Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boghandel, Udgivelse og Forhandling af litterære Arbejder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et af Unionens Lande, i alle de andre Stater
nyde samme Ret for deres Værker, som vedk.
Landes Love indrømmer Landets egne
Undersaatter; dog kan Beskyttelsen ikke vare
længere i fremmede Lande end i Hjemlandet.
Norge tiltraadte Bern-Unionen 1896, Danmark
1903 og Sverige 1904 (se i øvrigt
Forfatterret og Litterærkonventioner).
B. i de skandinaviske Lande.
Før Reformationstiden var der i Danmark
som andensteds Afskrivere, der med stor Kunst
afskrev Bøger, Aktstykker og Dokumenter,
hvoraf der endnu er en Del tilbage i vore
Biblioteker. Nogen Handel med Haandskrifter
har næppe eksisteret. Det var nærmest
Gejstligheden, der sørgede for Afskrivere og
Illuminatorer og ved Testamente kom i Besiddelse
af værdifulde Haandskrifter, der ejedes af
Private. Efter Reformationens Indførelse begyndte
Kongerne mere end tidligere at opmuntre de
boglige Kunster, hvortil ogsaa bidrog
Bogtrykkerkunstens Opfindelse, som i Danmark fik
Indpas under Kong Hans. Den første Bog, der
trykkes i Danmark, bliver trykt paa Latin i
Odense 1482 af den gennemrejsende Johan Snell;
1495 prenter Hollænderen Gottfred van
Ghemen sin første Bog paa Dansk (Dansk
Rimkrønike, som findes paa det kgl. Bibliotek).
1498 trykkes en Bog i Aarhus, og 1528 prentes
den første danske Salmebog i Malmö. Den
ældste trykte danske Oversættelse af det ny Test.
udkommer 1524 efter Tilskyndelse og med
Understøttelse af Christian II. Boghandlerne ell.
Bogførerne, som de dengang kaldtes, var alm.
Handlende, som bl. andre Sager ogsaa solgte
Bøger. De var bestandig paa Rejse, enten i
Danmark ell. Tyskland, drog fra By til By, fra
Marked til Marked og opslog deres Boder i ell.
ved Kirkerne. De tyske Bogførere, som kom til
Danmark, var fornemmelig Kongernes og
Stormændenes Sendebud, der rejste frem og
tilbage med Breve og Bøger. De havde
Forbindelser ikke alene med Frankfurt og Leipzig,
men tilbyttede sig ogsaa Bøger fra Padua,
Venezia, London, Amsterdam m. fl. St. 1559
giver Bogfører Just Sturzkopf fra Wittenberg 24
Skilling for at staa med sine Bøger i Vor Frue
Kirkes Vaabenhus. Han er tillige Sendebud
mellem tyske Lærde og Christian III. Kirkerne gav
nu Bogladerne Husrum til langt ind i 17. Aarh.
Folket læste kun gudelige Skr, Bøger, der gik i
den af Gejstligheden bestemte Retning, og alle
Haande Visebøger og Eventyr, som satte
Fantasien i Bevægelse. (Arianke Bogtrykkers i
»Barselstuen« siger: »Naar vi kand sælge 4000 Viiser,
kand vi ikke sælge 200 gode Bøger«.) Tiden
tilhørte Videnskaben, som kun talte og skrev
Latin; Folket manglede Dannelse, Censuren og
Eftertrykket florerede — Faktorer, som nok
skulde gøre al B. illusorisk. At der bl.
Bogførerne, hvoraf mange tillige var Bogtrykkere,
fandtes lærde Mænd, ses af et Brev fra
Frederik II til det teol. Fakultet, hvori Kongen
kalder Boghandleren Hans Aalborg for »os
elskelig, hæderlig og højlærd Mester«. I 17. Aarh. lever
Boghandlerne næsten udelukkende af at sælge
Almanakker, Aviser og Salmebøger samt
Smaabøger. 1658 (13. Juli) bliver Tilladelsen for
Bogførerne til at have deres Boder i Kirkerne kaldt
tilbage og ophævet. (»Bogførerne skulde straks
udlejes, Kirken ledig at gøre og for højvigtige
Aarsagers Skyld aldrig herefter mere nogen, i
hvem han er, og i hvor høj Leje han byder,
nogen Stade i Kirken at bevilge, Bøger ell. noget
andet, i hvad det nævnes kan, fal at holde,
paa det Kirken ej ved slig verdslig Handels
Drivelse skal vanhelliges og profaneres«).
Børsen blev nu Skuepladsen for B.’s Operationer.
Her fik de berømte holl. Bogførere Elzeviererne
og Joh. Jansson deres Udsalg, og herfra udgik
første Gang trykte Kataloger, der ogsaa
maatte undergaa Censur, »for at ikke Noget, der
blot smagte af Smædeskrift, skulde blive
udbredt her«. Ved Enevældens Indførelse (1660)
skærpes Censuren. Før havde den nærmest
tjent som Værn mod alskens Vranglære for
den rene Lutherdom, nu skulde den beskytte
Arvekongen mod ethvert Angreb paa hans
voksende Magt. (»Ingen maa lade trykke i
Riget ell. andensteds noget Skrift Kongens
Højhed, Regeringen ell. Politien ang., med
mindre det af dem bliver gennemset, som Kongen
dertil forordner«, og naar nogen trykkede ell.
indførte noget Skrift, »som kunde have
Udseende til noget Oprør ell. imod Kongens
Højhed, da skulde han ikke aleneste i højeste
Maade straffes, men og Bøgerne ved Bødlen
offentligt paa Ilden kastes og opbrændes«). B. stod
endnu i Beg. af 18. Aarh. paa et meget
primitivt Standpunkt. En af de Boghandlere, som
i dette Tidsrum ofte nævnes, Lossius, var
tillige Smørhandler. Bøgerne blev som oftest
trykte paa Forfatterens egen Regning, efter at
han havde sikret sig Prænumeration, og i
mange Tilfælde forhandledes de ogsaa af ham selv;
saaledes var Holberg’s Danmarkshistorie »at
bekomme hos autorem selv, boende paa Hj. af
Nytorv og Gammeltorv«. (Ved at prænumerere
forstod man: forud at tegne sig som Køber af
et Værk og aftage dette bindvis, efterhaanden
som det udkom). Denne sikre Maade at
forlægge paa gav dog Grund til hyppig Klage, og
Holberg, som havde givet Anledning til
Prænumerationens Indførelse i Danmark, skriver,
at da han mærkede, »det blev til en Slags
Betleri, og at unyttige Skr derved befordredes,
tilstod jeg mig at have gjort ilde og straks
dermed ophørede«. Hertil kom et storartet
Eftertryk, skønt næsten alle Bøger blev forsynede
med kgl. Privilegier, indtil Frd. af 7. Jan. 1741
satte en Stopper for dette Eftertryksuvæsen.
»Ingen maa oplægge, eftertrykke ell. Eftertryk
indføre ell. falholde nogen Bog ell. Skrift, som
en Anden herinde justo titulo sig haver
forhvervet«, dog undtages Kirke-Salmebøger,
Luther’s Katekismus, A-B-C-Bøger samt tidligere
trykte Bøger, hvortil der ingen Arvinger
var. 1770 ophævedes Censuren, efter at den i
længere Tid gradvis var givet fri. Denne
fuldstændige Trykkefrihed blev dog Aaret efter
begrænset ved Reskript af 7. Oktbr. Efter
Struensee’s Fald voksede Reaktionen, og Reskript
paa Reskript indskrænkede den een Gang
givne Frd. om, at »Ingen skulde hindres fra at
skrive frit efter deres Indsigt, Samvittighed og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
