Print (PDF) - On this page / på denna sida - bona fides (lat.: god Tro) betød iflg. Romerretten dels den Redelighed og Handlen efter Tro og Love - Bonaini, Francesco, ital. Historiegransker, (1806-1874) - Bonaire, Buen Ayre, en holl. Ø blandt de smaa Antiller, omtr. 100 km fra Venezuelas Kyst - Bonal, Guillaume Henri, fr. General og Militærforfatter, (1844- ) - Bonald, Louis Gabriel Ambroise, Vicomte de, fr. Politiker og Forf., (1754-1840) - 2) Louis Jacques Maurice de, Kardinal og Ærkebiskop i Lyon, (1787-1870) - Bonanus, ital. Arkitekt, nævnes som Bygmester af Klokketaarnet - det skæve Taarn - i Pisa - bona officia (lat.), egl. »gode Tjenester«, bruges i Folkeretten om venskabelige Raad og Henstillinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enkelt Situation, før man indlader sig i Retshandel med andre, vil det, at en Person i begrundet god Tro udøver en vis faktisk Raadighed, ofte i Forbindelse med nærmere Omstændigheder kunne lede til Stiftelsen af en virkelig Ret for ham, ell. give ham Føje til at slippe skadesløs ud af Situationen ell. endog ofte, naar hans b. f. støtter sig til Indgaaelsen af en Retshandel, straks hjemle ham en Ret (se God Tro og Godtroenhedserhvervelser). Ligeledes vil Strafskyld være udelukket, naar ved Begaaelsen af en Misgerning Gerningsmanden ell. en af disse har svævet i en utilregnelig Vildfarelse m. H. t. de afgørende faktiske Forhold, f. Eks. i god Tro ægtet en i Virkeligheden allerede gift Person, eftersom da det nødvendige forbryderiske Forsæt vil mangle (se Forsæt). Men medens det, hvor b. f. kan føre til Stiftelsen af en Ret, i Reglen kun kommer an paa den gode Tros Tilstedeværelse ved det faktiske Forholds Stiftelsestid, og en senere ond Tro derfor bliver uden Bet. (mala fides superveniens non nocet), er Forholdet imidlertid ofte anderledes, hvor b. f. aldrig kan lede til nogen Ret, men kun til Fritagelse for et ellers rammende deliktsmæssigt Ansvar. Ved Tilstandsforbrydelser, nemlig som Hæleri ell. det ovf. nævnte Eks. Bigami, vil selv den, der i god Tro har indladt sig i Forholdet, blive strafbar, naar han fortsætter det efter at være kommet til Kundskab om Sagens sande Sammenhæng. K. B.</chapter> <chapter name="Bonaini, Francesco"> Bonaini, Francesco, ital. Historiegransker, f. 1806, d. 28. Aug. 1874, blev 1852 Generaldirektør for de toskanske Arkiver, som han ordnede paa den fortræffeligste Maade, ligesom han forstod at uddanne en hel Skole af yngre Arkivarer. Han virkede tillige som Udgiver, og hans Statuti inediti della città di Pisa dal XII. al XIV. secolo (3 Bd, Firenze 1854-70) hører til de vigtigste Dokumentsamlinger. Kr. E.</chapter> <chapter name="Bonaire"> Bonaire, Buen Ayre, en holl. Ø blandt de smaa Antiller, omtr. 100 km fra Venezuelas Kyst under 12° 2' n. Br. og 68° 22' v. L., er 335 km2 med (1910) 6383 Indb., Kvægavl og Udførsel af Tømmer og Salt. G. Ht.</chapter> <chapter name="Bonal, Guillaume Henri"> Bonal [bå'nal], Guillaume Henri, fr. General og Militærforfatter, f. 1844 i Toulouse, uddannedes paa Militærskolen i St Cyr, deltog i Kampene i Tonkin, blev 1894 Oberst og fik 1899 Kommandoen over 6. Infanteri-Brigade. 1901 udnævntes han til Chef for École supérieure de guerre, traadte 1902-05 ud af Tjenesten, men tiltraadte derefter igen Chefsposten ved Skolen og blev Medlem af Generalstabens tekn. Komité. B. har udfoldet en meget betydelig Virksomhed som Militærforfatter. B. P. B.</chapter> <chapter name="Bonald, Louis Gabriel Ambroise, 2) Louis Jacques Maurice de"> Bonald [bårnald], Louis Gabriel Ambroise, Vicomte de, fr. Politiker og Forf., f. 1754 i Milhau i Guienne, d. smst. 1840. Afsky for Protestantisme, religiøs og politisk, var B.'s Slægtsarv. Sin Post som Formand for Departementsraadet i Aveyron nedlagde han 1791, fordi han ikke vilde udføre Loven om Præsteskabets borgerlige Ordning. Han emigrerede og bosatte sig i Heidelberg, hvor han skrev Théorie du pouvoir politique et religieuse (I-III, 1796). I dette Skr. hævder han det absolutte Monarki paa teokratisk Grundlag, Tronen skal hvile paa Altret. Bogen blev konfiskeret af Direktoriet, men Bonaparte fik et Eksemplar af den, og dens Tanker fandt hos ham en modtagelig Jordbund. Napoleon tog sig varmt af B.; men han vilde ikke opgive sine legitimistiske Grundsætninger, og fra sit Gods i Milhau ledede han sammen med Chateaubriand det royalistiske Mercure de France. Efter Restaurationen blev B. Medlem af Deputeretkamret, Medlem af det fr. Akademi og 1823 Pair af Frankrig. Han bekæmpede Chartet, Trosfriheden, Pressefriheden og Loven om Skilsmisse. Efter Julirevolutionen trak han sig tilbage fra det offentlige Liv. B. er den fr. Ultramontanismes ypperste Politiker, Reaktionen i Frankrig 1815-30 levede aandelig talt af ham. B.'s samlede Skr er udgivne af Migne (I-III, Paris 1859). (Litt.: Victor de Bonald, De la vie et des écrits du vicomte de B. [2. Opl., Avignon 1853]; Fredrik Nielsen, »Romerkirken, i 19. Aarh.« [II, 1881, S. 66-123]; G. Brandes, »Reaktionen i Frankrig« [2. Udg., 1892, S. 174-207]). L. M. 2) Louis Jacques Maurice de, Kardinal og Ærkebiskop i Lyon, foreg.'s Søn, f. 1787 i Milhau, d. 1870, blev Kardinal Fesch's Koadjutor, 1823 Biskop i Puy, 1839 Ærkebiskop i Lyon og Galliens Primas, 1841 Kardinal. B. var Ultramontanismens ivrige Talsmand, bekæmpede navnlig Statens Undervisningsvæsen og forsvarede Jesuitternes. Efter Statskuppet af 2. Decbr 1851 blev han Medlem af Senatet. (Litt.: Beaumont, Esprit de Msgr. de B. [3. Opl., Paris 1870]). L. M.</chapter> <chapter name="Bonanus"> Bonanus, ital. Arkitekt, nævnes som Bygmester af Klokketaarnet - det skæve Taarn - i Pisa, hvis Opførelse begyndtes 1174. Desuden har han støbt Bronzedøre til Domkirkerne i Pisa c. 1180 og Monreale 1186, af hvilke Arbejder det sidstnævnte er signeret. C. A. J.</chapter> <chapter name="bona officia"> bona officia (lat.), egl. »gode Tjenester«, bruges i Folkeretten om venskabelige Raad og Henstillinger, hvorved en Stat søger at tilvejebringe god Forstaaelse ell. bilægge Strid mellem andre Stater. Tidligere sondrede man imellem b. o. og Mægling, saaledes at den sidste forelaa, hvor Intercessionen skete efter Anmodning fra ell. med Samtykke af begge de stridende Parter, b. o. derimod, hvor den Paagældende Stat handlede af egen Drift ell. efter en enkelt Parts Begæring. Denne Sondring, til hvilken der ikke knytter sig nogen retlig Interesse, er dog nu opgivet. Indblandingen maa ikke gaa ud over venskabelige Raad og Henstillinger. Stilles der formelige Krav om en bestemt Løsning af Striden, foreligger der ikke b. o., men Intervention, der som Regel er retsstridig. Om Anvendelse af b. o. og Mægling indeholdes nogle Bestemmelser i Haag-Konventionen 1907 om fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder. Konventionen, der behandler b. o. og Mægling under eet, har ikke gjort det til en Retspligt at tilbyde ell. modtage Tilbud om saadan Mellemkomst, men de kontraherende Stater har blot udtalt, at de er enige om, at de, inden de skrider til en Afgørelse ved Vaabenmagt, for saa vidt Omstændighederne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
