Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boghandel, Udgivelse og Forhandling af litterære Arbejder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bogtrykkere var tillige Boghandlere, som ikke
blot forhandlede fra egen Bod, men havde
Agenter i Universitetsbyerne og Rejsende, som
drog fra Marked til Marked med deres
Bogkasser. En af de betydeligste var
Bogtrykkeren Anton Koburger, som 1470 indførte B. i
Nürnberg; selv ejede han 16 Boder og havde
Agenter i enhver større By i Kristenheden.
Messen i Frankfurt er Samlingssted for B.
Reformationen giver B. nyt Opsving,
Folkesproget fortrænger Latinen, Luther’s
Flyveskrifter, som trykkes i Tusinder af
Eksemplarer, vækker Læselysten bl. Folket.
Haandskrifterne efterspørges dog endnu; de lærde
Samlere sætter dem over de trykte Bøger.
I 17. og 18. Aarh. er den væsentlige
Handelsform for B. Byttehandel. Forlæggerne indfinder
sig paa Frankfurt- og senere paa
Leipzig-Messen, som fra 1764 bliver eneraadende, og
bytter indbyrdes deres Artikler uden Hensyn
til Indholdets Art og Værd, kun betragtede som
trykt Papir, Ark i Bytte for Ark; ogsaa utrykt
Papir tages i Bytte, et Ark trykt Papir
gælder da dobbelt. Først i 18. Aarh. fastsætter
hver Forlægger en bestemt Pris for sine
Forlagsartikler. Bogladepris var dog ukendt, og
Bøgerne solgtes til forskellige, ofte høje Priser.
Da de mindre Forlæggere er henviste til at
dække deres Forbrug hos de store Forlæggere,
opstaar en Sondring i Forlag og Sortiment,
som fører til de nu brugelige Handelsformer,
særlig efter at B.’s Organisation har
tilvejebragt Fasthed i Forholdene. Allerede 10. Maj
1765 stiftedes paa Opfordring af
Leipzig-Boghandleren Philipp Erasmus Reich det første
tyske Boghandlerselskab, som skulde virke for
faste Priser og bekæmpe Eftertryk. Det havde
dog kun en kort Levetid. Først 30. Apr. 1825
atiftedes »Börsenverein der deutschen
Buchhändler«, hvis Virksomhed har sat dybe Spor
i den tyske Boghandel, og som gav Stødet til
Oprettelsen af »Den danske
Boghandlerforening«. Der findes nu Boghandlerforeninger i
alle Lande med egen B. Den ældste er dog
den endnu bestaaende Company of Stationers
i London, der blev stiftet 1556 paa Grundlag af
det 1403 oprettede Gilde.
Efterhaanden har B. udbredt sig over hele
Verden som en væsentlig Faktor i
Oplysningens Tjeneste. Medens den eng. B. er
eneraadende i det britiske Riges udstrakte Kolonier,
virker den tyske B. som Pionerer ikke blot
uden for, men ogsaa inden for Europa, hvor
en egen Boghandlerstand ikke findes. I
Leipzig samles Verdensboghandelens Traade, og
denne By blev ganske naturligt Sædet for den
første internationale Udstilling for
Boghaandværk (1914). Ogsaa fra Tyskland stammer de
mest verdenskendte Boghandlernavne: Cotta,
Forlæggeren af Tysklands Klassikere, Tauchnitz,
som i sine Udgaver af engelske (og
amerikanske) Forf. anerkendte den litterære
Ejendomsret, før den endnu var blevet internationalt
lovfæstet, Reclam, hvis »Universal-Bibliotek« er
udbredt over hele Verden og blev Forbilledet
for lgn. Foretagender i andre Lande, og
Brockhaus, der foruden sit betydelige Forlag har
Filialer rundt om i de store Kulturlande.
Med Hensyn til B.’s Organisation raader to
Systemer, det tyske og det franske. I
Tyskland giver Forlæggeren sine Artikler i
Kommission (à condition) paa Aarskredit (fra 1.
Jan. til 31. Decbr) og Afregning og Betaling
finder Sted i den paafølgende
Leipzig-Paaskemesse. I den franske B., hvis Centralpunkt er
Paris, finder Levering à condition ikke Sted,
men Forlæggeren (libraire-éditeur) leverer kun
i fast Regning til Sortimentsboghandleren
(libraire-dilettant) og Kommissionæren
(libraire-commissionaire) paa kvart, højst halvt Aars
Kredit. Paa lgn. Maade er B. organiseret i
England (publishers, booksellers og agents);
Hovedpladserne er der London og Edinburgh.
I de øvrige Lande nærmer B. sig enten det
tyske ell. det fr. System.
Efter at B. var indtraadt i nogenlunde
ordnede Forhold, gjaldt det for Forfatterne og
Forlæggerne om at faa Staten til at beskytte
den litterære Ejendomsret, som hverken
Oldtiden ell. Middelalderen har kendt noget til.
Efter som Latinen træder i Stedet for hvert
Lands eget Sprog, og efter som Civilisationen
skrider frem, maa der Magtsprog til fra
Statens Side for at forebygge Eftertryk og
Omgaaen af Privilegier. Vi støder første Gang
1491 paa et Privilegium i Venedig; det ældste
tyske er fra 1501. Nürnberg beskytter 1623
ethvert udkommende Værk mod Eftertryk 1/2
Aar efter Udgivelsen. 1773 følger Kursachsen;
Forlæggeren skulde her bevise, at han havde
Ret til Værket, og enten fik han Privilegiet,
ell. han kunde lade sine Forlagsskrifter
indregistrere i en Protokol, der til denne Brug
laa fremme hos en Bogkommission i Leipzig.
Denne Forholdsregel i Forbindelse med det ovf.
nævnte, 1765 oprettede
Buchhandlungsgesellschaft bidrog meget til den tyske B.’s Fremme
og derigennem til Litt.’s store Udvikling.
England og Danmark er de første Stater, som fra
et Privilegium gjorde Beskyttelsen til en Ret,
førstnævnte ved sin Act for encouragement of
instruction 1710, sidstnævnte ved Frd. af 7.
Jan. 1741. Dog er det først det fr. Konvent,
som i Lov af 19. Juli 1793 proklamerer
Autorretten som en Ejendomsret (propriété). Den
napoleonske Lovgivning byggede videre paa
dette Grundlag og erklærede i Code pénal
enhver contrefaçon for strafbar. I Beg. var
Beskyttelsen kun af territorial Karakter, senere
blev den international ved Hjælp af Traktater
mellem de forsk. Landes Regeringer. Endnu
langt ind i 19. Aarh. træffer vi Forlæggere, hvis
Virksomhed udelukkende baseres paa Eftertryk.
I Leipzig eksploiterer man den eng. Litt., i
Belgien den fr., for ikke at tale om de
nordamerikanske Fristater, som endnu den Dag i
Dag ikke undser sig for at eftertrykke andre
Landes Litteratur. Den første
Litterærkonvention afsluttedes 25. Juni 1840 mellem Frankrig
og Nederlandene og øgedes stadig mellem
næsten alle europæiske Stater, indtil 1886 den
saakaldte Bern-Konvention traadte ud i Livet. Iflg.
denne 1896 og 1908 reviderede Konvention,
hvortil efterhaanden saa godt som alle
civiliserede Stater har sluttet sig (Bern-Unionen),
skal Forf. og Kunstnere, der er Undersaatter i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
