Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blod - enstydigt med Slægtskab og da navnlig som Betegnelse for det naturlige, paa Fødsel grundede - Blod i Overtro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enten direkte i en af Armens Blodaarer ell.
under Huden, hvorfra den opsuges (resorberes)
(Infusion). Af saadanne uskadelige
Vædsker har man flere, der alle er Saltopløsninger.
Lettest er det at anvende en 0,8 % Opløsning af
Kogsalt i Vand. Denne Vædske har samme
osmotiske Tryk som B., hvad der er nødvendigt
for ikke at fremkalde Hæmolyse (omtalt under
de røde Blodlegemer); desuden maa den være
kogt (steriliseret).
Efter Blodtab vil Organismen nydanne
(regenerere) B., saa at B.’s Mængde og
Sammensætning efter nogen Tids Forløb er den
samme som før Blødningen. Efter Blodtabet
opsuges Vædske fra Tarmkanalen og Vævene,
og efter 1—2 Døgn vil Vædskemængden i
Blodkarsystemet være den samme som forhen; ret
hurtigt bliver det nydannede Plasma af normal
Æggehvideholdighed. Men ved den Fortynding,
der er indtraadt ved Regenerationen af
Blodvædsken, vil B.’s Indhold af Blodlegemer pr
mm3 og procentiske Hæmoglobinholdighed synke
stærkt. Efterhaanden nydannes Blodlegemer
af den røde Knoglemarv (se ovf.), og B.’s
Blodlegemetal bliver normalt; i Beg. indeholder de
nydannede Blodlegemer mindre Hæmoglobin
end de normale, kun langsomt faar B. den
normale Hæmoglobinholdighed igen.
6) Blodgifte kalder man saadanne
Giftstoffer, som særlig virker paa B.’s
Hæmoglobin, saa at dette ikke som normalt kan optage
og afgive Ilt. Til Blodgiftene hører forskellige
Luftarter, først og fremmest Kulilte (Kulos),
der opstaar, naar Kul brænder under
utilstrækkelig Ilttilførsel (f. Eks. ved tilskruet Spjæld
i Kakkelovne). Kulilte optages gennem
Lungerne og forbinder sig med B.’s Hæmoglobin,
idet der dannes en Forbindelse:
Kuliltehæmoglobin, ganske analog med
Oxyhæmoglobin, blot at Kulilten indtager Iltens Plads.
Derved ophæves Hæmoglobinets Evne til at
bringe Ilt rundt i Vævene, og Organismen kan
dø af Iltmangel, selv ved forholdsvis smaa
Kuliltemængder i Luften. Paa lgn. Maade
virker en anden giftig Luftart:
Kvælstoftveilte (Kvælstofoxyd). — Andre Giftstoffer
omdanner Hæmoglobinet til Methæmoglobin
(se ovf.), som ikke er forbundet dissociabelt med
Ilt og derfor ikke kan tjene som Iltbærer; f.
Eks. virker enkelte Lægemidler saaledes, naar
de indtages i for store Doser: Antifebrin,
klorsurt Kali o. a. — Nogle Giftstoffer fremkalder
Hæmolyse (se ovf.), hvilket ogsaa er
farligt. Hæmolysens Indtræden viser sig ved, at
Urinen bliver blodfarvet. Hertil hører f. Eks.
forskellige Slangegifte o. m. fl. og enkelte
giftige Luftarter som Arsenbrinte.
7) Blodsygdomme kaldes saadanne
Sygdomme, der ledsages af store Afvigelser i B.’s
Indhold af Blodlegemer, og under hvilke der
optræder abnorme Former af Blodlegemer. Ved
de fleste af disse Sygdomme er ogsaa de
bloddannende Organer (Benmarv, lymfoidt Væv,
Milt; se ovf.) stærkt forandrede. Til
Blodsygdommene hører en Gruppe, ved hvilken
Blodets Hæmoglobinholdighed er stærkt nedsat:
Anæmierne, bl. hvilke Blegsot
(Klorose) og enkelte alvorlige, men sjældne
Sygdomme (perniciös Anæmi m. fl.) kan nævnes.
Ved en anden Gruppe af Blodsygdomme:
Leukæmierne, er de hvide Blodlegemers Antal
enormt forøget. Ved andre Sygdomme
(Pseudoleukæmi, Hodgkins Sygdom o. a.)
er væsentlig kun de bloddannende Organer
forandrede. — Hæmofili er en sjælden
Sygdom, som viser sig ved, at Blodets Evne
til at koagulere er nedsat. Hos de
angrebne Personer er det derfor vanskeligt
at standse Blødninger, og selv smaa Saar kan
blive livsfarlige. Sygdommen er arvelig og
optræder i bestemte Familier. (Litt.: Afsnit om
B. findes i alle Lære- og Haandbøger i Fysiologi
og fysiol. Kemi. Mellem saadanne kan nævnes:
Aug. Krogh, »Lærebog i Fysiologi« [2. Udg.
1912]; Robert Tigerstedt, »Lehrbuch d.
Physiologie« [1913]; Starling, Textbook of
Physiology [1912]; Maurice Arthus,
Précis de physiologie [1913]; A. C. Andersen,
»Lærebog i fysiol. Kemi« [1911]; I.
Hammarsten, »Lehrbuch der physiolog. Chemie« [1910];
Emil Abderhalden, »Lehrbuch der
physiologischen Chemie« [1914]. Større Værker om
Blodet. Hayem, Du sang et ses altérations
pathologiques [1889]; Gilbert et
Weinberg, Traité du sang [1914]; Grawitz,
»Klinische Pathologie des Blutes« [1906]).
L. F.
Blod forekommer i det ældre Retssprog som
enstydigt med Slægtskab og da navnlig
som Betegnelse for det naturlige, paa Fødsel
grundede, i Modsætning til det borgerlige, paa
Adoption ell. Svogerskab grundede. — I den
saakaldte Kongelov af 14. Novbr 1665 bruges
Benævnelsen »Prinser og Prinsesser af Blodet«
om de fra Frederik III og hans Dronning Sofie
Amalie nedstammende, til den dansk-norske
Trone arveberettigede Prinser og Prinsesser.
Da Kongelovens Art. 21 og 25 endnu er
gældende, men Kongelovens Arveregler er
ophævede ved Tronfølgeloven af 31. Juli 1853, maa
der nu ved de i Kongelovens Art. 21 og 25
omtalte Prinser og Prinsesser af Blodet alene
forstaas de nu til Kongehuset hørende Prinser
og Prinsesser, se Kongehuset.
(C. V. N.) K. B.
Blod i Overtro. Den ældgamle Forestilling
om Blodet som den egl. Bærer af Livet har
tjent som Grundlag og Udgangspunkt for
mangfoldige overtroiske Anskuelser og derpaa
byggede magiske Operationer. Allerede Homer
lader saaledes Odysseus give de fra
Underverdenen fremmanede Skygger Liv derved, at de
drikker Blodet af de nyslagtede Faar (Odyss.
XI, 147). I den nord. Sagalitt. kommer ogsaa
den Tanke frem, at man ved at drikke Blod
af et vildt Dyr kan overføre paa sig de
Egenskaber, der særlig har udmærket Dyret, Mod
og Grumhed. Herfra stammer rimeligvis den
endnu ret alm. Overtro, at man kan faa Mod
ved at drikke Blodet af en henrettet Morder,
og at Blodet af Henrettede i det hele er et
virksomt Middel mod Svaghedstilstande af
forskellig Art, Ligfald o. l. I Folkemedicinen har
Blodet til alle Tider spillet en stor Rolle (smlg.
Blodkur); særlig Menstrualblodet ansaas for
meget virksomt og i Alm. ogsaa for giftigt,
saa at det indtog en fremragende Plads bl. de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
