Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bogtrykkerkunst (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Feyerabend, i Wittenberg Hans Luft; af Schweizere
Joh. Oporinus i Basel og Froschauer i Zürich.
En ny Art got. Skrift, som kaldtes Fraktur,
komponeret efter den kejserlig tyske
Kancelliskrift, blev nu meget alm. i Tyskland og har
holdt sig til vore Dage; Initialerne gjorde man
mere snørklede end forhen. Værdifulde
(illustrerede) Frembringelser af B. paa den Tid er
»Theuerdank«, et Ridderdigt om Kejser
Maximilian I (Nürnberg 1517), fl. Værker af Dürer
»Kristi Lidelse« (smst. 1511), Luther’s
Bibeloversættelse (Wittenberg 1534 og oftere), N.
Reusner’s Billeder af lærde Mænd (Strassburg
1587), adskillige Bøger af Jost Amman o. fl.
Fremragende Kunstnere som Dürer, Lucas
Cranach og Hans Holbein tegnede Ornamenter til
ikke faa Bøger. — Det 17. Aarh. og en stor
Del af 18. betegner Stilstand, ja Tilbagegang;
imidlertid fejrede man 1640 (i St f. 1650) i fl.
Byer B.’s tohundredaarige Jubilæum. Ved
Johann Gottlob Immanuel Breitkopf (1719—94) i
Leipzig, hvor de fleste Trykkerier i Tyskland
den Gang fandtes, fik B. et nyt Opsving; han
gjorde sig bl. a. fortjent ved at trykke mange
Musikalier typografisk. Joh. Thomas Trattner
virkede i Wien, G. J. Decker og I. F. Unger i
Berlin, det Canstein’ske Bibeltrykkeri, som var
forbundet med Vajsenhuset, i Halle, G. J.
Göschen i Leipzig og J. F. Cotta i Stuttgart og
Tübingen; desuden Haas, Fader og Søn, i
Basel. Nogle af disse Firmaer eksisterer endnu
og er højt ansete: Breitkopf & Härtel, det
Cotta’ske og det Decker’ske, ɔ: Rigstrykkeriet i
Berlin, hvorfra Pragtværker som det
voluminøse Œuvres de Frédéric le Grand, »Det ny
Testamente« ved Luther (1851) og en
»Dante-Udgave« i to Eksemplarer er udgaaede. Andre
store Bogtrykkerier er det Brockhaus’ske, det
Teubner’ske, det Klinckhardt’ske, det Weber’ske,
det Drugulin’ske og det Tauchnitz’ske i
Leipzig, det Meyer’ske i Brunsvig, det særlig
betydelige Hofbogtrykkeri i Wien o. m. fl. Som
det var en Tysker, hvem B.’s Opfindelse
skyldtes, saaledes førte — omtr. 350 Aar efter
Gutenberg — en af hans Landsmænd B. et
Kæmpeskridt fremad i tekn. Henseende: det var
Friedrich König (1774—1833), Maskin- ell.
Hurtigpressens Opfinder.
2) Italien havde i 16. Aarh. et
Førsterangstrykkeri i Venedig, nemlig Familien
Manutius’, styret efterhaanden af Aldus d. æ.,
Paulus og Aldus d. y. (med hvem Slægten
uddøde 1597). De havde deres Specialitet i
Klassikerudgaver, navnlig græske, trykte i let
haandterligt Format; i Aldinerudgaven af
Vergil 1501 træffes første Gang den lat.
Kursiv-skrift, der endnu bruges jævnsides med den
alm. runde Antikva. Samtidig virkede Slægten
Giunta i Firenze og Venedig, ja til langt ned
i 17. Aarh., og kappedes med Manutierne i
ypperligt Arbejde i de samme Retninger.
Venetianerne trykkede i mangfoldige Sprog,
saaledes Koranen paa Arabisk (1518), russiske
Bøger og særlig hebraiske Værker, de sidstnævnte
ved Daniel Bomberg fra Antwerpen (1517—50),
der — skønt Kristen — gav sig udelukkende
af med disse. Paa Øen San Lazaro ved
Venedig eksisterer et armenisk Trykkeri, oprettet
1701. At trykke Noder ved bevægelige Typer
opfandt Ottaviano de’ Petrucci, der begyndte
at udgive i Venedig 1502. Bodoni øvede en
indflydelsesrig Virksomhed som Stempelskærer
og Trykker. Den Form for Antikva- og
Kursivskriften, han skabte, blev den eneraadende i
B. i over 50 Aar; den udmærker sig ved sin
Klarhed og Regelmæssighed, og dens
Fremkomst staar i Forbindelse med den i Slutn. af
18. Aarh. genvakte Sans for Oldtidens
Arkitektur og Plastik. Midt i 19. Aarh. er den til Dels
— dog langtfra helt — fortrængt ved den
Antikva og Kursiv (Mediæval), der komponeredes
ligefrem efter 15. og 16. Aarh.’s Typer.
3) Nederlandene. Berømtest er
Christophe Plantin i Antwerpen — »den spanske
Konges Bogtrykker og selv Bogtrykkernes
Konge« — og hans Efterfølgere af Familien
Moretus. Plantin’s Navn er væsentlig knyttet
til Polyglot-Biblen i 4 Sprog (1569—72, 8
Foliobind) og en Række Duodes-Udgaver af
Klassikerne, der spredtes viden om. Dernæst (i 17.
Aarh., da B. florerede i de fri Nederlande
fremfor andre Lande) Elzevirerne i Leyden,
et helt Dynasti af Bogtrykkere (1592—1710),
hvis Smag og Omhu beundres endnu i de ganske
smaa, skarpt trykte Klassikerudgaver, der
afløste Plantin’s over hele Europa. Nydelige
Værker af lgn. Art præsteredes af Willem
Jansson Blaeu (1571—1638) og hans Sønner i
Amsterdam, og af det Wetstein’ske Firma.
Førstnævnte, Tycho Brahe’s Ven og selv en
udmærket Lærd, havde sin Styrke i Udgivelsen af
geografiske Arbejder og Kort, og end mere
gælder dette om Sønnen, Jan, der udgav et
prægtigt Atlas i 12 Bd (1663). En fortrinlig
Stempelskærer var J. F. Fleischmann
(1701—68), der arbejdede først for Wetstein’s, senere
for Enschede’s Skriftstøberi i Haarlem.
4) Frankrig. En værdig Efterfølger af
Vérard og Sim. Vostre var Geoffroy Tory,
Boghandler og Lærd, vistnok ogsaa Tegner,
Xylograf og Trykker, som i sin Champ fleury (1529)
søgte at opstille en Slags videnskabelig
Proportionslære for B. og tillige gav en Række
interessante Skriftprøver. Betydelige Bogtrykkere —
og tillige lærde Mænd — vare, i 16. Aarh.,
Jodocus Badius Ascensius (fra Asch i Belgien),
fl. Medlemmer af Slægten Morel, Robert og
Henri Étienne ell. Stephanus (berømte Udgaver
af Oldtidens Forfattere, græske og latinske
Ordbøger), endvidere Simon de Colines og Robert
Gourmont, alle i Paris. Lyon havde ogsaa
ypperlige Mestere paa den Tid, som Trechsel og
Gryphius (Fader og Søn); det var der, at
Holbein’s »Dødningedans« og »Billeder til det gamle
Testamente« første Gang udkom i Trykken,
som Træsnit med Tekst (1538). Claude
Garamond vandt saadant Ry som Stempelskærer,
at en egen Art, siden meget benyttet, Skrift fik
Navn efter ham; ogsaa Guillaume Le Bé og
Sanlecque blev navnkundige. Kongerne
privilegerede og censurerede, holdt Hofbogtrykker,
bestemte Antallet af Officiner i de respektive
Byer o. desl.; Kardinal Richelieu fik 1640
grundlagt det »kongelige Bogtrykkeri« i Paris, under
Ledelse af Sébastien Cramoisy. I Enevældens
Glanstid, da Ludvig XIV’s Hof afgav Mønster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
