Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bod anvendes i den kirkelige Sprogbrug som Betegnelse for Menneskets Brud med Synden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at modtage den guddommelige Naades Trøst.
Men paa denne Maade svækker man i
Virkeligheden kun Betydningen af Naaden, idet man
holder Synderen tilbage fra at give sig hen til
den, saa længe han ikke paa anden Maade har
tilvejebragt en saadan sorgfuld Sindstilstand,
som man først forlanger af ham. Det maa
netop fra et evangelisk Standpunkt gøres
gældende, at Angeren ikke kan forlanges paa anden
Maade end som den Reaktion over for
Fortidens syndige Retning, der vil være en
nødvendig Følge af, at en ny hellig Retning over
for Fremtiden kommer til at gøre sig
gældende. Er Sindsforandringen virkelig alvorlig,
vil det bevise sig i en stærk Følelse af
Modsætningen til det gl. Liv; i denne Følelse vil der
være givet en sand Maalestok for Brudets
Alvor; men det maa vel erindres, at Sorgen i
sig selv ikke har nogen Bet., men kun faar en
saadan, for saa vidt som den er et nødvendigt
Middel til at føre Karakterudviklingen videre
frem i god Retning.
F. C. R.
Bod, oldnord. bót (angels. bót, got. bôta),
gammelt dansk Ord for Bøde. — I gl. dansk
Ret betegner B. den Pengebøde, hvormed visse
Forbrydelser, Bodemaal (botæ mal) kunde
sones. I Modsætning til Bodemaal benævnedes
de Forbrydelser, der ikke kunde sones med
Bøder, Orbodemaal (orbotæ mal) eller bodløst
Maal (botløst mal). Efter Provinsiallovene
(Skaanske Lov, Valdemar’s sjællandske Lov,
Erik’s sjællandske Lov o. s. v.) kunde en
Forbrydelse som Regel sones med B. Ubodemaal
var kun saadanne Retskrænkelser, der enten
indeholdt et groft Brud paa en særlig beskyttet
Fred, f. Eks. Drab paa Tinge, i Kirke, ell. naar
Kongen var i Landet (ɔ: i Provinsen),
Hævndrab paa den, der allerede havde givet B. og
derved havde faaet tilsagt Fred, ell.
vidnede om en særlig Troløshed, f. Eks.
Landsforræderi, ell. endelig var udøvede paa en
særlig lumsk og nedrig Maade og derfor
betegnedes som Niddingsværk, f. Eks. Mordbrand,
Tyveri, Stirov. Straffen var da som Regel
Fredløshed ell. Livsstraf, undtagelsesvis
Lemlæstelse ell. Trældom. I den senere
Lovgivning (Byretterne, Rigslovene o. s. v.) med
dens strengere Straffesystem blev en Række
Forbrydelser, der hidtil havde været Bodemaal,
f. Eks. simpelt forsætligt Drab, optagne blandt
Ubodemaal. Opr. fastsattes Bodens Størrelse
alene ved Parternes Overenskomst. Og B.
tilfaldt den Krænkede selv. Enhver Forbrydelse,
der direkte var rettet mod den Enkelte,
betragtedes opr. kun som en Forbrydelse mod
den Krænkede og derfor som noget, der
umiddelbart kun vedkom den Krænkede — og hans
Slægt. For at undgaa den Krænkedes Hævn —
i Tilfælde af Drab den Krænkedes Slægts
Blodhævn — maatte da Gerningsmanden og
til Dels ogsaa hans Slægt give B. — i Tilfælde af
Drab Mandebod — til Soning. Kun, hvor
Forbrydelsen var rettet direkte mod hele
Folket, f. Eks. Forræderi, ell. betragtedes som
særlig skammelig, f. Eks. Tyveri, tog Samfundet
selv Straffen i sin Haand og dømte
Gerningsmanden fredløs ell. straffede ham paa Livet.
Først senere, da den Opfattelse gjorde sig
gældende, at den mod den Enkelte begaaede
Retskrænkelse tillige indeholdt et Brud paa den
offentlige Fred, og at det derfor maatte
paahvile den offentlige Myndighed ogsaa at
haandhæve de Retsregler, der beskyttede de private
Rettigheder, greb Samfundet ogsaa her
regulerende ind. Retten til at tage privat Hævn
begrænsedes nu efterhaanden paa forskellig
Maade. Der lystes saaledes Fred over visse
Steder og visse Tider (Tingfred,
Kirkefred, Kongefred, Husfred). Det erklæredes
for en grov Misgerning af den Krænkede
at tage Hævn, efter at Gerningsmanden
havde givet B. eller vel endog blot givet Løfte
om B. I Drabssager blev der tilsagt
Drabsmanden sikkert Lejde (gruth, isl. gríd), for at
han med større Tryghed kunde møde til
Forligsforhandlingen. Naar Forliget var sluttet, og
B. var udredet, maatte Parterne ved gensidige
Eder (iafnathæ eth og trygd eth) højtidelig
bekræfte den tilvejebragte Forsoning. Og
samtidig hermed blev B.’s Størrelse lovmæssig
fastslaaet. Den Krænkede maatte nu lade sig nøje
med den B., der for de forsk. Forbrydelser
var fastsat ved Lov ell. Sædvane. Allerede i
Provinsiallovene træffer vi en bestemt Skala af
Bøder. Og Samfundet (Kongen, senere ogsaa
Gejstligheden og Byerne) fik nu ogsaa selv
Andel i B.
Der skelnedes mellem Bodemaal, for hvilke
der alene skulde bødes til den Krænkede, og
saadanne, som tillige straffedes med B. til
Samfundet (Kongen o. s. v.) ell. med anden
offentlig Straf. Allerede i de ældste
Provinsiallove træffer vi saaledes inden for Bodemaal
en Sondring mellem private og offentlige
Forbrydelser. Med offentlig B., Soning til
Samfundet, straffedes kun den forsætlige og
tilregnelige Retskrænkelse. Kun ved en saadan
betragtedes Samfundet som krænket. Den private B.
maatte derimod udredes, selv hvor
Gerningsmanden var uden subjektiv Skyld, fordi hans
Gerning var hændelig, Vaadesgerning (wathæ),
ja endog, hvor Skaden uden Ejerens Villie
skyldtes Trælle, Dyr ell. Ting (handløs wathæ).
Medens den private B. muligvis betragtedes
baade som Soning (Straf) for den tilføjede
Krænkelse og som Erstatning for eventuelt
materielt Tab, fremtraadte den offentlige B.
derimod kun som Soning til Samfundet, som Straf
for det begaaede Fredsbrud. — B. til den
Private udgjorde — bortset fra enkelte
Smaaforseelser, hvor den regnedes i Øre og Ørtug —
enten 3 Mark ell. et Multiplum af 3 Mark. Der
var B. paa 3 Mark, f. Eks. for Ran, Drab ved
haandløs Vaade, mindre Saar og visse Hug og
Slag (Nævehug, Haargreb, Jordskuf o. s. v.),
B. paa 6 Mark, f. Eks. for større Saar
(Hulsaar, gennemstunget Saar) og større Hug og
Slag (Stavshug), B. paa 9 Mark, f. Eks. efter
visse Love for Lejermaal, B. paa 12 Mark, f.
Eks. for Legemskrænkelser i visse særlige
Tilfælde, endelig paa 45 Mark (Mandebod paa
Sjælland og i Skaane) og 54 Mark (Mandebod i
Jylland). B. for Afhug ɔ: Lemlæstelse var
Mandebod ell. en Brøkdel af denne (1/2, 1/4, 1/8
o. s. v.). B. for Tyveri var i visse Tilfælde, f.
Eks., hvor Sigtede ikke var fundet i Besiddelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
