale Digter, som Danmark, ja
maaske noget Land i den nyere Tid har at vise«.
— Hvad Arten af B.’s Digterbegavelse angaar,
da er den afgjort lyrisk; naar han har
forsøgt sig i det episke Digt, er det mislykkedes
for ham; han bliver langtrukken og mat. Hans
Noveller viser det samme; det episke i dem,
Kompositionen, Emnets Tilskæring, røber intet
særligt Talent; det er heller ikke i
Karakterskildringen, at hans egl. Begavelse slaar
igennem; Karaktererne er givne med faa, men
anskueliggørende Træk; en dyberegaaende
psykologisk Redegørelse indlader han sig derimod
ikke paa. Men det er denne saa ejendommelig
farvede lyriske Stemning, der gennemsyrer
hans Skildringer, baade af Naturen og Menneskene,
der giver hans Noveller deres høje Rang.
Det saa et Øjeblik ud, som om den samlede
Udgave af hans Noveller og Digte skulde blive
Afslutningen af hans Livsgerning; Sommeren
1837 fik han nemlig en livsfarlig Sygdom, i
hvilken han digtede sin vemodsfulde Svanesang«:
»Længe er det, siden jeg var ung«.
Hans sejge Natur hjalp ham dog igennem
Sygdommen; men Tanken om, at hans Tid
maaske snart var omme, at han selv var en
Trækfugl, blev tilbage; det var i den flg. Vinter, han
skrev »Trækfuglene, en Naturkoncert«
(Ouverturen er skrevet ved »Kyndelmisse« 1838) med
det gribende Præludium: »Sig nærmer Tiden,
da jeg maa væk«. Den lille Bog, der giver
træffende Karakteristikker af vore Trækfugle,
indeholder fl. af B.’s bedste lyriske Digte. I
Præludiet siger han bl. a.: »Jeg vilde gerne i
Guds Natur — med Frihed spændt mine Vinger«;
alle vore andre Digtere fik jo Lov til
at flyve mod Sydens solrige Lande; han maatte
blive »for Kost og Ly — en stakkels
gældbunden Fange«. Kun to Gange fik han
Understøttelse til Smaarejser: 1836 gennem Sverige til
Upsala (skildret paa Vers i »Svithiod« [1837] og
paa Prosa i »Sommerrejse i Sverige« [1840]) og
1838 fra Holsten op gennem Halvøen (skildret
i »Vestlig Profil af den cimbriske Halvø« [1839]).
— B. udgav i de flg. Aar fl. Samlinger Noveller,
som ikke vakte videre Opmærksomhed;
men saa udkom 1842 »E Bindstouw, Fortællinger
og Digte i jyske Mundarter«. En Del af
Indholdet havde tidligere været trykt (saaledes
i »Nordlyset«: »Krigshistorien« (Maj 1827],
»Brandinspektørens Kusk« [Juli s. A.], »Faaual
Marri« [Maj 1828], »Den Tid a uar en bette
Kaal« [Juli s. A.]); det var dog først, da disse
Fortællinger og Digte udkom samlede, at man
rigtig blev opmærksom paa dem. P. L. Møller
siger med Rette om denne Bog, at »den
indeholder noget af det fortræffeligste, B. ell.
overhovedet nogen dansk Poet har skrevet«. Den
udkom opr. i Randers i en højst tarvelig
Udstyrelse; men efterhaanden voksede Publikums
Forstaaelse af, hvad den betød, og 1882 kom
der en elegant, illustreret Udg. af den. — Af
B.’s Arbejder uden for det skønlitterære
Omraade skal her kun nævnes de vigtigste. Hans
Begejstring for Jagten bragte ham til at udgive
»Diana, et Tidsskr. for Jagtelskere« (I—IX
Hæfte 1832—38), og den patriotiske Følelse, der
tidlig havde lagt ham den fædrelandske Sang
paa Læben, fremkaldte hos ham Ønsket om,
ogsaa paa det ydre Livs praktiske Omraade, at
kunne virke for det danske Folks Udvikling;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:48:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/3/0455.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free