Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blæreudslæt (Bullae) større Fremhvælvinger, dannede af Overhuden, hvorunder findes Vædske - Blæsebælg, se Blæsere. - Blæsedal, mægtigt Dalstrøg m. fl. Jøkler paa Diskos Sydside, Ø. f. Godhavn. - Blæseinstrumenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Ekskoriation). Behandlingen af Blærerne er derefter i
Alm. simpelt hen beskyttende, idet de dækkes
med Vat, Salveforbinding e. l.
E. P-n.
Blæsebælg, se Blæsere.
Blæsedal, mægtigt Dalstrøg m. fl. Jøkler
paa Diskos Sydside, Ø. f. Godhavn.
G. F. H.
Blæseinstrumenter (fr. instruments à vent,
eng. wind-instruments, ital. stromenti da fiato),
Musikinstrumenter, i hvilke Tonen frembringes
ved en i et Rør indesluttet Luftsøjle, der sættes
i Svingninger ved Indblæsning af en Luftstrøm.
I Alm. forstaar man ved B. kun saadanne, hvor
Luftstrømmen indblæses ved den menneskelige
Mund, altsaa ikke de Instrumenter, hvor
Luftstrømmen fremkaldes ved Hjælp af Blæsebælge
ell. andre mek. Redskaber (Orgel, Harmonium
etc.).
En skarpt begrænset Luftmængde, der sættes
i regelmæssige Svingninger, vil frembringe en
Tone; altsaa har vi i et alm. aabent Rør det
primitiveste B. De ældste B., der kendes,
bestaar da ogsaa i et saadant Rør, dannet af
Dyreknogler ell. Plantedele. Man har truffet
saadanne Instrumenter saa langt tilbage som i
Fund fra Stenalderen; senere forekommer B.
forfærdigede af Vædderhorn (Hebræernes
Keren og Schofar), af Træ (Alpehornet), af
Metal (Romernes lituus, tuba, buccina) o. s. v.
Luftsøjlens Længde bestemmer Tonens Højde.
Blæser man svagt i et saadant Rør, svinger
Luftsøilen i hele sin Længde, og den Tone, der
saaledes fremkommer, kaldes Instrumentets
Grundtone, den dybeste Tone, som
Instrumentet er i Stand til at frembringe. Blæser man
stærkere, deler Luftsøjlen sig i mindre Dele,
der svinger hver for sig; derved fremkommer
de saakaldte Overtoner ell. Aliquottoner (s. d.),
hvis Højde staar i et bestemt Forhold til
Grundtonen. Jo snævrere Røret er i Forhold til sin
Længde, desto vanskeligere er det at bringe den
indesluttede Luftsøjle til at svinge i hele dens
Længde. Lange (ofte stærkt krummede) og
snævre Rør er derfor ude af Stand til at
frembringe Grundtonen, men giver kun Overtoner,
de saakaldte Naturtoner. Horn ell. Trompet f.
Eks. begynder med den første ell. anden
Overtone. Det omvendte er Tilfældet med de
kortere og lige Rør; her kommer Grundtonen og
de første Overtoner lettere frem, medens de
højere Overtoner er vanskeligere at frembringe.
Til denne Klasse hører
Træblæseinstrumenterne, Fløjte, Fagot, Klarinet o. s. v. Den saakaldte
Lydtragt — Schallstykket — paa
Messinginstrumenterne, paa Obo og Klarinet har ingen
Indflydelse paa Tonens Højde.
Hvad selve det lydgivende Instrument
angaar, kan dette være enten den indesluttede
Luftsøjle selv, ell. en »Tunge«. Herefter skelner
man mellem Læbepiber og Tungepiber. Ved
hine fremkommer Tonen, idet Luftstrømmen
drives mod en skarp Kant; derved opstaar
Svingninger, der meddeler sig til den indre
Luftsøjle. Dette er f. Eks. Tilfældet med
Fløjten. Ved Tungepiberne sætter Luftstrømmen en
lille Stang ell. Plade i vibrerende Bevægelse;
den derved fremkommende Tone forstærkes ved
Tonen i det paasatte Rør. Navnet Tunge
anvendes fortrinsvis ved de smaa Metalplader i
Orgelpiberne; de smaa elastiske Træblade (af
Spanskrør), der bruges ved Klarinetten, Oboen
og Fagotten, kaldes Rørblade. Hullerne paa
Siden af Træblæseinstrumenterne tjener til at
forkorte Rørets Længde, idet Luftstrømmen
undviger gennem dem.
Efter det Stof, hvoraf Instrumentet er
forfærdiget, deles B. i Træ- og Messing- (Metal-,
Blik-)blæseinstrumenter.
A) Træ-B. inddeles igen i 1) saadanne med
Læbepibemundstykke; hertil hører Fløjten,
der nu kun bruges som Tværfløjte (flûte
traversière), men som allerede fandtes i forsk.
Skikkelser i Oldtiden (Grækernes aulos og syrinx,
Romernes tibia); 2) saadanne med
Tungepibestykke, ved hvilke Tonen altsaa opstaar, idet
den indblæste Luftstrøm bringer et — ell. fl. —
Rørblade, der er anbragte paa et Rør, til at
vibrere, hvorved Luftsøjlen i Røret sættes i
intermitterende Svingninger. Man skelner her
mellem a) Instrumenter med et enkelt Rørblad,
der er anbragt saaledes paa det næbformede
Mundstykke, at den fri øvre Ende slaar
vibrerende mod de faste Vægge i Spalten, og
derved afvekslende aabner og hindrer Luftens
Adgang til Røret (hertil hører Klarinet og
Bassethorn) og b) Instrumenter med
dobbelte Rørblade, der er anbragte tæt op ad
hinanden paa et lille Metalrør, saaledes at de ved
Luftens Indblæsning afvekslende aabner og
lukker Spalten imellem sig (hertil hører f. Eks.
Obo, eng. Horn og Fagot), alle sammen
Aflæggere af den opr. Skalmeje,
Italienernes Piffaro (fr. chalumeau, Romernes
calamus). Ved de ældre Instrumenter af denne Art
blev det dobbelte Rørblad ikke, som nu, taget i
Munden, men var anbragt i en kedelformet
Tragt, ind i hvilken man blæste uden at berøre
dem med Læberne, saa at først den
sammenpressede Luft bragte dem til at vibrere.
B) Messing- (Blik-)B. er forsynede med
et kedel- ell. tragtformet Mundstykke af
Messing, gennem hvilket Indblæsningen foregaar;
den Blæsendes Læber fungerer som en Art
Tunger. Hertil hører Horn, Trompet og
Basun med deres mange Afarter, saasom
Kornet, Althorn, Tenorhorn, Tuba og
saa fremdeles. I tidligere Tid var Anvendelsen
af disse Messinginstrumenter underkastet en
væsentlig Begrænsning, idet man kun kunde
benytte de paa Længden af Luftsøjlen
beroende} harmoniske Naturtoner. Derfor krævedes
til hver Tonart et særligt Instrument, hvis Rør
havde en til Grundtonens Højde svarende
Længde. Senere fandt man paa at anbringe Buer af
forsk. Længde paa Instrumentet, saaledes at
man derved kunde gøre Rørlængden større ell.
mindre, og derved Instrumentets Stemning —
dets Grundtone — dybere ell. højere. Saadanne
Instrumenter kaldtes Inventionshorn og
Inventionstrompeter. En stor Rolle spillede i 15.—18.
Aarh. de saakaldte Zinker (Cornetti), hvor
Tonen frembragtes paa samme Maade som ved
Messing-B., men som i øvrigt var byggede af
Træ og forsynede med Tonehuller.
Anvendelsen af Tonehuller og Klapper paa
Messing-B. (Klaphorn) var det næste Skridt i
Udviklingen, og endelig har man i 19. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
