Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5) Louis B., (1778-1846) - 6) Carlotta Marie Pauline B. (»Paulette«), (1780-1825) - 7) Maria Annunziata B. (kaldet Caroline), (1782-1839) - 8) Jérome (Geronimo) B., (1784-1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kriminal- og Civilretten, dekreterede borgerlig
Lighed, indførte ensartet Maal og Vægt efter det
fr. System o. m. a. Men da han hverken kunde
ell. vilde gennemføre Kontinentalsystemet med
den af Napoleon fordrede ubønhørlige
Strenghed, faldt han i Unaade og fik Ordre til at
møde i Paris, hvor man berøvede ham den
sidste Rest af Selvstændighed, lod ham afstaa
betydelige Stykker af sit Landomraade og
derpaa sendte ham tilbage til Holland ydmyget og
plyndret (Marts 1810). Intet Under derfor, at
han snart efter, yderligere saaret ved fornyet
myndig Optræden fra den mægtige Broders
Side, nedlagde Regeringen (1. Juli 1810) til
Fordel for sin umyndige Søn og forlod Landet.
Allerede 9 Dage efter (10. Juli) indlemmedes
Holland i det fr. Kejserrige. L.’s Hustru fik af
Napoleon anvist Slottet St Leu ved Paris til
Bolig med en Aarpenge af 2 Mill. frc.; L. selv
vægrede sig ved at modtage nogen Apanage og
gik til Graz, hvor han som Greve af St Leu
levede et Par Aar i Ro; 1813 søgte han
forgæves at faa sit Land tilbage, baade ved
Henvendelse til Napoleon og til hans Modstandere.
Da det oraniske Hus blev genindsat paa
Hollands Trone, gik L. til Paris (Jan. 1814). Han
arbejdede nu ihærdig paa at formaa Broderen
til at slutte Fred og frelse ud af Skibbrudet,
hvad frelses kunde, uden at dette lykkedes ham.
Efter Tronfrasigelsen ledsagede L. Kejserinden
til Blois og begav sig dernæst til Lausanne og
Rom. I de 100 Dage udnævnte Napoleon ham
til Pair af Frankrig og indbød ham til Paris;
men L. forblev i Rom, træt og mæt af alt og især
af sine huslige Forhold. Han levede nu stedse
skilt fra sin Hustru, som han ved Proces nødte
til at afstaa deres ældste Søn. 1826 flyttede L.
til Firenze, hvor han opholdt sig en Række af
Aar, og endelig til Livorno, hvor han døde. —
Som Skribent optraadte L. allerede tidlig, men
bortset fra Memoirerne: Documents historiques
et réflexions sur le gouvernement de la
Hollande (1820, 3 Bd), har hans Værker ingen Bet.
L.’s og Hortense’s Børn var:
a) Napoléon Charles, f. 1802, d. 1807.
b) Napoléon Louis, f. 11. Oktbr 1804,
d. i Forli 17. Marts 1831, Kronprins af Holland,
3. Maj 1809 Storhertug af Cleve og Berg, gift
10. Novbr 1825 med Charlotte, Datter af Joseph
B., levede i Schweiz og Italien og deltog
sammen med sin yngre Broder i de revolutionære
Bevægelser i Øvreitalien, særlig i Romagna
1830—31.
c) Charles Louis Napoléon ɔ:
Napoléon III, Kejser (s. d.).
6) Carlotta Marie Pauline B. (»Paulette«),
f. i Ajaccio 20. Oktbr 1780, d. i Firenze 9. Juni
1825, gift 1797 med General Leclerc, hvem hun
fulgte til S. Domingo, derefter 1803 med Fyrst
Camillo Borghese, fra hvem hun dog snart lod
sig skille for senere, efter Napoleon’s Fald,
atter at samleve med ham. 30. Marts 1806 blev
hun Hertuginde af Guastalla, hvad hun dog snart
gjorde Afkald paa mod Pengeerstatning. Hun
var den af Søstrene, Napoleon holdt mest af,
men voldte ham ved sin letsindige Opførsel og
sine mange Elskere mange Bryderier. Hun var
en Skønhed af første Rang. Hendes
Portrætstatue som (liggende) Venus med Æblet, af
Canova, findes i Casino Borghese, Rom.
7) Maria Annunziata B. (kaldet Caroline),
f. 25. Marts 1782, d. i Firenze 18. Maj 1839,
gift 1800 med Joachim Murat, 1808 Dronning af
Neapel. Efter Murat’s Død bosatte hun sig som
Grevinde Lipona paa en Villa ved Triest. (Se i
øvrigt Murat).
8) Jérôme [зe↱ro.m] (Geronimo) B., f. i
Ajaccio 15. Novbr 1784, d. 24. Juni 1860 i
Villegenis ved Paris. Han var den yngste, forkælede
Søn, livlig, elskværdig, men uden Energi ell.
Originalitet,
kun optaget af
at faa mest
mulig Nydelse
som Udbytte af
sin Broders
Storhed. Han
gik 1793 med sin
Moder og sine
yngre
Søskende til
Frankrig, kom kort
efter 18.
Brumaire til Søs
og var med paa
Toget til S.
Domingo. Derfra
kom han til
Nordamerika,
hvor han 27.
Decbr 1803 ægtede Købmandsdatteren
Elisabeth Patterson, fra hvem han April
1805 paa Kejserens Befaling lod sig skille.
Til Løn herfor blev han ved Senatskonsult af
24. Septbr 1806 erklæret for fr. Prins og
eventuel Tronarving. I Krigen mod Preussen førte
han af Navn 9. Armékorps, og efter Freden
i Tilsit blev han gjort til Konge i det
nyoprettede Kongerige Westfalen. Kejseren gav ham
Prinsesse Catharine af Württemberg til Ægte
(12. Aug. 1807), og de Nygiftes Hof i Kassel var
snart et af de prægtigste og yppigste i Europa,
men Kejseren vaagede nøje ikke blot over
Broderens Regeringshandlinger, men ogsaa over
hans Privatliv. J. udmærkede sig baade til Søs
og Lands som Kriger, men Feltherreevner
havde han hverken vist 1807 ell. i Felttoget mod
Østerrig 1809, saa man forstaar næppe, at
Napoleon 1812 kunde gøre ham til Chef for et
helt Armékorps, det 4., og det tilskrives da
ogsaa navnlig hans Forsømmelighed, at Bagration
og Barclay de Tolly kunde forene sig. Opbragt
over J.’s Uduelighed fratog Napoleon ham
hans Kommando og sendte ham hjem til
Kassel. Efter Slaget ved Leipzig var det forbi med
J.’s Kongeherlighed; han maatte flygte for
Russerne ud af sin Hovedstad og fik næppe nok
Stunder til at faa sine Skatte med sig til Paris.
Efter Freden 1814 opholdt J. sig en Tid i
Triest. Efter Tilbagekomsten fra Elba gik han
til Paris, hvor Napoleon satte ham ind i
Pairskamret. Efter Waterloo søgte han for en Tid
Tilflugt i Württemberg, hvis Konge, hans
Svigerfader, gav ham Titlen »Fyrste af Montfort«.
I en Del Aar levede han nu som rig
Privatmand i Graz og Triest, i Mark Ancona og Rom,
 |
| J. Bonaparte. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
