Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blodpletter. Paavisning af Blod paa Genstande har ofte vejledende Bet. i Retssager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
under Opvarmning til Kogning med
Natriumklorid og Iseddike omdannes til saltsurt
Hæmatin (Hæmin, Teichmann’ske Hæminkrystaller).
Prøven foretages med Afskrabning fra
Blodpletten; saafremt Blodet er opsuget i Tøj, kan
man anvende enten et indtørret vandigt
Udtræk ell. udpillede Traade af Tøjet. Stoffet
opvarmes paa Objektglas under Dækglas sammen
med en Ubetydelighed Kogsalt og nogle
Draaber Iseddike indtil begyndende Kogning. Naar
Præparatet er indtørret, hvad der kan
fremskyndes ved Anvendelse af ganske svag Varme,
undersøges det mikroskopisk. Findes herved
Tilstedeværelse af rødbrune
rombisk-prismatiske Hæminkrystaller, er det dermed bevist, at
det undersøgte Stof indeholdt Blod. Som
Kontrol kan Forholdet over for
Kaliumhydroxydopløsning prøves; heri skal Krystallerne
opløses, medens de er uopløselige i Vand og
Vinaand. Forskellige Forhold kan dog forhindre
Dannelsen af Hæminkrystallerne, og et negativt
Udfald af Prøven er derfor ikke Bevis for, at
Blod ikke har været til Stede. Den
mikroskopiske Undersøgelse baseres paa Paavisning af
Blodlegemerne. De indtørrede B. udblødes i
en Vædske, der angriber Blodlegemerne mindst
muligt; man kan hertil benytte Opløsninger
af henh. Klornatrium (0,7 %), Kaliumhydroxyd
(33 %) og Kaliumjodid (20 %), navnlig
Kaliumjodidopløsningen er, som angivet af Barfoed,
vel egnet hertil. Behandlingen maa ofte
udstrækkes over fl. Timer. Hvis Blod er til Stede,
vil man kunne paavise Blodlegemer, om de
end er mere ell. mindre forandrede i Form og
Størrelse. Metoden kræver derfor betydelig
Erfaring, men er vel egnet til Supplering af den
Teichmann’ske Prøve. Ogsaa
spektralanalytisk lader Blod sig paavise. Der
fremstilles hertil et vandigt Udtræk af Pletten;
dette Udtræk hældes i et fladt Prøveglas med
planslebne Vægge og betragtes i
gennemfaldende Lys gennem et Spektroskop. Er der
Blod til Stede, vil ved passende Koncentration
fremkomme to Absorptionsstriber i Spektret,
svarende til Partiet mellem de Fraunhofer’ske
Linier D og E. Har Undersøgelsen vist
Tilstedeværelse af Blod i et forelagt Stof, kan
der blive Tale om at bestemme Blodets Art;
hertil vil man benytte sig af den ndf.
beskrevne biol. Undersøgelsesmetode.
B. G.
Biol. Bestemmelse af
Blodplettens Art. Efter at det ved mikroskopisk,
kem. ell. spektralanalytisk Undersøgelse (se
ovf.) er blevet fastslaaet, at en foreliggende
Plet indeholder Blod, vil det i Retssager ofte
være af største Bet. at bestemme, om Blodet
stammer fra et Menneske ell. fra Dyr, resp.
fra hvilken Dyreart. Afgørelsen af, om Blodet
er Menneskeblod ell. ikke, har navnlig Bet. for
Sager omfattende Legemsbeskadigelse og Drab.
En nærmere Bstemmelse af Dyreblods Art er
særlig af Vigtighed i Sager vedrørende
Krybskytteri. Ved de ovf. nævnte Metoder vil det
kun i ganske sjældne Tilfælde være muligt at
naa til Afgørelse af disse Spørgsmaal. De
enkelte Dyrearters Blodlegemer adskiller sig vel
i Størrelse noget fra hverandre, men som
Forholdene i Reglen foreligger, er Blodet ikke
mere friskt, men indtørret og mere ell. mindre
stærkt omdannet, saaledes at en Maaling af
eventuelt bevarede Blodlegemers Størrelse ofte
vil give ganske andre Resultater end Maaling
af samme Blodlegemer i frisk Tilstand.
Lettest vil det være muligt at adskille
Pattedyrblod i Alm. fra Fugleblod, idet Fuglenes røde
Blodlegemer indeholder en stor Kerne, medens
Pattedyrenes er kerneløse. Som oftest vil det
være nødvendigt at foretage en serologisk
Undersøgelse. Denne omfatter tre
Hovedundersøgelsesmetoder: Præcipitinprøven,
Komplementbindingsprøven og
Anafylaksiprøven. I de fleste Tilfælde
vil man kunne nøjes med den første.
Præcipitinprøven (smlg.
Præcipitiner). Hovedprincippet i denne Metode
beror paa flg. Kendsgerning: Naar Protein
(Æggehvidestoffer, Blod, Serum etc.) fra en
Dyreart (A) indføres i en anden Dyrearts (B)
Organisme, uden at passere B.’s
Mave-Tarmkanal, dannes der efter en vis Tid Stoffer
(Præcipitiner) i B.’s Blodserum, der
fremkalder en Udfældning i Opløsninger af
A.’s Proteinstoffer. Præcipitinerne er specifikke
ɔ: præcipitinholdigt Serum fremkalder kun
Udfældning i Opløsning af Proteinstoffer fra den
Dyreart, hvis Protein har givet Anledning til
Præcipitinets Dannelse, derimod ikke i lgn.
Proteinopløsninger, hidrørende fra andre
Dyrearter. Da nu Blodpletten indeholder Proteinstof,
og præcipitinholdigt Serum kan haves færdig
tilberedt til enhver Tid, vil det være muligt
ved Hjælp af en Række Sera, af hvilken hver
enkelt indeholder Præcipitin for een bestemt
Dyrearts Protein, f. Eks. fra Menneske, Hest,
Faar, Svin, Ko etc. at foretage en Bestemmelse
af Proteinstoffets Oprindelse i den foreliggende
Blodplet. Det maa bemærkes, at man ved
Metoden, der er meget fint mærkende, d. v. s. i
Stand til at paavise 1/100 mg Proteinstof ell.
endnu mindre, ikke kan afgøre, om
Proteinstoffet er Blod, Mælk, Materie e. l. Dette maa
afgøres paa anden Maade. Men er det afgjort,
at Pletten hidrører fra Blod, lader dettes Art
(Menneske, Hest etc.) sig bestemme med megen
Sikkerhed.
Prøven, der er indført i den retsmedicinske
Praksis af P. Uhlenhuth, foretages paa
flg. Maade: den foreliggende Plet udludes med
0,8 % Kogsaltopløsning (en saakaldet fysiol.
Opløsning ɔ: en Opløsning, der har samme
osmotiske Tryk som Vævets og Blodets Vædsker),
hvori Proteinstofferne opløses. Det vil være
heldigst at faa en Fortyndingsgrad, svarende
til Forholdet 1 Del Blod til 1000 Dele
Saltopløsning. Som Holdepunkter for Opnaaelse af
denne Koncentration kan angives flg.: 1)
Opløsningen skal i gennemfaldende Lys være
næsten farveløs, 2) den skal blive ganske let uklar
ved Kogning og Tilsætning af et Par Draaber
Salpetersyre, 3) ved Rystning skal den danne
rigeligt Skum. Af en saadan Opløsning
anbringes med en Pipette 2/10 cm3 i Bunden af
et lille Reagensglas, og det præcipitinholdige
Serum lader man nu, ligeledes i en Mængde
af 2/10 cm3, flyde ned langs Glassets Side. Da
det er tungere end Saltopløsningen, vil det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
