Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - bona fides (lat.: god Tro) betød iflg. Romerretten dels den Redelighed og Handlen efter Tro og Love - Bonaini, Francesco, ital. Historiegransker, (1806-1874) - Bonaire, Buen Ayre, en holl. Ø blandt de smaa Antiller, omtr. 100 km fra Venezuelas Kyst - Bonal, Guillaume Henri, fr. General og Militærforfatter, (1844- ) - Bonald, Louis Gabriel Ambroise, Vicomte de, fr. Politiker og Forf., (1754-1840) - 2) Louis Jacques Maurice de, Kardinal og Ærkebiskop i Lyon, (1787-1870) - Bonanus, ital. Arkitekt, nævnes som Bygmester af Klokketaarnet - det skæve Taarn - i Pisa - bona officia (lat.), egl. »gode Tjenester«, bruges i Folkeretten om venskabelige Raad og Henstillinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enkelt Situation, før man indlader sig i
Retshandel med andre, vil det, at en Person i
begrundet god Tro udøver en vis faktisk
Raadighed, ofte i Forbindelse med nærmere
Omstændigheder kunne lede til Stiftelsen af en virkelig
Ret for ham, ell. give ham Føje til at slippe
skadesløs ud af Situationen ell. endog ofte, naar
hans b. f. støtter sig til Indgaaelsen af en
Retshandel, straks hjemle ham en Ret (se
God Tro og
Godtroenhedserhvervelser). Ligeledes vil Strafskyld være
udelukket, naar ved Begaaelsen af en Misgerning
Gerningsmanden ell. en af disse har svævet i
en utilregnelig Vildfarelse m. H. t. de
afgørende faktiske Forhold, f. Eks. i god Tro ægtet
en i Virkeligheden allerede gift Person,
eftersom da det nødvendige forbryderiske Forsæt
vil mangle (se Forsæt).
Men medens det, hvor b. f. kan føre til
Stiftelsen af en Ret, i Reglen kun kommer an paa
den gode Tros Tilstedeværelse ved det faktiske
Forholds Stiftelsestid, og en senere ond Tro
derfor bliver uden Bet. (mala fides superveniens
non nocet), er Forholdet imidlertid ofte
anderledes, hvor b. f. aldrig kan lede til nogen Ret,
men kun til Fritagelse for et ellers rammende
deliktsmæssigt Ansvar. Ved
Tilstandsforbrydelser, nemlig som Hæleri ell. det ovf. nævnte
Eks. Bigami, vil selv den, der i god Tro har
indladt sig i Forholdet, blive strafbar, naar han
fortsætter det efter at være kommet til
Kundskab om Sagens sande Sammenhæng.
K. B.
Bonaini, Francesco, ital. Historiegransker,
f. 1806, d. 28. Aug. 1874, blev 1852
Generaldirektør for de toskanske Arkiver, som han
ordnede paa den fortræffeligste Maade, ligesom
han forstod at uddanne en hel Skole af yngre
Arkivarer. Han virkede tillige som Udgiver, og
hans Statuti inediti della città di Pisa dal XII.
al XIV. secolo (3 Bd, Firenze 1854—70) hører
til de vigtigste Dokumentsamlinger.
Kr. E.
Bonaire, Buen Ayre, en holl. Ø blandt
de smaa Antiller, omtr. 100 km fra Venezuelas
Kyst under 12° 2′ n. Br. og 68° 22′ v. L., er
335 km2 med (1910) 6383 Indb., Kvægavl og
Udførsel af Tømmer og Salt.
G. Ht.
Bonal [bå↱nal], Guillaume Henri, fr.
General og Militærforfatter, f. 1844 i Toulouse,
uddannedes paa Militærskolen i St Cyr, deltog
i Kampene i Tonkin, blev 1894 Oberst og fik
1899 Kommandoen over 6. Infanteri-Brigade.
1901 udnævntes han til Chef for École
supérieure de guerre, traadte 1902—05 ud af
Tjenesten, men tiltraadte derefter igen Chefsposten
ved Skolen og blev Medlem af Generalstabens
tekn. Komité. B. har udfoldet en meget
betydelig Virksomhed som Militærforfatter.
B. P. B.
Bonald [bå↱nald], Louis Gabriel
Ambroise, Vicomte de, fr. Politiker og Forf.,
f. 1754 i Milhau i Guienne, d. smst. 1840. Afsky
for Protestantisme, religiøs og politisk, var B.’s
Slægtsarv. Sin Post som Formand for
Departementsraadet i Aveyron nedlagde han 1791,
fordi han ikke vilde udføre Loven om
Præsteskabets borgerlige Ordning. Han emigrerede og
bosatte sig i Heidelberg, hvor han skrev
Théorie du pouvoir politique et religieuse (I—III,
1796). I dette Skr. hævder han det absolutte
Monarki paa teokratisk Grundlag, Tronen skal
hvile paa Altret. Bogen blev konfiskeret af
Direktoriet, men Bonaparte fik et Eksemplar af
den, og dens Tanker fandt hos ham en
modtagelig Jordbund. Napoleon tog sig varmt af
B.; men han vilde ikke opgive sine
legitimistiske Grundsætninger, og fra sit Gods i Milhau
ledede han sammen med Chateaubriand det
royalistiske Mercure de France. Efter
Restaurationen blev B. Medlem af Deputeretkamret,
Medlem af det fr. Akademi og 1823 Pair af
Frankrig. Han bekæmpede Chartet,
Trosfriheden, Pressefriheden og Loven om Skilsmisse.
Efter Julirevolutionen trak han sig tilbage fra
det offentlige Liv. B. er den fr.
Ultramontanismes ypperste Politiker, Reaktionen i Frankrig
1815—30 levede aandelig talt af ham. B.’s
samlede Skr er udgivne af Migne (I—III, Paris
1859). (Litt.: Victor de Bonald, De la
vie et des écrits du vicomte de B. [2. Opl.,
Avignon 1853]; Fredrik Nielsen,
»Romerkirken, i 19. Aarh.« [II, 1881. S. 66—123]; G.
Brandes, »Reaktionen i Frankrig« [2. Udg.,
1892, S. 174—207]).
L. M.
2) Louis Jacques Maurice de,
Kardinal og Ærkebiskop i Lyon, foreg.’s Søn, f.
1787 i Milhau, d. 1870, blev Kardinal Fesch’s
Koadjutor, 1823 Biskop i Puy, 1839 Ærkebiskop
i Lyon og Galliens Primas, 1841 Kardinal. B.
var Ultramontanismens ivrige Talsmand,
bekæmpede navnlig Statens Undervisningsvæsen
og forsvarede Jesuitternes. Efter Statskuppet
af 2. Decbr 1851 blev han Medlem af Senatet.
(Litt.: Beaumont, Esprit de Msgr. de B.
[3. Opl., Paris 1870]).
L. M.
Bonanus, ital. Arkitekt, nævnes som
Bygmester af Klokketaarnet — det skæve Taarn —
i Pisa, hvis Opførelse begyndtes 1174. Desuden
har han støbt Bronzedøre til Domkirkerne i
Pisa c. 1180 og Monreale 1186, af hvilke
Arbejder det sidstnævnte er signeret.
C. A. J.
bona officia (lat.), egl. »gode Tjenester«,
bruges i Folkeretten om venskabelige Raad og
Henstillinger, hvorved en Stat søger at
tilvejebringe god Forstaaelse ell. bilægge Strid mellem
andre Stater. Tidligere sondrede man imellem
b. o. og Mægling, saaledes at den sidste
forelaa, hvor Intercessionen skete efter Anmodning
fra ell. med Samtykke af begge de stridende
Parter, b. o. derimod, hvor den paagældende
Stat handlede af egen Drift ell. efter en enkelt
Parts Begæring. Denne Sondring, til hvilken
der ikke knytter sig nogen retlig Interesse, er
dog nu opgivet. Indblandingen maa ikke gaa
ud over venskabelige Raad og Henstillinger.
Stilles der formelige Krav om en bestemt
Løsning af Striden, foreligger der ikke b. o., men
Intervention, der som Regel er retsstridig. Om
Anvendelse af b. o. og Mægling indeholdes nogle
Bestemmelser i Haag-Konventionen 1907 om
fredelig Bilæggelse af internationale
Stridigheder. Konventionen, der behandler b. o. og
Mægling under eet, har ikke gjort det til en
Retspligt at tilbyde ell. modtage Tilbud om
saadan Mellemkomst, men de kontraherende
Stater har blot udtalt, at de er enige om, at
de, inden de skrider til en Afgørelse ved
Vaabenmagt, for saa vidt Omstændighederne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
